Vores rejse til Nigeria

21.02.2013

Hjemme!!! Det kan slet ikke beskrives hvor dejligt det er :-) Hermed en opfølgning om hvad der skete efter vi forlod lejligheden i Lagos:

vi går ned i huset hvor remi har lavet lidt mad til børnene. Vi siger farvel til alle og klæder om til flyturen - bukser, strømper og sko, pyhh det er varmt og det føles helt mærkeligt at have sko på. Kl 18 kører vi mod lufthavnen, Elvira tager med os og det er vi rigtig glade for. Da vi kører ud af indkørslen står de alle og vinker og det er lidt hårdt at tænke på at vi nok ikke ser dem igen. Det er med meget blandede følelser vi kører, det er en kæmpe lettelse at nu er det overstået og vi skal hjem, men samtidig er det også rigtig sørgeligt at forlade Adam og Josefine's hjemland, det er her de er født og har sine rødder og nu hiver vi dem væk fra alt de kender og hen til et sted hvor alt er nyt. Om nogle år kan de slet ikke huske Nigeria og kulturen de kommer fra og chancen for at de kommer tilbage igen er lille. Der bliver fældet nogen tårer på vejen og vi prøver at forklarer børnene hvorfor vi er kede af det. Da vi kommer til lufthavnen er der fyldt med mennesker og vi har enormt meget baggage med + 2 børn. Elvira går med os ind og da vi kommer til check-in køen, går hun op foran og snakker med personalet. Vi får lov til at benytte priority check-in køen som ikke er særlig lang, dejligt :-) Da vi skal igennem security går Elvira igen hen og snakker med en og det ender med at vi igen ender i priority køen, som er meget kort. Vi går igennem og en politimand stopper os og tjekker vores papirer på børnene, heldigvis er alt ok og vi kan gå videre. Takket være Elvira tager det kun en halv times tid at komme igennem det hele og så er vi på vej, helt fantastisk :-) Kort tid efter vi er ankommet bliver vi kaldt til gaten, vi undre os lidt da der er lang tid til vi skal med flyveren, men vi bevæger os ned mod gaten. Vi kommer ind i en ventehal og slår os ned der. Et skandinavisk udseende par kommer gående med en lille mørk dreng. De er fra Sverige og har været i Nigeria i 4 uger, så var deres adoptionsproces færdig! Vi snakker dansk med dem, men kommer hele tiden til at slå over i engelsk. Vi har snakket engelsk så længe at det faktisk er svært at tale dansk igen :-) Børnene leger og glæder sig til de skal ud at flyve, vi giver dem noget medicin mod transportsyge som også skulle gøre dem døsige, så vi håber de sover hele vejen til Amsterdam. Vi boarder til tiden og vi får lov til at gå først, da vi har børn med. Endelig flyver vi, og vi er lettet og glade. Nu er vi på vej hjem og vi har to fantastiske børn med, nu er vi en familie på 4. Stewardessen snakker med det svenske par omkring adoptionen, men hun går lige forbi os. En halv time efter kommer hun tilbage og spørger om vi egentlig også har adopteret, hun syntes bare at vi lignede en ganske almindelig familie :-) Børnene er trætte, men kan ikke rigtig finde en måde at ligge på. Vi prøver forskellige ting, men ender med at lægge Josefine ned på gulvet og Adam ligger på de to sæder imellem os. Adam vågner ofte og klynker lidt men ellers går det godt. Vi prøver også at sove, men det lykkedes ikke rigtigt da vi hele tiden skal holde øje med børnene, desværre. Vi lander i Amsterdam kl 5.35 og stiger ud af flyveren. Det er rigtig koldt og når man ånder kan man se ens ånde, det har børnene aldrig set før. Vi kommer ind i lufthavnen og luften er så frisk og ren at det er til at få tåre i øjnene af, det er tidlig morgen og der er næsten ingen mennesker. Vi leder efter det nærmeste toilet og et sted at skifte ble. Da vi kommer til toiletterne er der et helt rum bare til at skifte ble i, der er en briks, håndvask og skraldespand, det er jo den rene luksus og vi er helt overvældet :-) Vi finder et sted med et lille legeland hvor vi samtidig kan få lidt at spise. Børnene har aldrig før set et sådan legeland, så de er helt vilde og får lov til at gå lidt amok. Vi skal vente i ca 4 timer i Amsterdam, men tiden går hurtigt og snart sidder vi i flyveren på vej til Billund. Børnene og os selv er ved at være godt brugte og vi sover lidt i flyveren. Da vi skal lande sætter Signe sele på Adam, han siger han vil op på skødet at sidde, men Signe må sige nej. Så bryder helvede løs og Adam begynder at skrige og sparke. Når han får disse "ture" plejer vi at tage ham op og så går det hurtigt over, men denne gang kan vi ikke tage ham op, da han skal have selen på. Han skriger, sparker og hiver næsten Signe's trøje i stykker og det eneste Signe kan gøre er at holde om og trøste ham så godt som hun nu kan fra nabosædet. Endelig lander vi og Signe skynder sig at tage ham op. Vi ånder lettet op, nu er vi på dansk jord og det føles SÅ godt. Vi venter til alle er gået af flyveren og da vi går ind i lufthavnen stopper vi op og siger til børnene at de skal lytte. Der er helt og aldeles stille, og det giver en mærkelig fornemmelse i ørerne. Vi tænker ikke at børnene nogensinde har oplevet stilhed på denne måde, i Lagos er der ALTID larm fra mennesker, biler og generatorer. Vi går hen til bagage udleveringen og vi snakker med børnene om at de nu snart skal se hele deres nye familie. Hele vores familie og venner står bag en glasrude og venter, de står alle med flag og hold op hvor er det dejligt og rørende at se dem. Efter at have vinket, smilt og grædt lidt begynder vi at se efter vores bagage. Vi finder dem hurtigt og bevæger os mod udgangen. I tolden står politiet og vi forventer at de vil se vores papirer. Men nej, de ønsker os tillykke og siger at vi nok hellere må gå ud til vores ventende familie. Endelig sker det, vi trækker vejret dybt og går ud. Ord kan ikke beskrives hvor dejligt det er at se alle igen, der bliver grædt og givet knus. Børnene er i vores arme hele tiden og de siger ingenting, kigger bare og trykker sig lidt ind til os. Vi snakker lidt med familien og de får endelig en chance for at se Adam og Josefine. Efter en times tid siger vi farvel til familie og venner og vi får skiftet bleer på børnene. Signe's forældre bliver, de har medbragt flyverdragter, støvler og madpakker. Vi får givet børnene tøjet på og tror de syntes at det er lidt mærkeligt at skulle have så meget tøj på. Adam begynder at skrige, han vil ikke have det på! Signe fortæller ham at når han har fået det på skal vi ud og lege i sne og at man gerne må kaste snebolde på mor og far. Så vil han gerne have flyverdragten på. Udenfor på græsarealerne ligger der lidt sne, og vi går derhen. Det første Josefine siger da hun mærker sneen er "cold!" :-) Vi kaster lidt med sne og børnene nyder det. Signe's forældre har taget vores bil med og vi skal have børnene i autostolene for første gang. Steffen har selvfølgelig læst brugsanvisningen inden vi rejste, så han har helt styr på det. Signe må opgive, hun lærer det nok engang ;-) Det er helt fantastisk at sidde i sin egen bil igen og vi har en følelse af frihed. Børnene spørger "where is morfar" og vi forklarer at han er sammen med mormor og at de kommer hjem til vores hus med vores bagage. Begge børn sover efter 5 min. og da Steffen har kørt halvvejen er han også ved at falde i søvn. Signe kører resten af vejen hjem. Langt om længe er vi hjemme, total lykkefølelse!! Vi får børnene ud af autostolene og går ind i huset. På bordet i stuen står der gaver fra venner og familie og Signe's mor har gjort rent og fyldt køleskab og fryser op, dejligt! Signe's forældre kommer med kufferterne og vi åbner gaverne fra mormor og morfar. Adam får en scooter og Josefine en dukkevogn. Adam er SÅ glad for denne scooter og sidder på den konstant. Han er ikke så motorisk dygtig endnu, så han falder af og kører ind i ting hele tiden, men mon ikke han lærer det. De går amok i alt legetøjet på deres værelse og i stuen og hver gang de finder noget de er glade for beder de os om at holde det. Det gjorde de også i Lagos, for hvis de lagde det fra sig kom der et andet barn og tog det. Vi forklarer at det hele er deres og at der ikke er nogen der kommer og tager legetøjet, de kan bare lægge det fra sig. Vi nyder at være hjemme og vi slapper af imens børnene leger. Da det er sengetid putter vi børnene og de falder lynhurtigt i søvn efter en lang dag og lang rejse til deres nye hjem.

Det var enden på dagbogen, vi vil opdatere lidt billeder og tekst en gang imellem til vores familie og venner der bor langt herfra.

16.02.2013

Vi står op kl 7.30 i dag og giver børnene et bad. Signe har sovet på sofaen og hun har det lidt bedre, men er stadig syg. Vi går ned og spiser morgenmad og går derefter op i lejligheden. Børnene er urolige, vi har selvfølgelig fortalt dem hvad der skal ske, men for en 2 og 3 årig kan det være svært at rumme alt det der er sket den sidste tid og det der nu skal ske. Det var fantastisk at vågne op i morges og tænke, det var sidste gang vi vågner i denne lejlighed :-) Børnene leger med iPad og vi får ajourført dagbogen fra de seneste dage. Meningen var at vi skulle på markedet i dag, men Signe får det igen rigtig skidt så vi må aflyse. Rigtig ærgeligt da vi gerne ville have købt nogen souveniers med hjem, men det vigtigste er at Signe bliver rask så hun kan klare flyveturen hjem. Signe lægger sig mens børnene ser Dumbo og Steffen gør køkkenet og badeværelset rent og får ryddet lidt op. Ved frokosttid går Steffen og børnene ned og spiser og Signe bliver i sengen. Børnene bliver puttet kl 14 og Steffen går ned for at handle en sidste gang, vi mangler selvfølgelig bleer og wipes. Steffen kommer tilbage og vi går igang med at pakke, 4 kufferter og 3 håndbagage skal fyldes op, ikke noget problem :-) Signe har fået det lidt bedre, nu håber vi bare det holder hele turen hjem. Vi slutter dagbogen for nu, næste gang vi opdatere vil det være fra dejlige savnet Danmark. Tusind tak til alle jer der har fulgt med os hele vejen, det har været SÅ dejligt at læse jeres mails og beskeder.

15.02.2013

Vi står op kl 6 i dag. Planen i dag er at vi først skal på det britiske konsulat for at få lavet EB nødpas og derefter besøge børnehjemmet så vi kan sige farvel. Signe er desværre stadig syg og har derfor sovet på sofaen. Vi skal være på den britiske konsulat kl 8.30 så de kan nå at lave passene, så chaufføren henter os kl 7.30. Vi har fået at vide at vi bare lige skal aflevere vores papirer og så vil vi få EU nødpassene inden for en time. Signe bliver nødt til at gå til lægen, så Elvira får ringet til sin læge, som heldigvis gerne vil se Signe. Men først kører vi til konsulatet, vi ankommer 15 min. før og vi sætter os og venter i nogle dertil indrettet "bure" udenfor. Vores børn har efterhånden ikke lavet meget andet end at vente på kedelige kontorer hele ugen, så de bliver straks urolige. Endeig bliver vi vist ind, vi kommer igennem sikkerhedskontrollen og bliver vist ind i et venteværelse. Vi aflevere papirerne og vi får at vide at vi skal hente dem inden kl 12, det er meget vigtigt, da de lukker kl 12.30. Planen var at vi ville kører til lægen mens de lavede passene, men vi tør ikke tage chancen med trafikken, hvis ikke vi når tilbage inden kl 12, så kan vi ikke komme hjem i morgen. Signe kører derfor alene afsted og Steffen bliver i venteværelset med børnene. Ved lægen bliver Signe undersøgt og hun behandles mod malaria (vi har ikke været så gode til at tage vores malariamedicin her på det sidste), diarré, dehydrering og kvalme. Steffen kæmper med at holde styr på børnene, i og med at vi havde fået at vide at det kun ville tage en times tid så har vi ikke taget kiks eller legetøj med. Personalet forbarmer sig over Steffen eller så syntes de at vores børn larmer for meget, så de giver dem 2 tusser og noget papir. Det resultere i at da Signe kommer tilbage, så er deres tøj og fingre røde af tusserne:-) Vi venter på konsulatet indtil 12.15 før vi får udleveret nødpassene. De ligner nu ikke EU nødpas, men britiske nødpas, så det ser ud til at børnene kommer til at rejse på britiske pas. Det går vel nok også da vi´jo holder os inden for EU. Men nu har vi alle papirerne, så nu kan vi slappe af og endelig med stor sandsynlighed sige at vi skal hjem i morgen...jubiii:-) Selvom det nu er over middag og vi ikke har fået mad vælger vi at køre direkte til børnehjemmet for at sige farvel. Vi havde planlagt at besøge børnehjemmet om formiddagen, så vi håber at det er ok at vi stadig kommer. Det viser sig at Rosita er på børnehjemmet og at de venter os. Da vi ankommer bliver vi bedt om at vente i receptionen på at Mrs. Obieri er klar. Mens vi venter i receptionen kommer en masse børn gående i gangen. De får øje på Josefine og råber hendes navn. Josefine bliver lidt bange, græder lidt og gemmer sig ved Steffen. Vi vælger derefter at gå lidt væk fra gangen så børnene ikke kan se hinanden. Adam siger ikke en lyd, men klæber sig til Signe. Da Mrs. Obieri er klar bliver vi vist ind på hendes kontor. Vi hilser alle sammen, men Adam holder stadig godt fast i Signe og vil ikke hilse på nogen som helst. Josefine tager det nu mere roligt og vil gerne hilse. Hun siger dog ikke så meget og rører sine læber med sin finger...et godt tegn på at hun ikke er tryg. Plejerne virker glade for at se Adam og Josefine, og de nærmest rykker dem ud af vores arme for at give dem et knus. De vil heldigvis gerne hurtigt tilbage til os. Josefine giver udtryk for at hun gerne vil hilse på de andre børn. Adam bliver spurgt om han vil med, men svare hurtigt nej. Han sagde også tidligere at "I don't wanna go up there" mens han pegede på trappen op til de andre børn og deres sovesal. Steffen går med Josefine op til deres soverum på 1. sal så hun kan hilse. Vi går først ind på stuen for de små børn, og hun bliver mødt af en begejstret plejer som straks tager hende op og giver hende et ordentligt knus. Hun lader sig bære og knuse, men siger ikke noget. Vi går derefter ind på stuen for de lidt ældre børn. Alle børnene kommer straks rendende hen til hende mens de råber hendes navn. De vil alle gerne rører både Josefine og Steffen, og tilbyder hende chokolade. Josefine er stadig helt tavs, og står bare og kigger. Steffen forsøger hele tiden at holde hende tæt og sikre at hun kan mærke at han er ved hende. Plejerne tager hende igen op og giver hende et stort knus på skift. Da vi forlader rummet vinker hun til børnene, hvorefter vi går neden under igen. Vi snakker lidt mere med Mrs. Obieri, hvorefter vi siger farvel. Vi når desværre ikke at tage billeder eller snakke med Mrs. Obieri om børnenes historie som vi havde planlagt. Det hele virker lidt fortravlet, men vi kommer nok også på et lidt skævt tidspunkt. Da vi sætter os ind i bilen liver Adam lidt op igen. Vi tror at han har været nervøs for om han nu skulle blive på børnehjemmet selvom vi flere gange både før og under besøget fortalte begge børn at vi blot kommer på et kort besøg for at sige farvel, at de kommer med os tilbage til huset, osv. Vi køre Rosita tilbage på hendes kontor, og derefter kan vi endelig køre tilbage til vores lejlighed. Vi ankommer ca. kl. 15 efter en lang dag uden mad eller hvile, så vi skynder at få fat i noget brød og syltetøj, går op i lejligheden, giver børnene lidt mad hvorefter vi putter dem til en kort lur. Alain har fødselsdag i dag, så vi ved at aftensmaden vil trække ud. Vi håber derfor at børnene kan holde lidt længere med en lille lur. Kl. 17 vækker vi børnene igen. Vi sidder lidt i sengen sammen med børnene og snakker om dagen. Selvom det var en barsk oplevelse for børnene at besøge børnehjemmet så tror vi alligevel at det er godt for dem at få sagt farvel. Det gik ikke helt som vi havde forestillet os, men lidt er bedre end ingenting. Vi sætter en film på (Dumbo igen igen) og mens de ser film får vi lidt styr på tøjsituationen til hjemrejsen (i tilfælde af at noget skal vaskes) og får styr på vores ting. Vi venter med at pakke til i morgen eftermiddag, men det burde nu heller ikke tage lang tid. Vi går ned i huset omkring kl. 18. Vi har taget alle de ting vi ikke længere skal bruge med ned sammen med slikrester og gaver til de forskellige personer. Adam og Josefine giver kokken Remy og altmuligmanden Michael en æske chokolade, Elvira får en lille gave fra BodyShop i DK, og så får Rosita og Utibe en lidt mindre gave fra BodyShop. Endelig så har vi købt en flaske Amarula til Alain som tak for alt hans hjælp. Børnene spiser derefter aftensmad. Gæster begynder at ankomme til Alain's fødselsdag. Aftensmaden til de voksne serveres som buffét. Mens vi venter på maden og gæsterne begynder Signe at få det dårligt igen, og vi går derfor op i lejligheden. Det passer nu også meget godt med børnene. Kl. er blevet næsten 20.30 og børnene virker meget trætte. Det er altid et godt tegn når Josefine begynder med "I don't wanna sleep":-) Vi putter børnene og Steffen går ned og spiser aftensmad. Børnene sover efter en lille time. I morgen skal vi på markedet og pakke, vi kører til lufthavnen kl 18. 

14.02.2013

Vi vågner alle tidligt, og Signe er desværre stadig syg. Vi havde planlagt at spise morgenmad hos Degaulle, men istedet må vi sende ham ud efter medicin. Han kontakter sin læge som ordinere noget medicin. Degaulle kommer med en sprite og immodium. Signe lægger sig igen og vi venter alle på at hun kan få det bedre, så vi kan køre til lufthavnen. Efter en time skal hun igen tage medicinen, men hotellet har ikke flere sprite. Degaulle siger til tjeneren at det er til en medicinsk behandling, så tjeneren løber op på et andet hotel og køber en sprite ;-) Tiden er nu knap, så Signe må spænde ballerne sammen og så iler vi til lufthavnen. Steffen og Degaulle tjekker os alle ind mens Signe og børnene venter i bilen. I Enugu lufthavn betaler man en "skat" når man checker ind på 1000 naira pr. person. Generelt oplever vi ofte at personer som gør noget for én siger noget i stil med "anything for your friend?" eller "a little to transport?" når de er færdige. Vi vælger ofte at lade som om vi ikke forstår hvad de mener og så giver de hurtigt op. Vi går igennem sikkerhedstjekket og venter en lille time og så sidder vi endelig i flyveren. Flyveturen går godt, Adam var ikke så bange denne gang og Josefine "hujede" hver gang flyet hoppede lidt, til alles morskab. Da vi lander finder vi hurtigt vores baggage og bleerne bliver skiftet. På toilettet kommer en ansat i lufthavnen hen til Signe og spørger om hun er mor til Adam og Josefine, Signe siger ja og kvinden kigger undrende på Signe og siger "but they are black!!", Signe smiler bare og siger ja. Da Signe og børnene er færdige går Steffen på toilet og Signe står med børnene og venter. Børnene danser og leger og pludselig falder Josefine. Signe tager hende op og trøster og damen fra før kommer og siger til Signe "say sorry!!" Igen smiler Signe bare og håber på at Steffen vil skynde sig så vi kan komme afsted. Vi ringer til chaufføren og så starter køreturen hjem, den kan tage fra 45 min til 3 timer alt afhængig af trafikken. Vi falder alle i søvn i bilen og efter 2 timer er vi hjemme. Vi går op i lejligheden og Signe lægger sig, energien er brugt op og hun har ikke fået mad siden onsdag morgen. Steffen og børnene går ned og spiser. Elvira kommer dog sent hjem så de voksne må vente med at spise. Steffen kommer derfor op i lejligheden igen og pakker ud, giver børnene et bad og Signe smører børnene ind og sætter Josefine's hår. Børnene bliver puttet og de falder lynhurtigt i søvn. Signe lægger sig på sofaen og Steffen går ned og spiser aftensmad. Vi skal tidligt op i morgen, da vi skal på det britiske konsulat og på børnehjemmet.

13.02.2013

Vi skal til Enugu i dag for at få lavet børnenes nigerianske pas. Vi står derfor op kl. 5 da vi skal køre kl. 7. Det tager jo tid at få et par småbørn vasket, klædt på, spist af og ikke mindst sikret at de har lavet stort. Det er rigtig træls at skifte en lorteble på gulvet i en lufthavn eller i et fly. Vi spiser morgenmaden i lejligheden, da vi har taget mad med op aftenen før. Vi bliver alle klar til kl. 7, og går ned til chaufføren som holder klar. Vi skal først forbi pas kontoret på Ikoyi for at hente vores egne pas som har fået en visumforlængelse. Pas kontoret åbner først kl. 8, og vi ankommer allerede kl. 7.35. Vi sidder derfor og steger i en varm bil indtil passene er klar kl. 8.30. Det er rigtigt varmt og børnene er allerede nu ved at være meget utålmodige, hvilket vi godt kan forstå. Vi kører videre mod lufthaven hvor vi ankommer i god tid. Utibe møder os i lufthavnen (efter 20 min. forsinkelse) og vi får checket ind. Mens vi venter på at gå op til sikkerhedskontrollen tisser Adam igennem bleen og i bukserne. Vi får begge børn skiftet, og heldigvis har vi taget ekstra tøj med i håndbagagen netop beregnet til sådanne tilfælde. Vi kommer igennem sikkerhedskontrollen, og finder en bænk hvor vi kan vente på flyet. Alt går som planlagt. Vi kan mærke at folk kigger meget på os...to hvide med to mørke børn. Signe får dog også ofte spørgsmålet "Are you the mother to these children?" eller "where's their mother?". Heldigvis kommer der også positive bemærkninger. Steffen får ikke lignende spørgsmål. Endelig skal vi ombord på flyet, og specielt Adam virker meget spændt. Vi kommer ombord på flyet. Der er 3 sæder ved siden af hinanden i hver række, så vi kan fint have kontakt til børnene mens vi letter og lander. Da flyet letter bliver Adam fuldstændig tavs, mens Josefine snakker løs og piller ved alt:-) Adam er bange for lyden og for hvad der sker. Han holder godt fast i Signe's hånd, men tør ikke kigge ud af vinduet. Flyveturen er heldigvis kun 45 min, så før vi ved af det lander vi igen. Vi står af flyet og går ind i lufthavnen, som faktisk bare er nogen store beton vægge, da hele lufthavnen er under ombygning. Vi får vores kuffert og går ud på parkeringspladsen for at vente på Degaulle (Elvira's bror). Da han endelig kommer er vi varme, trætte og sultne. Vi kører hjem til Degaulle og på vejen får vi set lidt af byen, der er helt anderledes end Lagos. Her er ikke så meget trafik, her er bakker og skov og man kan trække vejret uden at få helt så meget bilos i lungerne som i Lagos, dejligt. Degaulle bor i et stort nybygget hus på en bakke med udsigt ud over en dal og vi slapper af og børnene ser tegnefilm. På vejen dertil har vi købt lidt mad som vi spiser sammen med Degaulle, Signe har dog ingen appetit. Utibe ringer ca hver time for at spørge om vi har fået passene, og vi kan fortælle at vi ikke engang er gået igang. Degaulle er helt afslappet og siger at han har styr på det hele, vi stoler på ham og slapper af, så kan Utibe stresse i Lagos ;-) Ved 15 tiden kører vi til paskontoret hvor vi med det samme bliver sendt ind på et kontor. LIFE har pakket vores dokumenter og har forsikret os om at alt er i orden. Men, der mangler et pas foto af Adam. Heldigvis betyyder det ikke så meget, da de kan tage et i bygningen hvor vi er. Da alle papirerne er afleveret venter vi, børnene render rundt og leger og denne gang går det faktisk nogenlunde med børnene, da der er god plads at lege på. Degaulle er også god til at hjælpe med børnene og de lytter mere til ham end til os, så vi er taknemmelige for at han er med os. Da vi bliver kaldt ind skal begge børn have taget billeder. Hver gang vi bliver vist ind et sted, går vi alle 4 ind, men Signe bliver hver gang sendt ud igen, konen er ikke så vigtig her. En kvinde kommer småløbende hen til Signe og hilser på hende, Signe ser lidt spørgende ud, så kvinden fortæller at hun så os i lufthavnen i dag :-) Vi er som tidligere nævnt ret tydelige hernede. Endelig, efter ca 3 timers venten (som skal betragtes som ret hurtigt hernede) har vi børnenes pas i hånden. Degaulle kører os til vores hotel, hvor han sørger for at vi får et godt værelse. Vi har to rum og et badeværelse, dejligt. Børnene har ikke sovet middagslur i dag, så de er ved at være godt trætte og vi har svært ved at styre dem. Vi bestiller derfor noget mad og vil prøve at få dem tidligt i seng. Signe kan stadig ikke spise noget og hun er begyndt at få det rigtig dårligt. Signe lægger sig på sengen mens Steffen sørger for mad til børnene og sig selv. Han giver dem et bad og de bliver puttet kl ca 20, 5 min efter sover de, inkl Signe. Efter at Signe og børnene er faldet i søvn nyder Steffen en Star øl, ser Real Madrid mod Manchester United på TV og slapper af efter en lang og trættende dag...dejligt! Signe er meget syg hele natten med diarré, feber, ondt i hele kroppen og svimmel. 

12.02.2013

Vi står op kl 8 igen i dag, vi skynder os lidt da vi skal på børnehjemmet, hvornår ved vi ikke endnu. Wanri sender en besked hvor han spørger os om hvornår vi skal hentes af chaufføren. Vi skriver til Elvira om hun ved hvornår vi skal afsted, hun har nemlig flere gange sagt at hun gerne vil med. Hun svare dog ikke, så vi skriver til Wanri at vi ikke ved det og om han mener hvornår vi skal til børnehjemmet. Han skriver at vi ikke skal til børnehjemmet før fredag da Mrs. Obieri ikke er der før. Det ville vi godt have vidst, så havde vi ikke fortalt børnene det :-( Vi er meget i tvivl om hvad vi så skal i dag, da vi føler lidt at tiden løber fra os. Vi ved endnu ikke noget mht nigeriansk pas. Wanri har allerede bestilt chauffør til os, det har han formentlig gjort før han vidste at vi ikke skulle på markedet i dag. Vi sidder i lejligheden og venter og ved ikke hvad dagen vil bringe. Vi beslutter at udnytte ventetiden på bedst mulig måde. Så vi kontakter Wanri og beder ham om at sende chaufføren. Vi kører til shoprite og får taget pasfotos af børnene, som vi skal bruge til vores EU nødpas og så skal vi have købt lidt småting. Børnene får taget pasfotos og vi får købt nogen bleer. Da vi har fået klaret det vi skal, går vi ind på Chokolat Royal og får en sandwich. Mens vi spiser ringer Ibi (Elvira's bror), vi skal til Enugu i morgen for at få lavet de nigerianske pas, Steffen har svært ved at hører Ibi i telefonen (vi kan ikke skrue op for lyden da den er i stykker og lydstyrken er skruet helt ned), så vi får ikke de nærmere detaljer, men Ibi vil ringe tilbage. Da vi sidder i bilen på vej hjem, ringer Ibi igen og Signe snakker denne gang med ham (hun høre åbentbart bedre end den gamle:-)). En af os skal flyve alene med børnene fra Lagos lufthavn til Enugu hvor Degaulle (også Elvira's bror) vil tage imod os, og vi kan ikke få nogen med fra LIFE. Vi skal flyve kl 12 onsdag og hjem igen sidst på dagen. Vi har 20 min. til at finde ud af hvem af os der skal rejse med børnene. Der bliver diskuteret godt og grundigt i bilen på vej hjem, samtidig med at vi prøver at holde josefine vågen. Da vi når huset, beslutter vi at Steffen skal rejse og Signe bliver hjemme, så vi sender en SMS til Utibe med vores svar. Vi kommer op i lejligheden og putter børnene, de sover hurtigt. Vi snakker lidt om det hele, og er ikke specielt glade for situationen. Mens vi snakker ringer Ibi igen og fortæller nu at vi alle gerne må tage afsted og at vi skal overnatte i Enugu. Vi skal rejse tilbage til Lagos tidligt torsdag morgen, og vil køre direkte til det britiske konsulat fra Lagos lufthavn. Dejligt at vi nu alle må tage afsted...det gør det hele lidt nemmere og så betyder en overnatning ikke noget, kun at vi måske kan få en lille tur ud af det. Da vi skal køre direkte til det britiske konsulat torsdag morgen skal vi have styr på alle papirerne dertil nu. Vi ved stadig ikke helt hvad vi skal skrive på formularen til ansøgningen, så vi ringer til Jane fra AC. Det viser sig at hun lige har sendt en mail til os med et forslag til hvad vi kan skrive, men hun vil kontakte det britiske konsulat for at høre nærmere. Mens vi snakker med Jane på den ene telefon ringer Utibe på den anden. Hun fortæller at vi istedet skal rejse til Enugu onsdag kl 10, og at vi først kommer tilbage til Lagos torsdag kl. 13.30; dvs. at vi kan ikke nå at komme på det britiske konsulat torsdag. Vi skynder os at fortælle Jane på den anden telefon at vi nu først kan tage hen på det britiske konsulat fredag, hvilket er absolut sidste frist for at vi kan rejse lørdag. Vi beder derfor Jane om at kontakte konsulatet for at få bekræftet at vi kan komme fredag, at de kan nå at lave EU nødpassene og at vi kan få dem igen fredag. Hun lover at hun vil forsøge at få fat i dem, forberede dem på situationen og sende en status til os på SMS. Alt skal bare lykkes nu med de nigerianske pas og EU nødpassene hvis vi skal rejse lørdag. Hvorfor skal alt først gøres den sidste dag? Vi har spildt mandag og nu tirsdag på ingenting fordi LIFE har klokket i det, så resten har bare at køre på skinner. Vi går igang med at pakke og fortæller børnene at de skal ud og flyve, det glæder de sig helt vildt til. Kl 18 går vi ned i huset og børnene spiser aftensmad. Kokken Remi laver to tallerkner med mad til os, som vi tager med op i lejligheden. Børnene får et bad og bliver smurt ind. Vi vil prøve at putte dem lidt tidligere. Vi skal op kl 5 i morgen tidlig, da vi skal køre mod lufthavnen allerede kl. 7. Desværre sover de først kl 22, så vi håber de kan sove lidt i bilen på vej til lufthavnen. Vi pakker og prøver at forberede os på i morgen, men vi har ingen anelse om hvad det er vi går ind til. Dagbogen vil derfor ikke blive opdateret før torsdag aften, måske først fredag.

11.02.2013

Vi står op kl 7 i dag, da vi skal på pas kontoret. Børnene bliver gjort klar og vi skynder os ned i huset for at få morgenmad. Bilerne kommer kl 8.30 og vi kører alle, inkl. franskmændene, til paskontoret. Da vi stiger ud af bilen kommer en mand hen til Signe, som går med Josefine i armene. Han kigger på Signe og spørger mens han peger på Josefine "where is her mommy?" bagefter siger han en masse uforståelige ting og Signe skynder sig at gå hen til indgangen til paskontoret. En rigtig ubehagelig oplevelse. Da vi kommer ind bliver vores tasker undersøgt af sikkerhedsfolk og de spørger hvad vores ærinde er. Vi kommer ind og til venstre for os er der en masse bænke med ventende folk, til højre er kontorbygningerne. Vi finder en bænk og sætter os ned. Chinasa kommer og fortæller os at et dokument er blevet væk (igen igen) men hun håber at vi kan komme ind alligevel. Da vi sidder og venter henvender en kvinde sig til Signe, hun spørger om Adam er Signe's søn og Signe siger ja. Kvinden kan ikke forstå det, så hun spørger om det virkelig er Signe's "rigtige" søn. Signe siger at vi har adopteret Adam og Josefine og at vi er her for at få pas til dem, så vi kan rejse til Danmark. Efter et par timers ventetid kalder Chinasa endelig på os. Vi går alle ind på et lille kontor hvor der sidder en mand, kort tid efter kommer en dame, som er personen der skal udstede passene til os. Hun giver Chinasa en kæmpe skideballe, da hun ikke vil udstede passene uden det manglende dokument, og at hun fortalte Chinasa i fredags at hun skal bruge dokumentet. Det manglende dokumment er vistnok en erklæring underskrevet i Abuja, at LIFE er en NGO organisation som må rekvirere pas på vegne af os eller noget i den stil. Hun forklarer og skælder ud i 10-15 min. og siger bl.a. at hun ikke kan lave passene før dokumentet er fremskaffet eller der er lavet et nyt. Til slut spørger hun franskmændene og os om det er ok og om vi forstår. Vi er ved at eksplodere, for lige pludselig står vi i en situation hvor det ser ud til at vi igen skal ændre flybilletter, og det er ikke billigt + vi vil bare så gerne hjem. Da hun kommer til Signe og spørger om det er ok, lyner Signe's øjne af raseri og vi siger til Chinasa at vi skal rejse lørdag, at vi skal bruge de nigerianske pas før vi kan få lavet EU nødpas, og at vi nu skal ændre vores billetter hvilket ikke er billigt, osv. Kvinden tager vores sag ud af hånden på Chinasa og siger at hun vil kigge på det og hvis Chinasa kan lave dokumentet hurtigt, scanne det ind og maile det til Abuja, så vil hun gøre sit bedste for at vi får passene til tiden. Hun kigger igen på Signe og giver hende et knus, hun må have set lettelsen i Signe's øjne. Hun tager tilsidst også franskmændenes sag, men heldigvis har de en uge mere at løbe på. Vi forlader derfor igen paskontoret og håber på gode nyheder fra Chinasa senere i dag eller i morgen. Hun lover at hun vil forsøge at få lavet dokumentet hurtigst muligt. Det er med bange anelser at vi køre hjem til huset igen. Bare tanken om at vi igen skal skubbe vores hjemrejse er næsten ikke til at bære lige nu, da vi mentalt har indstillet os på at vi flyver på lørdag. Hele problemet på pas kontoret skyldes at der er kommet en ny person på posten, og LIFE har åbentbart ikke undersøgt hvad hun kræver. Selvom der er regler og love for alt hernede, så bestemmes det meste alligevel af den person der sidder på posten. Vi kan umiddelbart ikke indvende noget imod at personen på pas kontoret insisterer på at dokumentationen er iorden, men vi er nok ikke helt så henrykte for LIFE lige nu. Da vi kommer hjem er kokken ikke begyndt at lave mad til os og vi er samtidig ret oprevet og nervøse over hele situationen, så vi går op i lejligheden og bestiller pizza fra Domino's, 10 min efter er maden her og vi hygger og spiser. Efter maden leger børnene og slapper af i sofaen. Vi putter børnen kl. 14 og de sover begge efter 10 min. Vi ligger os på sofaen i stuen og sover også efter 10 min.:-) Børnene vækker os ca. kl. 16, hvorefter vi leger lidt i lejligheden. Vi går ned i huset omkring kl. 17.30, men der er ingen dernede. Vi går derfor ned på den lokale bar hvor vi får en øl mens børnene får juice. Mens vi sidder dernede kommer Elvira pludselig. Hun fortæller at det ikke ser ud til at være muligt for os at få pas til børnene i Lagos, og at vi derfor nok skal til Enugu (onsdag) eller Calabar (torsdag). Da vi endnu ikke har nigerianske papirer på børnene må det kun være den ene af os der rejser med børnene og at det vil tage hele dagen, måske med en overnatning. Det bliver ikke en sjov tur:-( Vi går tilbage til huset og snakker videre om vores muligheder. Chinasa fra LIFE vil i morgen forsøge at snakke med et ander pas kontor i Lagos, men Elvira er ikke optimistisk. Vi har fortalt Elvira, at hvis vi skal til Calabar eller Enugu så vil vi have en person med fra LIFE. Vi vil ikke rejse selv, selvom vi bliver mødt af en person i den anden ende. Vi tænker også at flyene er mindre og der kun er to sæder ved siden af hinanden. Vi kan jo derfor ikke sidde én person med to børn, så det ene barn skal sidde for sig selv. Vi kender også vores børn godt nok til at vide at når de bliver trætte, så bliver de mere eller mindre ustyrlige, og med en hel dag hvor vi skal vente på et pas kontor så vil de blive trætte og umulige. Det bliver heller ikke sjovt for børnene og vi synes at det er synd for dem at de skal igennem sådan en tur. De vil sikkert undre sig over hvad der skal ske og hvorfor vi begge ikke er med...øv! Vi har for øvrigt endnu ikke helt afgjort hvem af os der tager af sted. Signe er ikke så vild med at flyve mens Steffen mere frygter den lange ventetid sammen med børnene. Vi skal give besked i morgen, så der skal snart træffes en beslutning. Nå ja, så har vi igen i dag været nødt til at forlænge vores nigerianske visum:-( Vi skal besøge børnehjemmet Living Fountain i morgen for at sige farvel. Vi er lidt spændte på hvordan børnene reagere på det. Vi har fortalt dem her i aften at vi skal besøge børnehjemmet. De lyttede og Josefine lå mere uroligt da hun skulle sove end de seneste par dage. Adam viste ikke nogen speciel reaktion. Vi vil være opmærksomme på deres reaktioner i morgen og konstant forsøge at bekræfte dem. Vi ved endnu ikke tidspunktet for besøget, da vi får en SMS i morgen med et tidspunkt.

10.02.2013

Vi har alle haft en rolig nat og vi vågner op til tørre senge, dejligt :-) Vi står op og går ned og spiser morgenmad og går derefter op i lejligheden og slapper af. Børnene får snack og bagefter leger vi med lego, iPad og påklædningsdukker. Dukkerne har de fundet i en skuffe, hvor der også ligger en bog med tøj til dukkerne. Det hele er på dansk så vi tænker at det er de forrige danskere der var her før os. Ved frokosttid gør vi børnene klar og går ned i huset. Franskmændene er taget på stranden eller i poolen så vi spiser alle sammen idag, dejligt. Vi får printet ansøgningen til børnenes EU nødpas ud og går derefter op i lejligheden og putter dem. Signe når knap nok at lægge Josefine ned i sengen før hun sover, dejligt. Det går meget bedre imellem Signe og Josefine, hun bliver jaloux når Signe leger med de andre børn og siger "this is my mammi". Nåede lige at skrive at vi har strøm, men så forsvandt den. Der er vist noget om at man ikke må snakke om bystrømmen (nepa) hernede, øv. Vi har heller ikke noget internet, da vores internet abonnement igen er udløbet og vi vil ikke købet et nyt, da vi jo snart skal hjem :-) Så vi kan kun gå på nettet hvis vi tager vores bærbare med ned i huset, så alle opdateringer vil nu blive lidt forsinket. Da børnene vågner hygger vi med film (Dumbo) og leg, som Adam siger "I wanna watch big elephant"! Vi går ned i huset for at spise aftensmad og for at bruge det trådløse netværk, heldigvis virker det fint. Nigeria spiller i finalen i aften mod Burkina Faso, så alle mændene tager på bar, på nær Steffen. Vi sætter istedet computeren til at vise kampen. Mens vi spiser får vi en sms fra Chinasa, vi bliver hentet i morgen kl 8.30 da vi skal på paskontoret og have lavet børnenes nigerianske pas. Vi skal gøre os klar til at det kan tage hele dagen. Strømmen går da vi er i huset, og generatoren vil ikke starte da der er vand i motoren eller lignende. Heldigvis får vi hurtigt bystrøm igen. Efter maden skynder vi os derfor op i lejligheden for at give børnene et bad, da vi er i lejligheden hører vi jublen på gaden, Nigeria har vundet kampen :-) Tillykke til Nigeria! Nigerianerne er generelt meget interesseret i fodbold, så det er stort for dem at vinde det afrikanske mesterskab igen (for 3. gang). Nu håber vi bare ikke at det betyder at de ansatte på paskontoret ikke kan passe deres arbejde i morgen pga. for megen festivitas. Vi kan ikke tåle at miste ret meget tid før vi igen skal skubbe vores hjemrejse. Vi putter børnene kl 21.30, og de sover en halv time efter. Bystrømmen forsvinder igen kort tid efter, og de har stadig ikke fået lavet generatoren, for det første har der jo været kamp og for det andet er det jo ikke nødvendigt at kigge på det når der er bystrøm!?? Vi håber at de får det lavet hurtigt, ellers kan vi se frem til en meget varm nat. Efter ca. 1 lille time uden strøm høre vi pludseligt en "sød lyd"...generatoren starter og vi får strøm igen og der er håb for en ok nat. Gad vide om vi kommer til at savne den konstante brummen fra generatooren når vi kommer hjem...det bliver i hvertfald underlig roligt. Mens vi skriver de sidste linier i dagens dagbog opdager vi pludseligt at vi kan se det trådløse netværk fra huset...vi har alligevel internet adgang fra lejligheden...ihvertfald lige nu:-)

09.02.2013

Josefine vågner gentagne gange, da perlerne i hendes hår genere hende hver gang hun flytter sig. Klokken 3 om natten tisser Josefine i sengen. Når hun ligger så uroligt om natten flytter hendes ble sig ofte og hun tisser ved siden af. Signe skifter hende og vælger samtidig at tage alle perlerne ud af håret. Josefine's seng er våd så Signe og hende går ind på sofaen og lægger sig. Det er dog svært at falde i søvn igen, og Signe sover da først igen ved 5 tiden. Vi står op kl 8 og gør os klar. Mange af Josefine's fletninger er faldet af i løbet af natten, men vi giver det en chance mere og lader resten blive på, Josefine er så glad for dem. Vi spiser morgenmad og går derefter op i lejligheden igen. Børnene ser Dumbo (nu kan vi snart alle replikkerne) mens Signe prøver at redde hvad reddes kan af Josefine's hår. Efter en time gir' Signe dog op og klipper det hele af. Så nu er Josefine sig selv igen og vi er en erfaring rigere. Om ikke andet så har Signe nu lært hvordan man gør, så hun kan gøre det engang Josefine's hår er blevet lidt længere. Vi hygger i lejligheden indtil frokost. Josefine er træt, men hun klarer det fint. Vi spiser og børnene leger. Da alle har spist går vi op og putter børnene. Begge sover hurtigt. Vi tager selv en tiltrængt lur på sofaen, men vi har ingen strøm, så sveden hagler af os. Heldigvis kommer strømmen efter en time, fantastisk! Signe sidder ved computeren mens børnene sover, hun er gået amok i en pakke med chokoladekiks. Pludselig kommer begge børn listende, de får hver en chokoladekiks og vi sætter os alle 3 sofaen. Vi bliver enige om at vække far, som sover på sofaen, med sang. Den eneste sang de vil synge er "Happy birthday", så far bliver vækket med fødselsdagsang :-) Vi hygger med sang og dans i lejligheden, vi er begyndt at lytte til et band der hedder P-Square, det er to brødre fra Lagos og er typisk Nigerians pop/R&B musik. Børnene elsker det og danser og synger. Signe snakker med sin mor i telefonen, dejligt at hører lidt hjemmefra, selvom det er dyrt. Vi får en øl og slapper af og efter små to timer går Steffen ned for at købe bleer ved den lokale købmand, igen igen. Da Steffen kommer tilbage går vi ned i huset, børnene spiser først og derefter spiser vi. Det er lørdag, så derfor spiser vi lidt sent og vi kommer derfor først op i lejligheden omkring 21.30. Børnene bliver puttet og Josefine sover efter en halv time og Adam en lille time. For første gang ligger Josefine stille i sengen og falder da også hurtigt i søvn, dejligt. Vi hygger med computer, iPad og cola og håber på en stille og rolig nat.

08.02.2013

Vi står op kl. 8 i dag, da vi har en aftale med Angela kl. 9 (gift med Michael, Elvira's gamle chauffør). Hun skal ordne Josefine's hår. Vi skynder os at gøre børnene klar, får spist morgenmad og Signe går så ud og snakker med Angela. Kl. 9.30 begynder hun at flette extensions i Josefine's hår. Vi er lidt spændte på om Josefine kan sidde stille. For nogen dage siden talte Signe med Angela omkring hvor lang tid det tager at lave. 1 time, måske længere, alt afhængig af hvor stille Josefine sidder. Efter næsten 5 timer er vi færdige, næsten, der mangler lidt finpusning. Vi har siddet udenfor ved siden af alle skraldespandene, så stanken har været frygtelig og fluerne mange. Men Josefine har siddet bomstille hele tiden, hun har simpelthen været SÅ dygtig. Havde vi vidst at det ville tage så lang tid, havde vi ikke gjort det. Men hold op hvor er hun blevet fin. Hun har lange fletninger af syntetisk hår og perler i håret. Steffen synes dog at der er alt for mange "perler":-) Kl 14 går Steffen op med Adam og Signe giver Josefine noget tiltrængt frokost og 2 stykker kage, det har hun fortjent. Efter maden går de op i lejligheden, Adam sover allerede og Josefine falder i søvn efter små 2 minutter, så det har været udmattende for hende at sidde stille hele dagen. Efter luren giver vi børnene et bad, cremer dem, og går derefter ned da Angela skal ordne de sidste småting ved Josefines hår. Josefine virker glad for sin nye frisure, men hun kan ikke helt holde fingrene væk, så vi er lidt spændte på hvor længe det holder. Angela fortalte at det kan holde op til 3 uger, meeen... Vi spiser aftensmad tidligt i dag og kl. 20.30 er vi allerede på vej op til lejligheden igen. Vi får gjort børnene klar til seng, og de puttes før 21...vist næsten ny rekord for os:-) Josefine kan stadig ikke helt holde sine fingre fra hendes nye hår, og mens hun ligger i sengen kommer hun til at rykke en af fletningerne af. Hun mistede også en mens vi spiste aftensmad, så nu overvejer vi om vi skal gøre noget ved håret i morgen. Vi overvejer at fjerne fletningerne fuldstændigt, fjerne nogle af perlerne eller lade det være som det er og så se hvordan det går. Alle vi snakker med hernede siger at det er helt normalt og det bare er noget de skal vænne sig til, for håret skal sættes og så er det bedst at starte når de er helt små. Børnene sover kl. 21.50, dejligt. Vi har forhørt os ved Alain om vi kan låne en bil med chauffør i morgen så vi kan komme på markedet for "ting og sager", men han viste ikke helt om chaufføren er ledig i morgen. Han vil give os besked i aften eller i morgen tidlig, så det håber vi at vi skal.

Josefine's nye hår :-)

07.02.2013

Vi står op kl 8.30 idag. Vi kunne alle 4 godt have sovet noget længere, tror ikke at nogen af os får den søvn vi behøver, så vi ser frem til at komme hjem og sove i nogle ordentlige senge. Mens vi spiser morgenmad får vi en sms fra Utibe, vi skal være på kontoret kl 11 for at kontrollere at vores papirer er udfyldt med de korrekte navne mv. Heldigvis viser det sig at det er nok at kun én af os tager afsted. De andre har også fået sms'en, så Steffen, Benoit og Franck tager en taxa og kører ind til kontoret. Signe bliver i lejligheden med børnene. De ser Dumbo og får snack, maler i malebog og hygger, og Signe får tid til lidt tiltrængt rengøring. Steffen kommer hjem lige i det Signe og børnene er på vej ned for at få frokost. Benoit og Karin har mistet deres nøgle til deres værelse, Benoit er overbevist om at den ligger i lænestolen. Vi er mere bange for at en af børnene har taget den. Til sidst sprætter de bunden op på lænestolen og ganske rigtig, nøglen falder ud. Franskmændene gør deres børn klar til svømme træning og vi går op i lejligheden. Børnene græder/skriger hele vejen, de vil også ud at bade. Franskmændene er i poolen hver anden dag og Adam og Josefine plejer ikke at sige noget til det. Men i dag er de dybt ulykkelige. Josefine ved vist ikke helt hvorfor Adam græder, men hun græder fordi han gør. Vi kommer op i lejligheden og Steffen har lovet at gå ned igen til Alain så de kan tage ud at handle. Han efterlade Signe med to skrigende børn. Signe får skiftet ble og trøstet på skift og efter 15 min. med skrig og skrål, bliver de endelig stille. De har slet ikke opdaget at Steffen er taget afsted, men heldigvis tager de det fint. Signe får puttet børnene, med et barn på hver side. De kysser, trøster og krammer lidt og efter 3 x "se den lille kattekilling" sover de begge. Steffen kommer hjem og vi slapper lidt af mens børnene sover. Da børnene er vågne hygger, synger og leger vi i sengen mens vandet bliver varmt, og så får begge børn et bad. Josefine skal have sat hår i morgen tidlig, så det er vigtigt at det bliver vasket i dag. Efter badet ser Adam Madagascar og Josefine spiller på iPad'en. Ved aftensmad tid går vi ned i huset. Børnene spiser og vi får vores sædvanlige øl. Vi venter ulidelig lang tid på vores mad og børnene er ved at være godt højrøstet og ustyrlige. Vi skifter begge ble på børnene, men Josefine er flabet, hun siger Signe igen og siger en masse grimme ting. Det ender med at Signe tager hende med op i lejligheden kl 20.15. Først kl. 20.30 serveres forretten i huset. Med det samme at hovedretten er spist skynder Steffen sig op i lejligheden med Adam i den ene hånd og en tallerken med mad til Signe i den anden. Josefine er allerede klar til at sove, så Steffen får gjort Adam klar, mens Signe spiser sin mad. Vi siger godnat til børnene og begynder at synge godnatsang. Efter et stykke tid, bliver vi enige om at prøve at tænde lidt læselys så vi kan læse, lave sudoku eller lignende mens vi venter på at børnene falder i søvn. Det tager hver aften mellem ½ til 1 time før børnene sover, så det vil gøre det lidt nemmere for os hvis vi kan lave noget andet mens vi venter. Børnene sover efter ca. 1½ time, men der har så også været et bleskift ind i mellem. Resultatet af vores lille forsøg var ikke helt entydigt, så vi må prøve igen i morgen.

06.02.2013

Vi sover alt for længe i dag! Da vi vågner sover børnene stadig og vi bliver enige om at lade dem sove. De vågner først kl 9.30!! De har vist været trætte. Vi går ned i huset og spiser morgenmad. Huset er tomt, så vi kan sidde stille og roligt og nyde vores morgenmad. Efter maden går vi op i lejligheden, vi dropper snacken, da det er for sent. Adam ser Dumbo og Josefine leger med iPad'en. Efter filmen giver vi dem begge et bad og går ned og spiser frokost. Børnene spiser først, men desværre har kokken lavet sovsen for stærk, så de spiser ikke så meget. Vi spiser bagefter og går derefter op i lejligheden og putter børnene. Josefine sover hurtigt, men Adam sover først efter en halv times tid. Nigeria skal spille semifinale i de afrikanske mesterskaber i fodbold mod Mali kl 16, så efter børnenes eftermiddagslur går vi ned på et hotel i nærheden for at se kampen og få en øl. Alain, Franck og Tope er allerede dernede. I samme øjeblik som vi går ind af døren lyder der et jubelbrøl...sikke en velkomst:-) Det er dog ikke pga. os men fordi Nigeria har scoret igen. Kampen ender med at Nigeria vinder 4-1 og de skal spille finale mod Burkino Faso på søndag. Efter kampen går vi hjem og spiser aftensmad. Børnene spiser som sædvanlig først og dernæst alle de voksne. For en gang skyld er børnene rimelig stille mens vi spiser og Elvira spiser med i dag, så der bliver snakket lidt mere engelsk end vanligt, dejligt. Elvira fortæller bl.a. at vores sag går planmæssigt, og at vi kan forvente at få retspapirerne og fødselsattesterne på fredag. Så er det én uge til at få lavet nigeriansk og EU nødpas...det skal nok blive spændende. Vi går op i lejligheden og putter børnene kl 21. Adam sover efter en halv time, men Josefine falder ikke i søvn. Hun vil ikke ligge i sin seng, så Signe lægger hende i sin. En halv time efter sover hun stadig ikke, hun vil nu have Signe's dyne på. Hun sover først omkring kl. 22.45.

05.02.2013

Signe har måtte ty til sofaen i nat, da begge børn har ligget uroligt. Tre gange vågnede Signe hvor Josefine havde lagt sig ovenpå hende, hyggeligt. Men uden AC bliver det ret hurtigt enormt varmt. Vi vågner lidt efter 8,  og mens Steffen forsøger at vække børnene stille så de kan synge fødselsdagssang for mor, kommer Signe desværre ind i soveværelset...så ingen morgensang for mor. Børnene virkede dog heller ikke helt morgenfriske, så det er nok godt nok...denne gang. Vi gør os i stedet klar til at gå nedenunder for at få morgenmad. Efter morgenmaden bliver Signe i huset og Steffen og børnene går op i lejligheden. Signe og de franske kvinder kører på stof markedet. Først henter de Christina fra LIFE, da hun tager med for at hjælpe. Signe får købt sengetæpper (også til jer Alma & Maja :-)), tøj, hair extentions, perler, og elastikker. Der er enormt mange mennesker og især mændene henvender sig tit. De siger alle "I like you" og "napper en lidt i armen. Det hele er i en god og sjov tone, så det bliver ikke på noget tidspunk ubehageligt. Mens Signe er på markedet bliver Steffen og børnene hjemme. Det går fint og far og børnene hygger med den sædvanlige rutine; dvs. lidt leg og snack om formiddagen, dernæst frokost og til slut eftermiddagslur. Far synes dog at det ind i mellem er lidt svært at holde styr på to aktive børn på samme tid...der er ikke mange pauser undervejs:-) Børnene spørger dog tit "where is mammi?", men det virker til at de stiller sig tilfredse med svaret at hun er på markedet og kommer snart. Signe kommer hjem fra markedet mens børnene sover omkring kl. 14.30, hvorefter vi slapper lidt af. Børnene vågner desværre allerede kl. 15.30...havde håbet at de ville sove til 16 da vi forventer at det bliver lidt senere i aften pga. Signe's fødselsdag. Vi bliver hængende i lejligheden indtil Alain kommer hjem. Steffen skal ud for at købe lidt champagne, så i samme øjeblik som Alain køre ind i indkørslen skynder han sig ned for at høre om han skal ud for at handle. Det har han desværre været, men Steffen får lov til at låne bilen, så han skynder sig at køre til Ebeano. Signe og børnene bliver i lejligheden lidt endnu, hvor de alle får ryddet lidt op, da det lignede et stort kaos efter far havde passet dem alene:-) Vi samles alle senere i haven hvor vi nyder en kold Star øl, mens vi venter på at maden bliver klar. Børnene spiser som sædvanligt først, hvorefter alle voksne spiser. Da Signe jo skal fejres lidt, får vi chokoladekage til dessert, serveret sammen med champagne og lidt chokolade som vi havde købt. Det er en rigtig hyggelig aften. Da kl. er ved at være 22, går vi op for at putte børnene. De sover heldigvis allerede efter ca. 30 min, så de har også været trætte. Vi er selv trætte så vi går i seng en lille time efter.

04.02.2013

Vi får en sms kl 8.30 at Signe, Stella og Karin skal til markedet kl 9.30. Vi skynder os op og går ned og får morgenmad. Signe går med Steffen og børnene op i lejligheden og går derefter ned for at vente på chaufføren. Efter en time går Signe op igen og venter i lejligheden istedet. Kl 11.15 går hun ned og stadig ingen chauffør. Vi får kontaktet Rosita og vi aflyser det i dag og prøver igen i morgen. Vi får en sms at LIFE skal bruge børnenes højde og de vil gerne have det på sms inden for de næste 20 min. Heldigvis har vi næsten lige målt dem og vi sender målene afsted. Vi bliver ringet op af Elvira, Rosita og Wanri vil komme ved 16 tiden og tage billeder af os, imens vi leger i Sharon's garden. Så vi skynder os at spise og går op og putter børnene, heldigvis sover de hurtigt. Vi vækker børnene ved 16 tiden og går ned i huset. Rosita og Wanri er allerede kommet og vi går ned i Sharon's garden. Rosita og Wanri tager billeder af os i mens vi går, og v føler os lidt som superstars :-) I haven leger vi lidt og der bliver taget en masse billeder. Da vi kommer tilbage til huset sidder de andre i haven og nyder en øl. Vi får givet børnene mad og nyder selv en øl i haven. Vi spiser aftensmad og børnene leger med de andre børn. Ved 21 tiden går vi op i huset og putter børnene, Adam sover en times tid efter, men Josefine sover først kl ca 22.30. I morgen skal Signe på stofmarkedet med de to franske kvinder.

03.02.2013

Vi vågner sent i dag, omkring kl 8.30. Steffen har måtte ty til sofaen i nat, han har fået en begyndende bihulebetændelse :-( Vi har stadig ingen strøm, så ingen af os kan få et bad. Vi tager tøj på og går ned i huset. Vi er de første ved morgenmadsbordet, så vi er ikke de eneste der har sovet længe i dag. Vi leger lidt i huset og ved snacktid går Signe, Adam og Josefine op i lejligheden. Steffen vil prøve at finde et apotek der har åbent, så han kan købe noget næsespray. Lejligheden trænger til at blive rengjort, så Signe og børnene hjælper hinanden. Der bliver fejet (vi har ikke set en støvsuger hernede endnu), vasket op, luftet ud og borde rengøres. Vi hører klassisk musik (Con Amore) og hygger os. Steffen kommer hjem en lille time efter og vi hygger alle 4 i lejligheden. Det viser sig at man godt kan købe Otrivin hernede. Ved frokosttid går vi ned i huset, der er ved at være en god varme i lejligheden, da vi stadig ingen strøm har. Børnene spiser frokost ved det lille bord i stuen, Adam spiser næsten ingenting, der er vist for mange grøntsager i. Vi spiser kort tid efter og går op i lejligheden og putter børnene. Josefine sover hurtigt, men Adam sover først efter en halv time. Vi slapper af på sofaen og Steffen sover lidt. Der er ulidelig varmt heroppe, sveden hagler af en, selvom man sidder stille og roligt. Adam vågner lidt efter 1½ time, så Steffen lægger sig ind til ham. Signe sætter sig ved computeren og kort tid efter kommer Josefine trissende. Hun sidder på Signes skød og de deler lidt chokolade og sodavand og Josefine lover ikke at sige noget til far eller Adam ;-) Josefine siger at hun gerne vil snakke med "grandma", så Signe skriver til mormor og vi skyper. Josefine sender "fingrekys" afsted til mormor og mormor gør det samme. Kort tid efter vågner Adam og Steffen og vi skyper alle med mormor og morfar. Mormor siger til Adam, mens han sidder på skødet af Signe, "Adam, you are beautifull" og Adam smiler og griner, det ku' han godt lide at hører. Mens vi sidder og snakker, får vi strøm. Kæmpe jubel og vi nyder den kølige vind fra AC'en, elektrikeren er endelig kommet og har lavet det... Vi vinker farvel og kort tid efter ringer farmor og farfar, forbindelsen er dog desværre blevet så dårlig så vi må sige farvel igen, desværre. Vi får gjort børnene klar til et bad og Signe bader dem. Da børnene er vasket hopper mor ind under bruseren med dem, børnene har en fest med at vaske mor og da alle er færdige står far klar med et håndklæde. Børnene bliver cremet ind og håret bliver ordnet. Da vi er færdige tager vi en øl og børnene får en juice. Kort tid efter forsvinder strømmen igen, øv :-( Man lærer virkelig at sætte pris på strøm hernede. Bystrømmen ("Nepar" når børnene siger det) er slukket og vores generator er kun tændt når Elvira og Alain er hjemme. Vi hører musik, danser og hygger os. På et tidspunkt hvor Signe er udenfor høre hun først en politibil, dernæst skud og til sidst en masse tumult ude fra gaden. Porten er ikke låst, så hun skynder sig op i lejligheden. Vi kan fra vores lejlighed se nogle politifolk med AK-47 maskingeværer samle en motorcykel op fra gaden lige uden for huset. Vi kan ikke se hvem eller hvad der er blevet skudt på. Da vi senere snakker med Michael, fortæller han at politiet ofte laver små razziaer mod Okadas ("taxi motorcykel") og at det var det de var i gang med. Signe troede lidt naivt at de skød med løse patroner, men det er ikke tilfældet, så næste gang vi ser eller høre noget lignende har vi aftalt at vi dukker os i lejligheden. Det er for nemt for en kugle at ryge igennem vinduet og ramme et eller andet. Da kl er 18.15 går vi ned i huset for at spise aftensmad, men der er ikke nogen dernede. De er alle sammen taget i kirke, så vi går op i lejligheden igen. Børnene får lidt kiks og vi får en øl (igen). Heldigvis kommer strømmen, det var ved at blive mørkt i lejligheden. Vi ser lidt fjernsyn. De viser en gudstjeneste fra en kirke, en præst taler og man ser en masse mennesker der danser og synger, det vil børnene gerne se. De skal vist ikke bestemme hvad vi skal se i DK:-) Ca kl 19.30 kommer de hjem fra kirke og vi går ned i huset. Vi spiser alle samtidig, dejligt. Efter aftensmaden går vi op i lejligheden og putter børnene. De sover begge efter en lille time.

02.02.2013

Vi har alle sovet lidt uroligt i nat. Børnene sparker Signe fra begge sider, så tilsidst lægger hun sig på sofaen. Adam kommer ind og lægger sig med Signe ved 8 tiden, og da de har hygget og nusset lidt, står de op og får tøj på. Da alle er klar går vi ned i huset og spiser morgenmad. Vi bliver i huset lidt og børnene leger med de andre børn. Ved snacktid går vi op i lejligheden og hygger indtil frokost. Alain, Elvira og Benoit skal alle til bryllup i dag. Alain skal til ét bryllup og Elvira et andet, derfor har Elvira "lånt" Benoit som kavalér. Til det bryllup Elvira skal til, kommer der ca 5000 mennesker!! Børnene får deres frokost og vi spiser bagefter. Da vi siger til børnene at nu skal vi op og sove, siger de okay, tager deres sko på og råber "good night" til alle i lokalet. De er vist trætte :-) De sover også hurtigt og vi vil prøve at se om vi kan få noget strøm. Vi får dog ingen strøm, så børnene kan heller ikke i dag komme i bad, de trænger snart til det. Vi hygger i lejligheden indtil det er tid til aftensmad. Børnene er nu begyndt at sige "we are going to eat aftensmad", så det danske sprog kommer lige så langsomt :-) Børnene spiser først og der går lang tid til vi skal spise, da vi venter på Elvira og Benoit. Til sidst går vi dog igang og kort tid efter kommer de. Det har været et kæmpe bryllup og som Benoit sagde så var det en "anden verden". Goodiebags'ene var et kamera fra Canon, alle fik et, dvs ca. 5000 mennesker! Faderen til datteren der bliver gift holder fest om aftenen og vi er inviteret, uden børn. Nogen af franskmændene tager med, men vi bliver hjemme. For det første vil vi ikke forlade børnene, for det andet så har Signe ikke mere pænt tøj. Vi siger godnat og går op i lejligheden. Vi har stadig ikke nogen strøm, kun når generatoren er tændt og da Alain og Elvira er ude, bliver den nok ikke tændt forløbig. I går havde vi i det mindste lidt strøm, men det er også væk nu, så ingen AC i aften, og vi sidder igen i skrivende stund i mørke og varme :-( Vi beslutter at gå i seng, da vi ikke kan lave noget uden strøm.

01.02.2013

Vi står alle op kl 8 og går ned og spiser morgenmad. Franskmændene tager ud og svømmer og vi går op i lejligheden. Vi hygger med leg og snack og ved frokosttid går vi ned i huset. Efter børnene har spist venter vi på at spise, vi nærmer os børnenes sengetid og de begynder at blive urolige (læs: ustyrlige). Da Adam smider en bog i hovedet på far er det slut og far tager ham med op i lejligheden til en "time-out". Vi har indført at hvis børnene ikke lytter til os efter gentagne forsøg eller hvis de er alt for urolige så tager vi en lille "time-out". Det betyder at vi stille og roligt går ind i et andet rum, op i lejligheden eller udenfor hvor vi sætter os og slapper af indtil børnene igen er klar til at lytte. Så fortæller vi dem hvorfor vi sidder hvor vi gør, hvorefter vi går tilbage igen. Vi stiller ingen spørgsmål eller krav til dem mens det står på, og det virker indtil videre fint. Signe og Josefine bliver i huset og langt om længe er der mad til de voksne. Josefine leger med Zoe Abussede og de leger så fint sammen begge to. Det virker ofte til, at både Adam og Josefine er mere afslappet når de ikke er sammen, men det kan også bare være fordi de er enormt gode til at køre hinanden op:-) Da Signe har spist går de op i lejligheden, medbringende en tallerken med frokost til Steffen. Vi putter børnene og de sover hurtigt. Vi snakker om at dagen i går alligevel har sat sine spor. Begge børn har været mere urolige i dag og det første Adam sagde i morges var "we are going to court", så det er tydeligt at de bliver usikre når de ikke ved hvad der skal ske eller når der sker noget ud over det sædvanlige. En af franskmændenes børn var bange for at politiet ville tage ham da vi var i retten, men det er nok forståeligt da de tidligere har brugt politiet til at "skræmme" børnene til at holde sig i ro. Det kan jo også være at vores børn har hørt dette, og at de derfor også er mere utrygge. Vi har fået en mail fra Jane fra AC, hvor hun skriver at det britiske konsulat i Lagos gerne vil give vores børn et EU nød pas, jubii. Nu behøver vi ikke at skulle til Abuja (svenske ambassade) eller Ghana (danske ambassade), alt kan gøres her i Lagos. Da børnene vågner efter deres middagslur hygger vi i sengen med sang og børnene får tøj på. Vi leger lidt med te-sæt og iPad. De vil begge enormt gerne lege at de laver mad, de laver tit mad til os og vi tænker at vi skal have fundet et legekøkken til dem når vi kommer hjem. Ved 18 tiden går vi ned i huset, men alle er væk. Vi vælger at gå en lille tur i området. Vi vækker stor opsigt når vi går rundt udenfor, men heldigvis kun positivt. En mand sagde i dag "white parents with black children, beautyfull just beautyfull"...han kunne ikke have sagt det bedre :-) Da vi kommer tilbage har kokken Remi (som børnene elsker) gjort deres mad klar til dem. så de får deres aftensmad. En fransk kvinde og en nigeriansk mand er kommet. De skal møde deres datter på 6 mdr. for første gang. De har boet i Ghana i 5 år, men er nu flyttet til Nigeria for at adoptere. Den lille pige kommer og vi overværer det rørende øjeblik. Samtidig med den lille pige kommer der også tvillinger på 3 år, de skal bo her indtil deres nye franske forældre kommer herned. De skreg enormt meget, så de kom ind på et værelse sammen med ansatte fra LIFE. Signe står med Adam i armene og hun fortæller at den lille pige er kommet til hendes nye forældre. Måske Adam misforstår fordi han klamre sig til Signe og siger "I'm not going with them". Adam var bange for at det var hans nye forældre :-( Signe får trøstet og forklaret, men alligevel siger det lidt om hvor skrøbeligt vores forhold endnu er. I Adam og Josefine's verden kan der komme nye forældre til dem i morgen, det er jo ske én gang før, så hvorfor ikke igen. Vi spiser lidt sent, men børnene er glade og meget på os, nok pga ovenstående. Vi går op i lejligheden kl 21.30 og børnene sover kl 22.20. Vi har næsten ingen lys i lejligheden, vi har strøm i alle vægstik, men ingen lys fra loftslamperne og vores AC i stuen virker ikke. Heldigvis virker én lampe i soveværelset og AC'en i soveværelset virker også så vi kan få en ok temperatur når vi skal sove. Vi sidder derfor i skrivende stund i mørke i stuen, kun med lys fra computeren. Vi håber det bliver lavet i morgen.

Bemærk, vi har lagt lidt billeder ind i fotoalbummet :-)

31.01.2013

Det er i dag en stor dag da vi skal i retten. Vi står derfor op kl 6 og vækker børnene kl 6.20 da vi skal køre kl. 7.30. De er ikke nemme at vække, men op kommer de. Vi tager alle vores fine tøj på og går ned i huset. Børnene når lige at få lidt morgenmad, så kommer bilerne som skal køre os til retten i Surulere. Turen tager en lille time og da vi ankommer bliver vi vist ind i en retssal, med en masse bænke. Utibe og Wanri fra LIFE er allerede ankommet. Vi sætter os ned og venter. Vi er forberedt på at vi måske skal vente hele dagen, og har derfor pakket en stor taske med vand, extra tøj hvis de nu tisser igennem bleen, masser af bleer, æbler, kiks osv. Efter en times tid kommer dommeren. Vi er de første der kommer ind på dommerens kontor og hun læser hurtigt vores sag igennem. Hun spørger om børnenes fulde navne, skriver lidt og læser derefter domsafsigelsen op. Når hun pauser siger vi "as the court pleases" og efter små 10 min. siger alle omkring os tillykke, og så er børnene vores. Vi håber at vi får domsafgørelsen på skrift, for vi forstod ikke så meget af hendes oplæsning. Vi bliver begge lidt rørte da det er overstået, en lang rejse er nu forbi. Vi er nu officielt forældre til Adam og Josefine og det er der ingen der kan ændre på:-) Inden vi forlader dommerens kontor giver vi hende en lille gave (et tørklæde), som vi har fået at vide fra AC at det er kutyme at man gør. De franske par har dog aldrig hørt om dette, så de har ingen gaver med. Vi venter mens de franske par er inde og da alle er færdige får vi taget lidt billeder af os sammen med dommeren og Utibe. Vi kører hjem igen og denne gang tager det 1½ times tid at komme hjem, da der er meget trafik. Børnene er trætte og de er hele tiden lige ved at falde i søvn. Vi synger, klapper og kilder for at holde dem vågne. Hvis de falder i søvn i bilen, kan de ikke sove når vi kommer hjem og de har virkelig brug for en god lang eftermiddagslur. Heldigvis lykkedes det og vi når alle 4 vågne hjem. På vej hjem ser en af franskmændene, som køre i den anden bil, at der ligger en død mand i vejkanten. Manden er tydeligvis blevet ramt af en bil. Der er masser af folk omkring, men ingen tager sig tilsyneladende af den døde person. Det virker til at alle blot ignorerer at han ligger der. Franskmanden er selvfølgelig rystet, men der er intet de kan gøre. Franskmanden siger det til chaufføren, han har også set det, men heldigvis er der ikke nogen af børnene der ser det. Da vi kommer hjem skynder vi os op for at skifte tøj og bleer på børnene, vi går ned for at spise frokost og derefter op for at putte dem. De sover heldigvis meget hurtigt begge to, og så er det også tid til en lur, til en træt mor og far. Børnene vågner selv kl. 17, og efter at de er gjort klar og vi har leget lidt, går vi ned for at spise aftensmad. Vi har købt champagne og chokolade, så mens børnene spiser deres mad, får alle de voksne champagne for at fejre dagen. Efter aftensmaden spiser vi lidt chokolade, hvorefter vi kl. 21.45 går op for at putte børnene. De er stadig trætte efter dagen, så de sover begge allerede kl. 22.30. 

30.01.2013

Børnene er trætte i dag, især Josefine. Hun hænger på mor og far hele tiden, så måske hun ikke har sovet så godt i nat. Vi bliver i huset lidt efter morgenmaden og snakker med franskmændene. Da det er snacktid går vi op i lejligheden og vi hygger med leg og klargøring til i morgen, hvor vi skal i retten. Vi har fundet det fine tøj frem og børnene glæder sig til at få det på, de siger "we are going to a party". Vi har prøvet at forklare hvad vi skal, men de forstår det vist ikke helt. Vi går ned og får frokost i huset og børnene leger med de andre børn. Da det er tid, går vi op og putter børnene. Da josefine hører at vi skal op og sove, begynder hun at græde, hun vil ikke sove. Hun falder dog i søvn i Signe's arme efter 2 min og Adam sover 10 min senere. Vi tager en lur på sofaen og kl 16 vækker vi børnene med sang. Vi prøver deres fine tøj som de skal have på i morgen, og det passer heldigvis. Steffen tager med Alain ud for at handle mens Signe ordner negle og hår på børnene. Der hygges i lejligheden med leg og venten på at far kommer tilbage. Da far kommer hjem leger vi lidt i lejligheden og kl 18 går vi ned i huset. Da vi kommer derned er de andre på vej til hotellet for at få en øl, og vi følger med. Vi sidder indenfor i baren og de voksne får en øl og børnene får juice. Josefine og Adam begynder at blive urolige og der går da heller ikke længe før Josefine taber sit glas på gulvet og det går i stykker. Signe forklare hende at det ikke er ok og at hun skal sidde stille når hun drikker, men Josefine griner bare og ryster på skuldrene (som hernede betyder "gå, lad mig være i fred, jeg er ligeglad"). Signe tager hende med udenfor og siger igen til hende at hun skal lytte til hvad mor siger og Josefine siger nogen grimme ting og prøver at skubbe Signe væk. Signe tager Josefine i hånden og de går hjem. Det er først da de kommer hjem hvor Josefine finder ud af at de ikke skal tilbage at hun begynder at forstå. Hun siger til Signe "I want to listen". De andre kommer dog kort tid efter og børnene får mad. Da Elvira ser Josefine's hår siger hun til os at hun ikke kan komme sådan i retten i morgen. Så Elvira sætter hendes hår med små elastikker, Josefine er glad for det, men siger samtidig at det gør ondt. Det kan vi godt forstå, men det er åbenbart noget de må vænne sig til, for håret skal sættes. Da børnene har spist går vi op og giver dem et bad og lægger dem i seng. Vi skal tidligt op i morgen (kl 6) så vi håber at børnene kan sove lidt tidligere end sædvanligt. Stella er så sød at komme op med vores mad til os. Børnene sover desværre først kl 22, så vores plan lykkedes ikke helt, men vi håber vi får en stille nat så børnene er veludhvilet i morgen. Vi skal være i retten kl 9, men vi ved ikke hvornår vi kommer til, så det kan i princippet først være kl 15. Vi skal væbne os med en masse tålmodighed i morgen og det er desværre ikke vores børns stærkeste side. Vi har pakket deres tasker med legetøj, vores pusletaske med kiks, vand, rosiner, iPad, ekstra tøj, masser af bleer osv. Så forhåbentlig er det nok til at vi kan klare os dagen igennem.

29.01.2013

Dagen starter som de fleste dage. Vi står op kl. 8 og går ned for at spise morgenmad. Massøren kommer igen i dag og Signe får en times massage, dejligt. Massøren vil gerne lave forretning med Signe, hun køber tøj her i Nigeria og så vil hun sende det til Signe, så Signe kan sælge det i Danmark. Signe får dog fortalt at hun har et godt job i Danmark og at hun nok ikke får tid til at sælge tøj. Massøren tror så også at Danmark er en by i Tyskland, så hvis Signe sagde ja, tror vi næppe at der nogensinde vil komme noget tøj :-) Resten af formiddagen går med leg, iPad og filmen Madagascar. Kl. 12 går vi ned i huset for at spise frokost. Efter frokosten snakker vi med franskmændene om deres situation. De er meget frustreret da deres sag ser ud til at trække ud. De har afrejse billetter til den 24 februar (10 uger efter ankomst), men fik for 3 uger siden at vide at de kunne forvente at rejse hjem den 16. Nu er deres sag pludseligt blevet ændret uden at de kan få en forklaring hvorfor, så de vil måske først komme hjem efter den 24 februar. Vi kan godt forstå at de er frustreret, men deres sag har kørt helt gnidningsfrit indtil nu, så der måtte jo komme nogen bump på vejen for dem, lige som vi har haft inden vi rejste herned...det er jo Nigeria. Børnene sover først middagslur kl. 15, vi er lidt forsinket i dag pga. snakken med franskmændene, men de vågner allerede igen kl. 16.30, så vi forventer nogle trætte børn i aften. Vi har haft strøm hele dagen indtil videre, men den forsvinder desværre mens børnene sover middagslur. Vi ville ellers have givet dem et bad efter luren, men det kan vi godt droppe igen, selvom de trænger. Efter lidt leg og hygge, går vi kl. 18 ned i huset til aftensmad. Børnene får en karryret, men den er alt for stærk for dem. Så selvom de godt kan spise suja (som også er meget stærkt) så sker det ind i mellem at kokken får lavet noget mad der er for krydret for børnene. De får i stedet lidt brød og paw paw til desert. Mens vi venter på at vi voksne skal spise bliver vi enige om at det er en god idé hvis én af os tager børnene med op i bad nu da der er strøm igen. Derved kan børnene også få en rolig aften og så kan den anden blive i huset, spise og tage noget mad med op. Signe tager tjansen med at tage sig af børnene og hun har en hyggelig aften sammen med børnene. De står begge i brusekabinen mens Signe vasker dem, de hjælper også til med at vaske hinanden, det syntes de er ret sjovt. Efter badet får de creme i håret og det bliver børstet igennem. Da Signe vil til at smører dem ind i creme, er de blevet helt vilde og kan ikke slappe af. Vi tænker at det er fordi de ikke helt ved hvad der skal ske, hvor er far? Skal vi ned i huset igen? Skal vi sove nu? osv. Signe prøver at forklare dem det, men der er ikke noget der trænger ind. Cremen bliver droppet og de får ble og nattøj på. Det tager noget tid at få dem overtalt til at tage nattøj på, da de ikke kan forstå at de ikke behøver at sove selvom de får det på. Signe sætter en film på computeren (Dumbo, igen igen) og Adam sætter sig og ser filmen. Josefine får iPad'en og sidder og spiller på den. Hun er blevet enormt god til memory, puslespil og et spil hvor man skal finde to forkerte ting ud af seks. Vi er lidt imponeret over hvor gode de begge er til at bruge iPad'en, det går godt nok stærkt. Signe giver dem en lille skål rosiner og mens de hygger sig udnytter Signe tiden til at gøre rent. Der bliver fejet, badeværelset rengøres og tøj bliver lagt sammen. Det er rigtig hyggeligt at trisse rundt i lejligheden, mens børnene sidder og slapper af. Kl 21 kommer Steffen op i lejligheden igen, han har medbragt mad til Signe. Da maden er spist og filmen er færdig lægger vi børnene i seng og i aften falder de rimelig hurtigt i søvn. Vi tænker at det er fordi de har haft tid til at falde ned her i lejligheden hvor de føler sig mest trygge.

28.01.2013

Signe vågner kl 5.30 ved at Josefine kravler ind under hendes dyne. Bleen er helt fyldt, så Signe bærer hende op og skifter hende. De lægger sig sammen under dynen igen og sover til vækkeuret ringer kl. 8. Vi står op og gør os klar. Efter morgenmaden går vi op i lejligheden igen og hører musik, danser og leger med lego. Kl 12 går vi ned og spiser frokost og børnene leger indtil det er tid til eftermiddagslur. Børnene vågner efter kun lidt over 1 time, og selvom de er trætte er de ikke til at få til at sove igen. Vi får dem i stedet i tøjet og leger med dem indtil kl. bliver 18. Vi går derefter ned i huset. Elvira's tante kommer på besøg i dag, så maden serveres som buffet. Efter maden leger Signe stoleleg med børnene i stuen, og de bliver lidt højrøstet ind i mellem. Lige pludselig kommer en af franskmændene og tager deres pige ud af legen hvorefter hun sendes i seng fordi hun larmer for meget. Signe spørger derfor de andre franskmænd om det er for meget, hvilket de siger ja til...ups:-) Vi tænker at det jo bare er børn der leger, men de har en lidt anden opfattelse af hvordan børn skal opføre sig. De mener bl.a. at børnene ikke må snakke for meget mens de spiser, de skal spise med ske eller gaffel og så må de ikke larme for meget. Hmm...der er ikke meget af det der passer på vores børn i øjeblikket:-) Da legen nu er slut, vælger vi at gå op i lejligheden for at lægge børnene i seng. Børnene puttes ca. 21.30 og de sover begge ca. 22.15.

Efter den indledende plan skulle vi været rejst hjem i morgen, hvilket jo ikke er muligt. Vi har derfor i dag ændret vores hjemrejse dato til den 16/2, og så håber vi at det holder. Iflg. Elvira skulle der være gode chancer for det, og LIFE vil prioritere vores sag først ift. franskmændene da som Elvira udtrykte det: "vores sag ikke kan forsinke deres sager, men deres sager kan forsinke vores sag". De franske regler er anderledes end de danske, så procedurerne er ikke ens. Der har jo været tale om at vi måske skal til Abuja for at hente dansk nødpas på den svenske ambassade til børnene, men Ankestyrelsen i DK arbejder lige nu på at vi kan hente passene på enten den franske eller den tyske ambassade i Lagos. Det vil være dejligt hvis det kan lade sig gøre. Iflg. de danske regler behøver vi vist ikke nigerianske pas til børnene, men da vi jo er i Nigeria og skal rejse ud af landet er det bedst at få dem lavet. Hvis vi ikke får det gjort, kan der opstå problemer med at de nigerianske myndigheder kan mistænke os for børnehandel. Tidligere har der været tale om at vi skulle til Cross River for at få lavet de nigerianske pas til børnene, men den tidligere person i Lagos som var ansvarlig for dette og afviste at lave det, er blevet fyret. LIFE har haft en samtale med chefen for denne person, og chefen har udtrykt sig positivt om at vi kan få lavet de nigerisnake pas i Lagos. LIFE vil derfor bruge os som prøveklud, og hvis det ikke går kan vi tage tl Cross River dagen efter. Så alt i alt ser det meget positivt ud i øjeblikket, men der er mange hvis'er som skal gå op i en højere enhed. Vi vælger dog at tro på det, og bevare lidt positivitet, for nu er der kun 19 dage til vi skal rejse hjem:-)

27.01.2013

Vi står op kl 8 som sædvanlig og ingen har tisset i sengen i nat, jubii :-) Børnene fik 2 glas vand til aftensmad i går og vi fortalte dem at det var hvad de fik og ikke mere, heldigvis var det helt fint for dem. Vi går ned i huset og spiser morgenmad. Det er søndag og alle er hjemme. Elvira kom hjem fra Danmark i går aftes og hun har medbragt dansk slik, bl.a lakridser til os, nam! Det begynder at regne kraftigt midt på formiddagen og det tordner og lyner helt enormt, vi har aldrig hørt noget lignende. Haven er oversvømmet og alt sejler udenfor. Mens vi hygger i huset snakker vi lidt med Elvira omkring vores sag, hun siger at AC vil undersøge om vi kan få et nødpas til børnene fra den franske ambassade i Lagos og at det måske ikke er nødvendigt med et nigeriansk pas. Så hvis alt det falder på plads skal vi ikke til Abuja og Cross River og vores sag vil måske gå lidt hurtigere. Vi tror ikke helt på det, men hold op hvor kunne det være dejligt. Vi snakker også lidt om børnenes historie og prøver at sammenfatte alle de ting vi ved, vi vil gerne have skrevet det hele ned så vi ikke glemmer noget, da vi mener at det er enormt vigtigt for vores børn. Vi bliver i huset indtil frokost, vi slapper af og hyggesnakker med Elvira og Ibi (Elvira's bror, som bor under os). Da vi kommer op i lejligheden kl. 14, viser det sig at vores tag er utæt, så det drypper ned fra loftet :-( Heldigvis er det kun inde i stuen og heldigvis har det ikke ramt computeren eller andre vigtige ting, selvom det var meget tæt på. Signe putter børnene mens Steffen henter Michael, så han kan se hvor det drypper. Han vil finde en der kan lave det i morgen. Vi lægger os på sofaen og slapper af med sudoku og en god bog, og kort tid efter sover vi begge. Vi vågner kl 16.10, vi har glemt at stille vækkeuret, men heldigvis passer det med at børnene (og os) har sovet i 2 timer. Vi vækker børnene med sang og de virker begge veludhvilet. Vi ser film og leger med lego indtil vi skal ned og have aftensmad. Da vi kommer ned i huset kl. 18 er alle stadig i kirke. De kommer hjem lidt over 19, hvorefter vi alle spiser samtidigt. Vi går op i ljeligheden for at putte børnene igen omkring kl. 21, og de sover begge sødt kl. 22. Vi har efterhånden indstillet os på at det tager en times tid for børnene at falde i søvn. Det er nok naturligt, da de skal have bearbejdet dagens indtryk og falde til ro inden de kan sove. Vi må blot være tålmodige:-)

26.01.2013

Næsten hver morgen har en af børnene tisset i sengen. De er enormt vandfikseret, vil have vand hele tiden, og de får selvfølgelig alt for meget. Vi har overvejet at stå op om natten og skifte dem, men vi er bange for at de vil have svært ved at falde i søvn igen. Denne morgen skynder vi os dog op af sengen da vækkeuret ringer kl 8, Signe skifter Josefine, men det er desværre for sent, der er løbet lidt igennem bleen. Vi står op og går ned og spiser morgenmad. Kl 10.30 kører vi med Alain og Adora til Shoprite, vi går lidt rundt og kigger vinduer og køber lidt småting. Da vi er på vej tilbage er børnene ved at falde i søvn, Adora og Signe får dog holdt dem vågne til vi når huset. Adam får lov til at sidde på Alain's skød og kører bilen lidt af vejen. Da vi ankommer til huset er frokosten klar, børnene spiser først og vi spiser bagefter. Børnene bliver puttet kl 15 i dag, de er overtrætte, så de er lidt pylret. De falder dog hurtigt i søvn. Vi tager begge en lur på sofaen, men kl 16.50 hører vi små fødder trisse ind til os. Adam lægger sig ved far og Josefine lægger sig ved mor. Vi bliver dog hurtigt enige om at gå ind i sengen og synge. Børnene er så vågne at de har svært ved at koncentrere sig om sangen, så vi stopper og får dem i tøjet istedet. Vi leger lidt med ballon, te-sættet og iPad og kl 18 går vi ned i huset. Børnene spiser først og vi spiser bagefter. Da vi er midt i salaten, går strømmen. Generatoren er i stykker igen:-( Det bliver lynhurtigt drøn varmt i huset når AC'en ikke kører da luften står helt stille. Vi spiser resten af vores mad i stearinlysets skær og går op i lejligheden kl 21.15. Vi putter børnene og kl 22 sover de begge to, jubii! Det har atter været en lidt triviel men dejlig dag med to skønne børn:-)

25.01.2013

Natten har heldigvis været rolig og vi vågner alle veludhvilet kl 8, dejligt. Vi går ned og spiser morgenmad i huset. Franskmændene skal på markede i dag, vi ville gerne have været med, men de siger at der ikke er plads i bilen, øv. Havde vi vidst at de skulle afsted, ville vi selv have sørget for en chauffør, men det er lidt svært at arrangere i sidste øjeblik. Det er ulempen ved dels at bo i lejligheden som jo er lidt væk fra de andre og dels at alle andre taler fransk...det er ikke altid at vi får alt at vide. Efter morgenmaden prøver Signe at lave "stoleleg" med børnene, Cloé Tope, Titouan Opeyemi, Zoey Abousede, Adam og Josefine. Signe synger imens børnene går rundt om 4 stole. Når hun stopper med at synge er det med at finde en stol hurtigst muligt. Den der ikke sidder på en stol er ude, en stol bliver fjernet og legen fortsætter indtil der kun er en tilbage. Legen går godt og alle virker til at syntes at det er sjovt. Efter 3 gange, vil Adam og Josefine dog hellere være ude end med i legen, så vi stopper. Vi går op i lejligheden og forbereder snack til børnene. De får kiks formet som forskellige dyr, plantaines (en slags tørrede bananer) og vand. Josefine er inde i en periode hvor hun konstant peger på noget og siger "what is this?", det er en god mulighed for os at lære hende dansk på, da vi siger hvad de forskellige ting er på dansk og ikke engelsk. Da det er tid til frokost går vi ned i huset igen. Vi tænker at frnskamændene sikkert ikke er kommet tilbage fra markedet, men de er der stadig, chaufføren som skulle hente dem, sidder i en trafikprop, så de har aflyst og vil tage afsted en anden dag. Det giver os en chance for at komme med. Da børnene har spist og vi sidder og spiser, kommer franck og siger at Adam leger med vand på toilettet. Vi går derud og Adam står med armene i håndvasken, vandhanen skruet helt op og vandet fossende ud. Josefine står ved siden af, men hun kan heldigvis ikke nå vasken. Steffen tager Adam og går direkte op i lejligheden da vi ikke vil have at de leger med vandet bl.a. pga. tidligere uheldige oplevelser. Signe og Josefine kommer kort tid efter. Adam er selvfølgelig ked af det da Steffen tager ham op i lejligheden, men vi fortæller Adam roligt at han ikke må lege med vandet. Vi fortæller samtidigt at selvom mor og far ind i mellem bliver lidt sure og taler lidt højt, så elsker vi dem stadig, vi vil stadig aldrig forlade dem og at det er handlingen vi er sure over og ikke dem. Han bliver heldigvis hurtigt glad igen. Vi putter børnene og da de sover, tager vi selv en slapper på sofaen. Vi har ingen strøm, så der er ulideligt varmt i lejligheden. Sveden drypper af en, selvom man bare ligger stille. Heldigvis kommer bystrømmen efter en halv time, fantastisk, vi har ikke før tænkt over hvor meget strøm betyder. Adam vågner efter næsten 2 timer, Steffen ligger sig ind i sengen til ham, Steffen falder i søvn og Adam går ud til Signe og lægger sig med hende på sofaen. Kort tid efter kommer Josefine også, alle 3 prøver at finde plads i sofaen, men den er ikke så bred. Det ender med at Adam lægger sig oven på Signe og Josefine lægger sig ved siden af, super hyggeligt :-) Efter en lille stund bliver de dog enige om at gå ind og synge far op. De lægger sig på sengen og synger "Puff", børnene synger med så godt de kan, og det lyder så sødt når de synger. De kan mange af ordene og også hele linjer, men det er på et noget "gebrokkent" dansk og de forstår ikke hvad de synger. Da far er vækket får børnene tøj på og vi sætte os i sofaen med lidt snack og en film på computeren, denne gang Askepot. Josefine mister hurtigt interessen og spiller på iPad'en i stedet, men Adam vil gerne se den. Halvejs inde i filmen bliver han dog også urolig og da han bider Steffen, stopper vi filmen og børnene får lov til at lege lidt i stedet. Vi gør klar til at gå ned i huset til aftensmaden. Det indebærer at vi skifter ble og børnene tager sko på. Lige efter at vi har sagt at vi skal ned i huset, bliver børnene helt ustyrlige. de råber og skriger, de vil ikke have skiftet ble og vi har svært ved at nå ind til dem. Vi ved ikke om det er angst eller glæde over at gå derned at de reagere som de gør, men det er ihvertfald en meget voldsom reaktion. Vi er dog enige om at måden vi lige nu forsøger at takle denne situation er ved at tage det med ro, lade børnene "flippe ud" og lige så stille få dem gjort klar. Det tager noget længere tid, men vi tænker at så længe vi holder os i ro, ikke kræver for meget af dem, så påfører vi dem ikke mere uro. Vi havde jo tidligere fået at vide at vi skulle på bar i aften, men det blev ikke til så meget. Vi havde meldt fra, og da dels den ene af franskmændene er lidt småsyg og dels har Alain vist glemt alt om det, så de øvrige går ned på den lokale efter aftensmaden. Vi går i stedet op og putter børnene, klokken er ca. 21 og klokken 22 sover de begge. Dagen slutter med at vi skriver dagbog samtidigt med at vi nyder en cola og lidt kiks, rydder lidt op og slapper af. 

24.01.2013

Natten i nat har været meget urolig. Det er rigtig varmt og børnene ligger uroligt. Så da Signe ingen søvn har fået kl 2, går hun ind på sofaen. Kort tid efter starter et kæmpe uvejr, det blæser helt enormt meget og det lyder som om at taget bliver revet af. Det lyner og tordner og regnen siler ned. Vi bor lige under taget, som vist er et bliktag. Vi kan hører når en fugl går rundt deroppe, så i kan måske forestille jer den larm der er i lejligheden når det regner, det er helt vildt. Godt vi ikke bor i lejligheden under regntiden med den larm:-) Uvejret vækker både mor og far, og da Signe bliver bekymret for børnene lægger hun sig ind til dem igen, Adam vågner da også ind i mellem, men han er let at berolige. Josefine sover heldigvis fra det hele. Kl. 5 stilner det af og der kommer endelig lidt ro. Vi sover begge on/off fra kl 5-8 og så er dagen igang. Vi har begge fået alt for lidt søvn i nat og børnene har været rigtig urolige hele natten, så vi frygter nogen trætte og pylret børn i dag. Morgenmaden går dog godt, Alain er hjemme, da det er en national helligdag (muslimsk fejring af Eid-El-Maulud som vist er profeten Mohammed's fødselsdag), så mange holder fri hernede. Efter lidt leg i huset går vi op i lejligheden og slapper af og da det er tid til frokost går vi ned i huset igen. Efter frokost siger børnene hele tiden "I don't want to sleep", godt tegn på at de er trætte:-) Så vi går op og putter dem kl 14.30 og kl 14.45 sover de begge to. Steffen vil kører ud og handle lidt og Signe vil slappe af/sove med børnene. Steffen kommer først ud og handler sent, så mens han er af sted får Signe sunget børnene op af deres efteriddagslur, givet dem et bad (vi har nemlig strøm her til eftermiddag...dejligt:-)), og da Steffen kommer hjem med favnen fuld af bleer, vipes, toiletruller, og lidt godt til mund og mave er alle oppe og klar til sjov og ballade. Børnene får en slikkepind hver og vi hygger lidt inden vi går ned til aftensmaden. Efter aftensmaden puttes børnene. I dag tager det "kun" 50 min at få Adam til at sove, mens Josefine som sædvanlig slår rekorden. Hun sover først efter 75 min. Hvorfor er det så svært for børnene at falde til ro om aftenen når de nu sover hurtigt ved deres eftermiddagslur; skyldes det at de er for trætte, ikke trætte nok, eller er det adoptionsspecifikt? Selvom alle har været trætte i dag er dagen gået over al forventning. Der har ikke været nogen konflikter og både børnene samt mor og far har været glade.

23.01.2013

Dagen i dag starter som alle andre dage. Dog tisser Adam i sengen lige inden vi står op, øv. Det er altid en chance at tage, at vaske sengetøj, da vi aldrig helt kan regne med om det kan nå at blive tørt til om aftenen, pga. den mangende strøm om dagen. Men vi krydser fingre. Vi går ned og spiser morgenmad, Josefine spiser kun en portion Golden Morn og Adam næsten to, så de er blevet meget bedre til at styre deres madindtag. Vi bliver i huset indtil kl 11, så går vi op i lejligheden og leger med børnene. Kl 12 går vi ned og spiser frokost. Adam vil ikke have noget og han siger han har ondt i maven. Han spiser dog lidt ris, men går så ned og leger. Josefine spiser op og vi voksne sætter os til bordet. Pludselig hører vi et kæmpe vræl, Josefine er faldet og har slået hovedet ned i fliserne. Steffen tager hende op og vi trøster hende begge to, og hun lader os gøre det, dejligt! Normalt når hun falder og slår sig rejser hun sig op og leger videre, det er sjældent at vi må trøste hende, men i dag fik vi lov. Vi spiser færdigt og går op i lejligheden. Begge børn stritter imod og siger hele tiden at de ikke vil sove. Men da vi kommer op og gør dem klar sover de begge hurtigt, Josefine sover i Signe's arme efter små 5 min. og Adam sover efter ca 15 min. Så nu er det tid til lidt rengøring og afslapning. Vi vækker børnene efter lidt over 2 timer og vi hygger i lejligheden indtil aftensmaden. vi skyper med farfar og farmor, men forbindelsen er desværre dårlig, så det bliver ikke til så meget. Om ikke andet er det dejligt at hører lidt stemmer derhjemme fra, vi taler jo kun dansk med hinanden. Da vi går ned i huset, er det blevet besluttet at vi skal på bar! Så vi begiver os afsted til et hotel 100 m. herfra. Efter den første Star øl, har kokken lavet lidt mad til os, så Alain køber en øl mere til os hver, der er 0,6 liter i hver øl, så de er store. Da vi endelig ankommer til huset igen, kan vi vist alle mærke alkoholen. Mens børnene spiser bliver der sat musik på anlægget og rødvin på bordet og så bliver der ellers danset og sunget. Da alle har spist inkl. de voksne, vil Alain på bar og han forsøger at lokke alle med. Franskmændene putter deres børn og er klar til at tage afsted sammen med Rosita. Vi siger pænt nej tak, vores børn er trætte og vi vil ikke lade dem ligge alene i lejligheden. Klokken er 23 da vi synger godnatsang og kl 23.30 sover begge børn, alt for sent men det lyder til at de har haft en god aften. Josefine falder igen i søvn i Signe's arme, dejligt! Det er dog lidt hårdt for Signe's arme, da Josefine vejer næsten 16 kg og Adam 18 kg, det er hårdt for håndled, arme og ryg så hun ser frem til at massøren kommer på tirsdag.

22.01.2013

Starten på dagen ligner meget de tidligere dage. Vi står op omkring kl. 8 og gør os klar til at gå ned i huset. Efter morgenmaden kommer der en massør som skal give Signe, Benoit og Franck massage. Vi går derfor op i lejligheden med det samme efter morgenmaden, og der går da heller ikke lang tid før massøren kommer. Signe får en "full body" massage, med fokus på hendes ømme punkter (nakke, ryg, balder, arme). Massagen tager en time og det var vist tiltrængt :-) Hun kommer igen næste tirsdag. Det har regnet stort set hele formiddagen og vi da vi går op i lejligheden, efter frokosten, regner det stadig. Vi skifter og putter børnene og tager også selv en lur. På fredag er vi blevet inviteret på en bar og derefter middag, uden børn. Adora, Alain og Elvira's 11 årige datter vil passe alle børnene mens vi er afsted. Vi tænker at vi siger nej tak, for det første skal vi nok ikke forvente at hun skifter ble på vores børn, for det andet skal de sove nede i huset på en sofa indtil vi kommer hjem, for det tredje ønsker vi ikke at forlade børnene, så selvom det kunne være hyggeligt og at det er fristende at komme lidt ud, siger vi nej tak. Vi overvejer lige nu om en af os skal tage afsted og den anden så bliver hos børnene, men nu får vi at se. Børnene puttes til eftermiddagslur kl. 14. Adam vågner efter en times søvn, men Signe får ham ind i seng igen og han falder hurtigt i søvn. De sover ca 2½ time og virker glade og veludhvilet da de vågner. Vi går ned og spiser aftensmad kl 18. Alain, Benoit og Franck skal på den franske ambassade til en reception, så vi er kun 4 til aftensmad. Da vi alle har spist går vi op i lejligheden og putter børnene. De er begge urolige og kl 22 er vi ved at være godt trætte af at synge. Signe går ind i stuen tilsidst og Steffen bliver hos børnene, de sover heldigvis efter en lille halv time.

21.01.2013

Vi står op til normal tid igen i dag og går ned og spiser morgenmad. Efter morgenmaden begynder Signe at få det lidt dårligt og vi går op i lejligheden. Børnene får deres snack og vi hygger og leger indtil frokost. Vi får en sms af Utibe, vi skal være i retten den 31 januar. Det er selvfølgelig dejligt endelig at få en dato, men vi synes godt nok at der er lang tid til, vi havde sådan håbet at vi skulle afsted i denne uge. Vi var ellers begyndt at tælle ned fra 4 uger til vi skal hjem, men det bliver nok svært at nå nu. Vi skal nok forvente at blive hernede længere end 4 uger, dvs længere end 10 uger ialt. Lidt slukøret efter sms'en fra Utibe og med Signe der har fået det værre går vi ned til frokost. Børnene spiser først og kun Steffen spiser bagefter, Signe har det for skidt. Hun har feber igen og kvalme. Vi går hurtigt op i lejligheden efter frokost og sidder og slapper af med iPad og te-sæt. Kl 14 putter vi børnene og de sover hurtigt. Signe får sig også en lur, og hun har det heldigvis bedre bagefter. Børnene sover 2½ time idag, vi vækker dem med sang og hygger inde i sengen. Da vi alle er stået op ser vi film (Dumbo igen) på computeren og hygger med lidt slik og chips. Kl 18 går vi ned i huset, vi kan se at maden ikke er klar endnu, så vi bliver ude i haven og spiller bold, Adam bliver bedre og bedre til at gribe :-) Mens børnene spiser kommer Elvira og siger farvel, hun er på vej til Danmark med en delegation fra Cross River, 2 af hendes gæster er pt. meget misundelige! Vi spiser aftensmad efter børnene, men det er desværre for stærkt for Signe. Heldigvis skal vi have is til dessert, så Signe tog det ikke så tungt. Vi har stort set ikke haft nogen konflikter med børnene i dag. De er begge relative stille og rolige i huset og begge børn virker veludhvilet, så vi tror de har haft godt af 2½ times søvn i eftermiddags. Vi har hygget, leget og nusset hele dagen og det har været rigtig dejligt. Da vi går op i lejligheden og putter børnene er kl 21, Adam begynder at sige at det er far der skal børste hans tænder og at han skal sove med far i nat. Signe ignorere det lidt og børster Josefines tænder. Josefine har været meget på Signe idag, de har leget, kysset, nusset og krammet, så Signe er ikke til at skyde igennem :-) Adam sover efter en ½ time (kl 22) og Josefine falder i søvn på sofaen kl 22.30. Alt i alt en rigtig dejlig dag med børnene og vi glæder os til i morgen :-)

20.01.2013

Vi står op kl 8 i dag. Signe sov først kl 3 i nat, da begge børn lå og sparkede i søvne og var genrelt meget urolige. Tilsidst går Signe ind på sofaen og resten af natten forløber normalt. Vi går ned og får morgenmad og siger farvel til franskmændene og Alain, de skal til stranden hele dagen. Vi går op i lejligheden og slapper af. Vi tager bleerne af dem og lader dem rende rundt kun i en t-shirt. Adam tager alt sit tøj af og siger at han vil i bad. Steffen er nede og ordne vasketøj, men Signe siger hurtigt ok og giver dem begge et bad. Kl 10.30 spiser vi snack og vi hygger bagefter med leg mv. Kl 12 bestiller vi pizza fra Domino's og allerede små 10 min efter er maden her, det kan vist ikke gøres hurtigere i Danmark? Vi nyder alle 4 pizza'erne og det er dejligt bare at sidde os 4 i lejligheden og spise. Vi er meget mere afslappet og det kan børnene helt sikkert mærke, så det gør også dem mere afslappet. Efter frokost ser vi film, den gamle Disney klassiker Dumbo. Adam ser hele filmen og Josefine næsten det hele, hun falder i søvn da der er en halv time tilbage. Men hvor er det hyggeligt at sidde og se tegnefilm med sine børn :-) Vi lægger Josefine i seng efter filmen og putter Adam. Signe får sig en lur på sofaen og Steffen slapper af med en bog. En time efter er begge børn vågne, øv, nu får vi nogle trætte børn i aften.Vi kører til Cold Stone, en isbutik, og køber 4 is. Vi spiser dem i lejligheden, de er enormt gode. Signe har fundet ud af en god fordel ved at have børn, de kan ikke spise så meget, så Signe spiste sin egen is og halvdelen af både Adams og Josefine's is, nam!. Men så var hun også mæt :-) Efter isen leger vi lidt og Adam tager Josefine's vand og smider det på computeren! Vi skælder ham ud og siger at han ikke må bruge iPad'en resten af dagen, det passer ham ikke. Da Adam er faldet ned igen skyper vi med morfar og mormor. Begge børn råber "hej morfar!" da de ser ham på skærmen og de virker til at kunne genkende både mormor og morfar. Børnene er ved at blive godt ustyrlige så vi siger farvel og går ned i huset. Franskmændene er kommet hjem og de har haft en god tur til stranden. Vi er dog stadig glade for at vi ikke tog med. Børnene spiser aftensmad og Adam er enormt hyper, han kan ikke sidde stille og mister konstant koncentrationen. Det betyder at han vælter sit vand, taber sin ske, taber maden på gulvet, glider ned af stolen etc. vi prøver at være stille og rolige, men hold op hvor kan det være svært nogen gange. Da vi alle har spist går vi op i lejligheden. Den sædvanlige "putning" starter som alle de andre aftener. Signe må ingenting gøre for hverken Adam eller Josefine. "Daddy shall brush my teeth", "daddy shall change my diaper", "I don't want mummy" "Mummy go away, i don't want you" etc. Da vi har sat os i sengen vil Josefine ikke ligge ved siden af Signe, Vi lægger hende alligevel i hendes seng og siger tak for i dag, som vi altid gør. Vi fortæller om de ting vi har lavet og at vi vil være her igen i morgen og i over morgen osv. Vi fortæller at vi elsker dem og at vi aldrig vil forlade dem. Det fortæller vi dem hver aften, men i aften ligger Josefine og nærmest "klynker" mens vi siger det. Da vi har sagt godnat begynder vi at synge og Josefine er, som altid enormt urolig. Signe "vover lykken" og tager hende op og Josefine lægger sit hoved ind til Signe's hals og slapper helt af. Der blev fældet en tåre eller to mens der blev sunget "se den lille kattekilling" og pludselig kom al engergien tilbage i Signe. Josefine falder i søvn efter en halv time. Vi håber at det fortsætter i morgen, men om ikke andet så var det et dejligt øjeblik her til aften. Adam sover først efter 45 min med en masse uro.

19.01.2013

I dag står far op først og mor, Adam og Josefine hygger en lille halv time ekstra under dynerne. Vi kommer dog op og gør os klar til at få morgenmad. Da vi er tilbage i lejligheden igen leger vi med iPad, hører musik, leger gemmeleg og danser. Vores internet har været enormt langsomt de sidste par dage, så det har ikke været muligt at lægge noget ind på giandrup.dk, men i dag virker det nogenlunde, man skal bare have en god portion tålmodighed. Vi går ned og spiser frokost kl 12 og da vi har spist og puttet børnene i lejligheden, tager Steffen med Alain ud at handle, vi mangler nemlig bleer igen igen... I dag sover børnene til kl 16.30 og vi har strøm, så vi giver dem et bad og cremer dem ind bagefter. Da det er tid til aftensmad går vi ned i huset. Det bliver besluttet at vi skal på bar inden vi spiser, så vi skynder os at skifte begge børn inden vi går. Kokken har dog ikke hørt at vi skal på bar, så han servere børnenes mad og så er det praktisk talt umuligt at få dem med før de har spist. Da alle børnene har spist går vi afsted, heldigvis er det kun lige nede for enden af vejen. Vi drikker Star øl og børnene får juice. Der bliver endvidere bestilt "suja" kød og Catfish soup, alt er selvfølgelig for stærkt for Signe, men Steffen og børnene kan godt lide det. Vi går tilbage til huset og så er det vores tur til at spise. Efter forretten siger Adam til mor at han er træt og vil sove og Josefine lægger sig på gulvet ved siden af Signes stol. Steffen går derfor op og putter børnene og Signe kommer efterfølgende op med en tallerken til Steffen. Børnene sover ikke endnu da Signe kommer op, men ca 15 min efter sover de begge. Nu hygges der med dagbogsskrivning og internet, selvom det dog stadig er enormt langsomt. I morgen skal de andre på stranden, så vi har hele huset for os selv. De tager afsted kl 11 og er hjemme igen ved aftensmadstid. Kokken har fri i morgen så vi skal selv stå for frokost, vi har set at dem der bor overfor tit bestiller pizza fra Domino's, så det skal vi prøve.

18.01.2013

Vi står op kl 8 igen i dag. Generatoren virker stadig ikke, så der er rigtig varmt i lejligheden. Vi går ned og spiser morgenmad, på vejen ned ser vi at der holdes møde i det store mødelokale i stueetagen. Det er LIFE der holder møde og vi hilser på Utibe og Chinasa. Vi skal have taget nogen billeder kl 17 til børnenes pas og et familiebillede af os alle 4. Det vi fik taget igår var ikke godt nok. Det er enormt varmt alle steder, sveden hagler af os alle 4 og man føler sig rigtig beskidt og klam. Oppe i lejligheden leger vi stille og roligt, det er for varmt til andet. Kl 10.30 får børnene en lille snack og kl 12 går vi ned i huset igen får at spise frokost. Børnene spiser først og derefter spiser vi. I mens vi spiser leger børnene ude, de leger med sand og jord, så da vi er klar til at gå ovenpå efter frokost, er begge børn smurt ind i sved og jord. Vi håber at bystrømmen slår til i eftermiddag, så vi kan give børnene et bad, det trænger de til. Børnene falder hurtigt i søvn og vi slapper lidt af med en bog og en lur. Adam vågner ikke en eneste gang og de sover begge til kl 16.10, dejligt! Vi har stadig ingen strøm og der er ulideligt varmt i lejligheden, Adam siger hele tiden at han sveder og at vi skal tørre sved af hans pande. Vi går først nedenunder kl 17.30, Chinasa er ikke kommet endnu, så vi sætter os og venter. Heldigvis kommer hun kort tid efter og vi får taget billederne før børnene kommer i tanke om at de vil lege med jorden igen. Mens vi venter på maden sidder vi alle sammen ude, da det er for varmt i huset. 6 mænd har arbejdet på generatoren hele dagen, og den virker stadig ikke. Børnene spiser udenfor og de syntes de er ret sjovt. Heldigvis starter generatoren da vi har sat os til bords indenfor, vi bliver langsomt kølet ned og det var tiltrængt. Vi er alle våde og klamme af sved, da vi ingen AC har haft hele dagen. Nu ser vi frem til en kølig aften i AC'ens "skær":-) Efter aftensmaden går vi op i lejligheden for at putte børnene. Adam sover efter ca. 45 min., mens Josefine igen ikke vil falde til ro. Vi tager hende igen med ind på sofaen hvor hun falder i søvn en lille ½ time senere. Lige nu sidder vi med AC'en kørende på fuld styrke mens vi nyder en kold Star øl...ahhh. Josefine er i dag igen begyndt at sige "I don't like mami" eller "I want daddy to do it". Det er utroligt hårdt for Signe, men vi ved ikke hvad vi skal gøre ved det. Ofte når Josefine har sagt det så kopiere Adam og siger det samme. Det er aldrig Adam der starter med det. Vi forsøger at sige noget i stil med "åh, I'm sorry to hear that. Mami loves you. I really want to help you with it" og så lader vi som regel "daddy" om at gøre det der skal gøres. Vi er lidt usikre på hvordan vi skal håndtere det og om vi kan gøre noget aktivt for at forbedre situationen. Vores måde at håndtere det på nu er jo passiv, og så håbe på at det forbedres over tid. Elvira snakkede om at vi sandsynligvis vil være klar til at rejse hjem omkring den 15. februar...eller lidt tidligere! Der er i dag 4 uger til og vi er nu begyndt at tælle ned:-)

17.01.2013

I dag er det Josefine der vækker Signe, de står op og Adam og Steffen følger kort tid efter. Vi går ned og spiser morgenmad og snakker med franskmændene. De skal på ambassaden i dag. Vi går hurtigt op i lejligheden efter morgenmaden og leger og slapper af. Da det er tid til frokost går vi ned i huset igen, huset er helt tomt da franskmændene ikke er kommet tilbage endnu. Det giver os chancen for at spise sammen med vores børn, vi sidder kun os 4 og spiser og det er rigtig hyggeligt. Maden er dog ikke noget at råbe hurra for, fisk med rigtig mange ben i og spaghetti, så vi sidder og spytter fiskeben ud alle 4. Efter frokost går vi op i lejligheden, vi sætter en tegnefilm på (Aladin), de ser ca halvdelen og så ryger koncentrationen, vi er alligevel overrasket over at de kunne se så længe. Vi leger lidt og ser så resten af filmen. Da filmen er slut putter vi børnene, de sover hurtigt. Steffen benytter muligheden til at gå ud og handle, vi har nemlig kun 2 bleer tilbage. Adam vågner efter kun 1½ time, og Josefine står op kort tid efter. Det er ikke længe nok de sover, da vi også kommer sent i seng. Vi er i lejligheden indtil det er tid til aftensmad, børnene er allerede nu trætte og pylret. Vi går ned til huset hvor vi bliver bedt om at udfylde en formular med vores og børnenes oplysninger og får taget nogle billeder af børnene og af os alle 4. Det skal bruges til børnenes fødselsattester...dejligt at der nu er lidt gang i papirarbejdet. Vi venter dog stadig på en retsdato. Strømmen er gået, da generatoren er gået i stykker...øv! Det er enormt varmt og mørkt i huset, så vi sætter os udenfor. Børnene spiser aftensmad indenfor i stearinlysets skær og bagefter sætter vi os alle ud i haven og spiser vores aftensmad. Når børnene har spist er det som regel tid til bleskift, vi lægger børnene på gulvet i stuen, den ene står med en lommelygte og den anden skifter. Det er enormt varmt at stå med hovedet nedad og skifte ble, men det lykkedes. Alle taler fransk her i huset og tror tit at de glemmer at vi ikke forstår fransk, vi kan derfor godt føle os lidt udenfor en gang imellem. Det forstærkes selvfølgelig også af at vi alle forsøger at være i lejligheden så meget som muligt, hvor der er ro og hvor børnene slapper mere af. Men heldigvis har vi hinanden og børnene :-) Efter frugten går vi op i lejligheden kun udstyret med en lommelygte, vi får skiftet ble, igen og puttet børnene. Efter en halv time sover begge børn og vi sætter os i stuen, kun med lyset fra computeren, vi har det enormt varmt og det er næsten ikke til at holde ud. Heldigvis starter bystrømmen og vi har AC og lys igen, dejligt. Det havde ikke været rart hvis vi skulle have sovet uden AC. Der var i dag over 30 grader indendørs og luftfugtigheden er meget høj. Det føles nogen gange som om man har lange bukser og strømper på da den tunge og varme luft lægger sig rundt om kroppen.

16.01.2013

Vi står igen op før børnene og gør os klar til endnu en stille og rolig dag. Vi vækker børnene kl 8.30 og gør dem klar til at gå nedenunder. Vi spiser morgenmad og Josefine spiser kun 1½ portion "havregryn" så er hun færdig, dejligt. Franskmændene skal på besøg hos den franske ambassade her til morgen, de skal have nogen papirer derfra, hvilke er vi ikke helt sikre på. Vi går op i lejligheden og håber på strøm så vi kan give børnene et bad, vi vil gerne bade dem hver dag. Det er ulideligt varmt i dag, over 30 grader og vi sveder alle 4. Selv Adam synes at han sveder for meget i dag. kl 10.30 får vi en sms af Utibe, the social worker kommer i dag kl 12!! Meningen var at hun først skulle komme i morgen. Nu er gode råd dyre, for vores børn er enormt snavset og vi har ingen strøm. Steffen går ned og taler med Michael og han er så sød at starte generatoren for os i en halv time. Vi bader børnene, vasker deres hår, smører dem ind i creme, cremer håret og reder det igennem, klipper negle og renser deres ører. Så er de klar og vi går ned i huset for at give dem lidt tidlig frokost, vi bærer børnene hele vejen så de ikke bliver alt for snavset inden vi når huset, da de elsker at lege i sandet i haven. Franskmændene har også fået sms'en, heldigvis var de ikke kørt endnu, da de ellers kunne have haft svært ved at nå det. Vi skynder os alle sammen at spise, og kl 12 er vi alle klar. Hun kommer dog ikke, og vi venter og venter. Børnene bliver usikre og utålmodige, så vi vælger at gå ovenpå så de kan blive lidt mere rolige. Det hjælper at være i lejligheden og da social workeren endelig kommer (kl 14!) er børnene helt rolige og afslappet. Alle sidder i stuen og social workeren sidder med en bog og skriver. Vi tror at vi venter på Utibe eller en anden, men efter en lille time viser det sig at det var det. Utibe kommer ikke (og det var slet ikke meningen at hun skulle komme) og social workeren har bare siddet og observeret. Heldigvis har vores børn opført sig eksemplarisk, vi har kigget i blade og leget lidt forskellige lege, Josefine har villet Signe og Adam græd stort set ikke en eneste gang. Med det samme at social workeren går, skynder vi os op i lejligheden og putter børnene, klokken er allerede 15. Begge børn er enormt trætte og vil ingenting, vi får skiftet ble og lagt dem i seng og de sover lynhurtigt. Vi er enormt lettet over at det gik så godt, og glade for at det er overstået. Nu skal der skrives rapport og så håber vi på en retsdato, måske i næste uge??? Det kunne være fantastisk! Men lad os nu se hvor heldige vi er... Adam sover kun lidt over en time, måske pga. varmen eller at han har kunnet mærke den uro der har været da social workeren var der. Josefine sover lidt længere, men ingen af dem får de 2 timer de har behov for. Børnene får tøj på og er begge lidt pylret, da de er trætte. Vi går ned i huset og spiser aftensmad. Adam er helt oppe at kører, han virker enormt glad, hopper, danser og råber højt. Vi har svært ved at berolige ham, og få ham ned i gear. Efter snak med en anden adoptant på mail, er vi nu lidt mere obs på om han nu også er glad eller at han rent faktisk er angst. Vi tror mere på det sidste. Vi er heldigvis alle færdige med aftensmaden kl. 20.30, og går derfor hurtigst muligt op i lejligheden for at putte børnene. De er meget trætte, og virker umiddelbart glade for at skulle i seng, men da vi kommer op i lejligheden vil de hverken det ene eller det andet. Det er ganske forståeligt når de nu er så trætte. Vi får dem dog puttet relativt hurtigt, og kl. 20.45 begynder vi at synge godnat sang for dem. Det virker dog til at de kæmper en del mod søvnen, Adam laver gentagne gange nogle mærkelige grimasser for at holde sig vågen og begge vil have skiftet ble midt i det hele. Kl. 21.40 sover Adam dog endeligt, mens Josefine stadig er vågen. Vi tager hende med ind på sofaen hvor vi tidligere har haft succes med at få hende til at sove.  Hun sover en halv time efter. Vi drikker en godnat øl og skriver dagbog.

15.01.2013

Vi står op før børnene her til morgen, de vågner ikke af vækkeuret så vi lader dem sove til kl 8.30. Vi går ned og spiser morgenmad, børnene har får et lidt bedre forhold til mad nu, de siger selv nej tak til mere morgenmad, dejligt! Nu mangler vi bare vandet. Efter morgenmad tager alle franskmændene i poolen, deres børn får svømmeundervisning nogen gange om ugen. Vi bliver hjemme og leger og hygger i lejligheden. Vi leger med ballon, te-sæt og iPad. Kl 12 går vi ned og spiser frokost og går derefter op i lejligheden og putter dem, de falder som altid hurtigt i søvn. I dag har der ikke været de store konflikter, i huset har børnene leget stille og roligt. Men de virker stadig trætte, de har poser under øjnene og Josefine siger hele tiden "it's no time for sleeping?" (godt tegn på at hun er træt). Børnene vågner selv efter små 2 timers middagssøvn og de får ca. 10 timers søvn om natten (fra 22 - 08), så de får max 12 timers søvn i døgnet, hvilket vi vurdere er lige i underkanten, da der foregår rigtig meget i dem for tiden både når de er vågne og når de sover. Det er dog svært at gøre anderledes uden at introducere en formiddagslur. Børnene vågner lidt i fire i dag, så de sover næsten 2 timer. Vi synger sange og hygger os i sengen en halv times tid. Vi lader børnene rende rundt uden tøj på, da vi håber at der kommer strøm så vi kan give dem et bad. Imens hygger vi med balloner, te-sæt, lego og musik. Efter en halvandens times tid bliver vi dog utålmodige og giver børnene ble på. Vi snakker om at gå ned i huset og spørge ang. strøm, men da Steffen kigger ud af vinduet råber Michael at de andre er gået på bar. Øv, vi har ventet og ventet på strøm, det plejer at blive tændt når Alain kommer hjem, men når han går på bar med de andre, skal vi ikke forvente at det bliver tændt før de kommer hjem igen. Vi dropper badet og giver børnene en juice og os selv en øl (læs to), vi sætter noget højt musik på, bl.a gangnam style og danser rundt i lejligheden, det er meget sjovere, både for børnene og for os end at gå på bar :-) Vi går glade, men svedige pga dansen og manglende AC, ned i huset for at spise aftensmad. Børnene spiser først og så spiser vi bagefter. I dag skal vi have 4 retter mad! Så inden frugten (altid den sidste ret) bliver serveret, siger vi tak for i aften. Klokken er 21 og vores børn er trætte. Vi skifter børnene og får dem i nattøjet, børster tænder og så i seng. Signe ligger som altid ved siden af Josefine, hun ligger uroligt, (som altid) men lægger sig hele tiden helt tæt til Signe og så væk igen. Hun vil meget gerne ligge helt ind til Signe med hovedet mod hendes bryst, men efter et par minutter flytter hun sig væk igen. Sådan "kører" hun frem og tilbage hele tiden og ender da også med at falde i søvn til sidst. De sover begge efter 45 min. Vi ser det som et godt tegn, Josefine vil gerne Signe, men tør ikke helt endnu, måske af frygt for at miste igen. Vi har heller ikke haft nogen konflikter i dag, alt er kørt stille og roligt og vi har haft nogle glade børn. Så vores forudsigelige (og måske kedelige) hverdag ser indtil videre ud til at bære frugt. Og vi vil egentlig helst bare fortsætte sådan. På søndag skal alle i huset til havet, vi har sagt nej, da det indebærer en gåtur på halvanden time og det er hele dagen vi skal være væk. Nu har de ændret planerne og droppet gåturen, måske for vores skyld, vi ved det ikke. Men vi syntes stadigvæk at det er langt tid vi skal være afsted, vi kører herfra kl 11 og er hjemme igen kl 18 (læs 19-20), så det bliver en dag uden middagslur for børnene og de kan ikke sove andre steder end i deres seng. Så det er bestemt ikke en tur for børnenes skyld og vi vil egentlig helst sige nej tak, men det er alligevel lidt ubehageligt hvis det er for vores skyld de har ændret planerne. Men vi er her i Nigeria for vores børns skyld og vi kan mærke på dem at de trives bedst når alt er det samme hver dag, og så er det det vi må gøre. Vi vil selvfølgelig gerne opleve Nigeria, men vores børn er kun 2 og 3 år,så vi mener at det er begrænset hvad de vil få ud af det og det er dem der er de vigtigste for os lige nu. Vi har i dag været i Nigeria i 6 uger...tiden går hurtigt. Nu må vi se om vi kun er halvvejs eller hvad det ender med:-)

14.01.2013

Dagen i dag starter som alle dage er startet. Adam er dog noget mere pylret end han plejer, han vil ikke have det tøj på vi har fundet frem, han vil ikke have skiftet ble og han vil ikke have børstet tænder. Vi tager ham op når han skriger og så falder han lynhurtigt til ro, og vi ender da også med at nå det hele inden for tiden. Vi går ned og spiser morgenmad og børnene leger i huset. Vi kan mærke på dem begge at de er trætte i dag, især Adam er mere pylret end sædvanligt og de prøver begge grænser af. Vi går op i lejligheden og får snack, denne gang kun nogle få kiks, da de ellers ikke har den store appetit til frokost. Vi leger heroppe og vi kan mærke på dem at de nyder at være heroppe fremfor i huset. Ved snacktid får børnene deres vitaminpille og vi tager selv vores malariamedicin. Kort tid efter får Signe det dårligt igen, feber, kvalme og ondt i maven. Vi tænker at det er malaria medicinen, så i morgen vil vi prøve at tage pillen sammen med frokosten. Kl 12 går vi ned i huset og børnene gøres klar til frokost, de virker enormt trætte og Signe har det skidt, så Steffen har nok at se til. Adam spiser næsten ikke noget og vi skynder os at spise så vi kan komme op i lejligheden igen. Efter frokost får Signe det bedre, og vi går op i lejligheden. Børnene leger med the-sæt og iPad. Vi putter dem kl 14 og de falder hurtigt i søvn. Da børnene vågner vil vi gerne give dem et bad, men vi har ingen strøm og derfor ingen lys på badeværelset, ingen tryk på vandet og ingen varmt vand. Vi bliver enige om at vente og se. Mens vi venter på strøm leger vi med balloner, tæpper, laver hule, the-sæt, ser billeder fra børnehjemmet, osv. Børnene har to små tæpper vi har haft med fra Danmark, de vil gerne at Signe skal bære dem på ryggen i tæpperne, som de ser andre mødre gør hernede. Tæpperne er dog for små, så vi sætter bamserne på børnenes ryg, det var de ret vilde med. Ca. kl 18 bliver vi for utålmodige og Steffen går ned for at se om der er noget vi kan gøre for at få strøm. Det viser sig så at vi længe har haft bystrøm, men Michael (altmuligmanden) har glemt at slå det til i vores lejlighed. Pyt, vi skynder os at bade børnene, smører dem ind i creme og reder deres hår. Kl 18.30 går vi ned i huset og spiser aftensmad, børnene spiser som sædvanlig først og derefter spiser vi. Vores børn er trætte da vi sætter os til bordet, men det er svært at skynde sig når der altid er 3 retter mad og alle skal være færdige før den næste ret bliver serveret. Da vi har spist skynder vi os op i lejligheden og putter børnene. Adam falder i søvn efter ca. 30 min (kl 22) men Josefine er igen urolig og vi bærer hende ind i sofaen i stuen hvor vi sidder. Hun falder i søvn kl 22.30. Vi hygger os med lidt slik og skriver dagbog.

13.01.2013

I dag er igen en rolig og forudsigelig dag. Adam og mor vågner op alene i dobbeltsengen, da far har lagt sig på sofaen. Vi har haft det rigtig varmt i nat. Josefine sover stadig i sofaen ved siden af sengen og Adam og mor putter en halv times tid inden vi står op. Da mor og Adam er kommet i tøjet vækker de far og Josefine. Adam's bule i hovedet er væk, men han insistere dog på at skulle have plaster i panden igen, tror han syntes at det er lidt sejt :-) Vi går ned og spiser morgenmad og hilser på Elvira der er kommet hjem fra Frankrig, hun skulle have været i Danmark sammen med en delegation fra Cross River, men de aflyste i sidste øjeblik. Kl 10.30 går vi op og får snack og vi hygger i lejligheden med spil og musik. Signe har lidt feber og ondt i maven så hun bliver i lejligheden mens resten af familien går ned og spiser frokost kl 12. Da de er tilbage igen har Signe det lidt bedre og inden middagsluren skyper vi med morfar der fylder år i dag. Vi synger fødselsdagssang "happy birthday" i den normale version og i en alternativ version som børnene har lært os ("May the good lord bless you" osv), som børnene har øvet flere gange og råber "hip hip hurra". Adam er heldigvis blevet helt tryg ved at skype og synger og vinker til morfar. Derefter er det tid til børnenes eftermiddagslur. De falder som sædvanlig, når det drejer sig om luren, hurtigt i søvn, hvorefter mor og far kan slappe lidt af. Vi blev før middagsmaden spurgt om vi vil med på tur næste søndag. Der planlægges en tur til havet, lagunen og en strand. Turen indeholder en gåtur på 1½ time til Atlanterhavet samt en tur til en strand hvor havet efter sigende skulle være rolig nok til at bade i. Efter lidt betænkningstid siger vi dog pænt nej tak. Vi vurdere at det vil blive for meget for børnene. Turen medføre at vi skal være af sted hele dagen uden lur (de har stadig ikke vist at de kan sove andre steder end i deres seng), på en lang gåtur og ud og sejle (hvilket de ikke var helt trygge ved sidste gang), så det vil være for vores skyld og ikke børnenes hvis vi tager af sted. Vi holder os indtil videre til vores daglige vante rutiner, som godt nok kan være lidt kedelige ind i mellem, men det ser ud til at børnene trives bedst når det er sådan. Adam vågner kl 15.30 og vi synger de sædvanlige sange "Puff", "tælle til en", "op lille hans", "Joanna", "min kat den danser tango" og "jeg er en papegøje fra Amerika" - Den sidste skråler vi så højt vi kan og så er børnene vågne :-) De kan enkelte ord / sætninger i alle sangene, men især "op lille Hans" er Josefine vild med og hun synger den tit. Begge er vilde med "jeg er en papegøje fra Amerika" og det lyder så sjovt når de synger med :-) Vi hygger i lejligheden med leg og musik. Vi leger gemmeleg, og gemmer hinanden eller en ballon. Adam er ikke så vild med at vi gemmer hans ballon, han vil helst bare selv gemme den og så selv finde den igen :-) Da det er tid til aftensmad går vi nedenunder. Begge vores børn er forholdsvis rolige og harmoniske i lejligheden, men når vi kommer ned i huset ændrer de sig og er mere ustyrlige og urolige. Vi er derfor begyndt at glæde os til at komme hjem i vores eget hus, hvor alt foregår samme sted, der er ro og hvor vi bestemmer hvornår og hvordan. Det er søndag og kokken har fri, så franskmændene laver pandekager, nam! Vi spiser lidt sent, så vi er først oppe i lejligheden igen kl 21.30. Vi putter børnene og de sover heldigvis begge efter en halv time, også Josefine.. Sejr!!

12.01.2013

Vi står op kl 8 og gør os klar. Josefine er som altid den sidste der står op. Natten er gået godt, så længe Adam kan røre ved enten far eller mor, så sover han trygt. Ligger vi begge med ryggen til ham, begynder han at græde, men er heldigvis nem at trøste. Det kræver lidt koordinering far og mor imellem, men det går :-) Vi går ned og spiser morgenmad, Josefine spiser ikke nær så meget længere, men Adam spiser 3 portioner "havregryn" og 2 stykker toastbrød! Vi vejede begge børn den 2 januar og der vejede Josefine 15 kg og Adam vejede 17 kg. Nu vejer Josefine 15,5 kg og Adam 18 kg, så håber snart at de får et normalt forhold til mad, da de begge tager rigtig godt på hernede. Efter morgenmaden tager Alain, Benoit og Steffen til frisør og handler på vej hjem. Signe går op i lejligheden med børnene og de får deres snack. Pludselig får vi strøm i lejligheden, så Signe vover sig ud i det, og giver børnene et bad. Det går over al forventning. De starter med at sige at far skal bade dem, men da far ikke er her acceptere de Signe. De har det sjovt i badet, Signe har fundet nogen plastik fisk frem de kan lege med og der bliver pjasket med vand. De hjælper hinanden med at vaske sig og holde bruseren. Efter badet smører Signe begge børn ind i creme fra top til tå, neglene bliver ordnet og deres hår bliver smurt og redt. Ved frokosttid går vi ned i huset igen, og da børnene sidder og spiser kommer Steffen hjem, børnene kunne heldigvis godt genkende ham :-) Adam leger med en ballon da vi spiser frokost, han falder og slår hovedet ned i et bord. Han får en lille bule i panden, men virker til at være okay. Kl 14 går vi op i lejligheden og putter dem, de sover enormt hurtigt, det gør de altid her om eftermiddagen. Vi slapper lidt af i mens børnene sover og Signe's veninde Mette ringer, dejligt at høre lidt hjemmefra. Børnene vågner ved 16 tiden og der synges og leges i lejligheden indtil kl 17.30, børnene er glade og vi hygger os rigitg meget. Da vi kommer ned i huset er folk klar til at gå en tur. Vi går med, men børnene syntes ikke at det er sjovt at gå, så vi bærer dem hele vejen, vi har fået nogen gode armmuskler :-) På turen siger Adam til Signe at en bil vil komme og tage ham med og Josefine peger på flere biler og spørger Steffen om vi skal med den bil. Vi snakker lidt om det bagefter og bliver enige om at børnene simpelthen ikke var forberedt på en gåtur, de var usikre på hvad der skulle ske. Vi skal blive bedre til at informere dem, men i dag var det svært da vi ikke vidste vi skulle afsted. Vi ender (selvfølgelig) på en bar hvor vi i dag får en stor Harp øl og børnene får juice. Vi går hjem da det er blevet mørkt og børnene får aftensmad. Derefter spiser de voksne og vi skynder os bagefter op i huset og putter børnene. Adam sover rimelig hurtigt men Josefine har svært ved at falde til ro. Til sidst lægger vi hende ind på sofaen hos os i stuen hvor vi sidder ved skrivebordet og skriver dagbog mv. Hun falder i søvn efter en lille halv time. Men klokken er også 23.10 nu, så det er vist også på tide hun falder i søvn.

11.01.2013

Dagen i dag er gået stille og roligt. Signe sov stort set ikke i nat pga. bleskift, sovende sparkende børn og varme, så tilsidst gik hun ind i sofaen og sov et par timer. Steffen fik heller ikke meget søvn. Adam vil helst ligge helt tæt op af en af os og han begynder nogen gange at græde, hvis ikke han kan mærke en af os. Det er rigtig hyggeligt og dejligt at ligge tæt med ham, men når der er ca 30 grader i soveværelset, så er det svært at holde til for os. Vi har stort set ikke lavet noget í dag, vi har prøvet at holde de faste rutiner og børnene bliver puttet kl 14 til deres eftermiddagslur. De sover til kl 16 og vi hygger med fangeleg, iPad, thesæt og andet indtil aftensmad. Josefine vil gerne Signe i dag, og de har ikke haft de helt store konflikter i dag, skønt!! Inden aftensmaden går vi ned på det nærmeste hotel og får en øl, vi sidder på en terasse lige ned til lagunen, så der er en dejlig kølig brise. Til aftensmad får vi barracuda, en kæmpe fisk! Det smager utrolig godt men er samtidig lidt uhyggelig at se på, da den ligger med hovedet på fadet. Kl 21 går vi op og putter børnene, Adam sover efter en halv time og Josefine er desværre stadig vågen (kl.22.11), vi er meget i tvivl om vi kan gøre noget anderledes for hende så hun ikke er så urolig om aftenen og så hun bedre kan falde i søvn. Der er ingen problemer når hun skal sove middagssøvn.

10.01.2013

Hurra...endelig internet igen. Vi har ikke haft internet siden den 6. januar hvor vores abonnement udløb. Vi købte jo i december et forudbetalt 1 GB / 1 mdr. abonnement, men vi fik vist hurtigt brugt 1 GB. Vi har nu et abonnement på 5 GB med løbetid indtil den 1. marts, så vi håber ikke at vi oplever at den udløber.

Dagen starter med at vi står op kl. 8, får klædt børnene på, taget et bad, hvorefter vi går ned til morgenmad. Efter morgenmaden tager vi til indkøbscenteret The Palms (indeholder et supermarked kaldet Shoprite , tøjbutikker, osv.) for at få optanket vores internet. Vi benytter samtidigt lejligheden til at købe at par sko til Josefine og et par sandaler til Adam, samt lidt forråd. Da vi kommer hjem igen tager vi op i lejligheden for at give børnene deres daglige snack. De får kun et par kiks og lidt vand i dag, da vi spiser tidligt pga. at vi får besøg at en social rådgiver fra ministeriet i Lagos State. Efter snack og lidt leg går vi ned for at spise, hvorefter vi straks går op i lejligheden igen for at få skiftet bleer og sikret os at børnene er helt afslappet når social rådgiveren kommer. Adam og Josefine har det med at blive lidt opkørte når de keder sig og er trætte, og social rådgiveren har valgt at komme lige midt i deres eftermiddagslur, så vi er lidt spændte på hvordan det går. Først ankommer Utibe og Wanri fra LIFE; social rådgiveren er forsinket...african time. Efter lidt snak om hvordan det går osv. spørger Utibe Adam og Josefine om de kan udpege deres mor og far. Adam gør det uden problemer, men Josefine går lige forbi Signe og hen til Steffen...hun vil hende stadig ikke...øv:-) Vi bliver interviewet af Utibe. Vi ved ikke helt hvorfor, men vi fortæller hende lidt om hvordan det går og hvad vi gør for at løsne op for nogle af udfordringerne. Utibe siger dog at hun kan se at "bonding" mellem børnene og os går rigtig godt. Ca. kl. 13.30 kommer social rådgiveren, vi er de første der kommer til og heldigvis har Stella (en af franskmændene) givet os en lille pose med skittles (slik), som vi kan "bestikke" børnene lidt med. Social rådgiveren spørger os om børnenes spisevaner, hvordan de sover om natten, sovetider og pleje af krop og hår. Vi havde slet ikke tænkt på at gøre børnene pænt i stand, så Josefine's hår er noget "uglet". Hun spørger hvordan vi plejer det og beder Signe om at gå op og hente de kamme og børster vi bruger til hendes hår. Måske hun ikke helt troede på os? Vi troede vi ville få nogen adoptionsrelateret spørgsmål, så det var det vi havde forberedt, ikke almindelig røgt og pleje. Endelig er vores interview færdigt så vi går op og putter børnene kl. 15. Vi vil helst at børnene sover middagslur fra 14-16, men det er ikke altid let at få til at passe her i huset. De falder heldigvis hurtigt i søvn. Mens børnene sover ringer Jane fra AC. Hun har snakket med Utibe som har fortalt at vi har nogle dejlige børn og de virker til at være tæt knyttet til os, dejligt! Hun siger også at vi skal i retten i næste uge!!! Vi har dog fået at vide af franskmændene at social rådgiveren kommer igen torsdag i næste uge for at følge op på i dag, og at vi først ugen efter igen skal i retten...sikkert Jane der har misforstået, men et lille håb bliver da sat igang. Vi får dog en SMS senere af Utibe der bekræfter at social rådgiveren kommer igen i næste uge. Om ikke andet så er det rart at vide at vores retsdato ligger i nær fremtid. Vi vækker børnene kl 17 og gør dem klar til aftensmad. Børnene er glade og Josefine vil gerne op i Signe's arme og Signe skifter ble på hende uden skrig og skrål, dejligt! Efter aftensmaden får vi kaffe og chokolade. Alain giver vores børn op til 5 store stykker hver, til sidst må vi sige stop, de er begyndt at tigge enormt meget ved bordet, takket være den kære Alain :-) Vi putter børnene kl 21 og Adam sover ca kl 22, Josefine er stadig vågen og klokken er 23, så vi får igen en rigtig træt pige i morgen, øv. Det har dog alt i alt været en rigtig god dag uden konflikter med børnene og hvor Josefine har villet Signe lidt mere.

09.01.2013

Som vi skrev i går så sov Josefine rigtig sent i går, og vi kommer også for sent i seng, ved 01.tiden. Så vi er alle trætte i dag. Vi står dog op kl 8.00 og går ned og får morgenmad. Da vi nærmer os hoveddøren flyver en fugl op foran Signe og Josefine. Josefine bliver lidt forskrækket og det første hun siger er "fugl!". Hun lærer hurtigt og kan allerede en masse danske ord ex. jordbær, kylling, is, og fugl. Når både Adam og Josefine er på toilettet, har de en tendens til at sige "finish" lang før de egentlig er færdige. Derfor er vi begyndt at sige at de skal tælle til 10 på dansk, og det kan de faktisk også nogenlunde nu. Vi får en sms af Utibe, hvor hun skriver at der kommer en Social worker fra ministeriet i morgen, hun vil se hvordan det går med tilknytningen til vores børn. Franskmændene har også fået sms'en og vi er alle lidt i tvivl om hvad det betyder. Vi har ikke hørt om denne proces før, så måske det er noget nyt? Vi er lidt bekymret for om det vil gøre vores sag endnu længere. Det tager jo tid at skrive rapport bagefter og det tager tid for nogen at læse den, vi er jo i Nigeria. Vi må se hvordan det går i morgen, hun kommer kl 13, dvs. hun er her mens børnene burde sove, så hun får højst sandsynligt nogen meget trætte børn at se. Dagen forløber som de fleste, med den undtagelse at børnene ikke spiser op til aftensmaden. De er totalt ukoncentreret og leger med maden, og tilsidst tager vi maden fra dem. Vi har i løbet af dagen sagt nej rigtig mange gange, oftest nede i huset. Vi tror at det er en kombination af mange ting bl.a at både børnene og os er på udebane, vi føler os lidt som gæster i huset og der er altid mange mennesker og mange tind børnene ikke må røre (og det er jo svært for en lille dreng / pige), så vi vil gerne at vores børn bare opfører sig lidt ordentlig. De keder sig ofte i huset da de ikke er så gode til at lege med de andre børn og vi ikke altid kan underholde dem, så de ved ikke altid hvad de skal gøre af sig selv. Børnene kan sikkert mærke at vi er utrygge i huset pga. ovenstående og det smitter selvfølgelig af på dem. Efter aftensmaden går de helt i selvsving og vi bliver nødt til at gå op i lejligheden. Vi får gjort dem klar til seng og putter dem. En time efter vi putter dem, kl 21.30, sover Adam og Josefine sover ca kl 22. Vi håber ikke at vi har så trætte børn og at vi selv får en god nattesøvn, nu da vi skal evalueres i morgen.

08.01.2013

Vi står sent op i dag, klokken er næsten 9, så vi skynder os at få tøj på og gå ned i huset. Mange morgener er vi begge så opsatte på at få skiftet børnene, børstet deres tænder, klædt dem på mv. at vi glemmer os selv. Da vi er på vej ned i huset opdager vi at vi begge har glemt at bade og Steffen har ikke fået sine briller på. Vi lærer det nok en gang. Der er ikke mere "havregryn", så børnene må nøjes med brød. De får toastbrød med syltetøj, efter vi har trøstet Adam mange gange, da han er frygtelig ked af at der ikke er noget "havregryn" (det hedder Golden More). Vi slapper af hele formiddagen med leg med de andre børn, kaffe og snak med franskmændene. Klokken 11 spiser vi snack i lejligheden og børnene får et bad, da vi mod sædvane har strøm og Josefine har lavet i bleen på en måde så det er løbet ned af hendes ben. Vi har stadig ikke noget lys på badeværelset så Steffen står med en lommelygte og Signe bader Josefine, bagefter bader Steffen Adam. Vi smører dem ind i en meget fed creme fra top til tå, det syntes de er dejligt, og Josefine får creme i håret og det bliver redt ud. Hendes hår er ved at blive lidt langt, så Signe satte nogen klemmer i det. Det holdte dog ikke længe, så vi skal ud og have købt nogen elastikker. Børnene fik klippet negle og rengjort dem, efter "reprimande" fra Alain :-) Indtil videre syntes de at det er sjovt at få ordnet negle, hår og ører, vi håber at det fortsætter. Børnene spiser frokost kl 12 i dag, og måske det bliver sådan for eftertiden. Hvis det gør det, må vi enten droppe deres snack eller give dem det lidt tidligere. Børnene er rigtig glade for deres snacktid, så vi vil være kede af at droppe den. Steffen syntes at vi skal stå tidligere op, der er Signe ikke helt enig ;-) Vi sidder i sofaen og slapper af efter frokost, vi tror at børnene er ovenpå og lege med de andre børn. Frank, en af franskmændene, spørger os om hvor vores børn er og vi siger at de er ovenpå og lege med hans børn. Han siger nej, for hans børn sover... Med bange anelser går vi ovenpå, der er de ikke. Vi fortsætter op i Alain og Elvira's lejlighed, og der finder vi begge børn. De leger med en vandbeholder hvor der ca er 18 liter i en beholder. På gulvet (på ca 2 m2) ligger der en masse vand og børnene står og hopper i det. Signe når først ind i rummet og når lige at hive et strømkasse der ligger på gulvet op inden vandet når den. Lige i øjeblikket glemmer vi alt om italesættelse, og rolig adfærd. Ærlig talt så får begge børn en kæmpe skideballe. Vandet er løbet ind i en reol hvor der står tasker, kasser o.l. Vi får flyttet det hele ud og med hjælp fra Sean (som fylder 18 i dag), gulvskrubbe, fejebakke og masser af klude får vi vandet op. Det er rigtig rigtig svært ikke at være møghamrende sure på børnene, men et eller andet sted er det jo vores egen skyld. Vi skulle have holdt bedre øje med dem. Efter oprydningen og nogen meget stille børn går vi mod vores egen lejlighed, vi sætter os udenfor og snakker lidt med børnene. Vi fortæller dem at vi blev rigtig vrede på dem pga. det de gjorde, vi er ikke vrede på dem længere og at de er to helt fantastiske børn som vi elsker meget højt. De er begge nogle gode mennesker og fantastisk dejlige fordi de er som de er osv.. Det fortæller vi dem tit når vi har skældt dem ud, ved sengetid og når lejligheden lige byder sig. Derved håber vi lidt at vi kan styrke deres selvværd. Michael, portner, gartner, osv. går med os op i lejligheden, han vil prøve at ordne lyset på badeværelset. Det er rigtig svært at putte børnene når der sker så meget spændende ude på badeværelset, så vi lader dem lege i sengen indtil Michael er færdig. Han kan dog ikke lave lyset, så han vil prøve igen senere. Børnene sover hurtigt da vi putter dem og vi får lidt tid til rengøring og afslapning. Efter middagsluren leger og hygger vi lidt i lejligheden, og ved 18 tiden går vi ned i huset. Sean, Elvira og Alain's søn har som sagt fødselsdag, så der er forberedt en lille fødselsdagsfest for ham. Børnene spiser som altid først, men i dag er det ved det lille bord i stuen. To af Elvira's søstre plus famile er kommet og vi spiser, drikker rødvin og øl og hygger os. Hver gang der kommer nye mennesker får vi altid at vide at Adam og Josefine ligner os, de syntes at vores ansigter ligner meget hinandens. Elvira's søstre sagde det samme. Alain fortalte os at der helt sikkert vil være nogen her i Nigeria som tror at vi har født børnene selv, men fordi de er født her i Nigeria er de mørke!! Lad dem da bare tro det :-) I løbet af aftenen kan vi ikke finde børnene, med tanke på tidligere i dag løber Signe straks op i Alain og Elvira's lejlighed. Ganske rigitg så står børnene igen ved vandbeholderen. Da de ser Signe er det som om at de husker skideballen fra i formiddags, de ser noget brødbetinget ud og da Signe spørger om de kan huske hvor vrede vi blev, siger de straks ja. De får kun en lille reprimande, da Anthony (søn til Elvira og Alain) er i lejligheden og siger at de kun har rørt lidt ved den. Vi går ned til festen igen og børnene virker glade og tilfredse. Vi nyder begge at der er lidt flere mennesker i huset og at der sker lidt andet. Der bliver sunget fødselsdagssang og der serveres tre kager. Vi stiller os troligt op i kø sammen med to franskmænd, men folk maser sig ind og da vi når til kagerne er der meget meget lidt tilbage. Stor skuffelse for især Signe. Alain lader børnene tage for sig af resterne, de tager med fingrene / hånden og slikker alle tre tallerkner helt rene, lige noget for vores børn. Franskmændene vil ikke have at deres børn spiser med fingrene, så de var lidt forargede. Vi tager det ikke så tungt, børnene havde en fest. Kl 22 går vi op og putter børnene, de synger "happy birthday" hele vejen op af trapperne og virker til at have haft en god aften. Adam falder hurtigt i søvn i aften, men Josefine sover først ca. kl 23.30. Så vi får en træt pige i morgen.

07.01.2013

Så er den normale hverdag startet igen, vi ser frem til at få lidt mere ro på det hele. Vi har besluttet at begynde at bruges deres nye navne når vi tiltaler dem. De kan nemt sige Adam men har lidt sværere ved navnet Josefine. Vi vil også bruge deres nye navne her i dagbogen. Børnene foretrækker stadig Steffen frem for Signe, og det er rigtig hårdt. Både for Steffen fordi han har svært ved at blive aflastet og for Signe, da hun jo selvfølgelig gerne vil børnene. Vi ved ikke rigtig hvad vi skal gøre ved det i øjeblikket, men vi håber at det er en periode vi skal igennem og at denne periode ikke er for lang. Børnene leger med de andre børn i haven og vi syntes at det går bedre og bedre med fælles leg. Vi spiser frokost i huset, maden er dog desværre for stærk for Signe, forhåbentlig kommer kokken Remee tilbage fra ferie i dag eller i morgen. Børnene ser tegnefilm ovenpå med de andre børn og vi kan sidde og hygge lidt i sofaen med en kop kaffe. Ved 14 tiden putter vi børnene, Josefine falder i søvn i Steffens arme og Signe forsøger at få Adam til at sove. Adam vil ikke have at Signe sidder på sengen ved ham, så hun sætter sig lidt væk og forsøger at synge godnatsang for ham. Steffen kommer ind med Josefine og lægger hende på sengen, han sætter sig ved Adam og Adam lægger sig ind til ham. 5 min. efter sover han. Efter middagsluren leger vi igen med thesættet. Signe kommer her på et tidspunkt med en rigtig Nielsen bemærkning: "Here's your crap". I legen med thesættet følger nogle plastikfisk og herunder en krabbe, så hun mente nok noget andet:-) Næsten lige så god som bemærkningen "this is a typical danish rat" (oversat: dette er en typisk dansk ret). Efter legen snakker Signe med børnene om deres Nigeria mor, hvor hun bl.a. prøver at sætte ord på deres følelser over tabet af deres mor. Signe forsikre dem om at hun aldrig vil forlade dem og at hun godt kan forstå at de måske er vrede og kede af det, og at de derfor kan blive vrede på Signe. Vi prøver at gøre dette nu i håb om at det måske kan forbedre forholdet mellem Signe og børnene. Vi går ned i huset omkring kl. 17. Kort efter at vi er kommet ned i huset kommer Alain hjem fra arbejde og Signe køre med ham ud for at handle da vi også mangler lidt forskelligt (bl.a. bleer, utroligt så mange vi bruger). Vi har i lang tid holdt igen med at give børnene alt det vand de kan drikke, da de konstant spørger efter vand. I dag har de dog haft deres "drikkekopper" (plastikkopper med låg og sugerør købt i dk, rigtig gode da de ikke kan spilde eller hælde vand ud) med nede i huset og de er blevet fyldt hver gang børnene har bedt om det. Vi er nu begyndt at give dem alt de kan drikke med det håb at de vil begynde at udvikle et mere normalt forhold til vand, og derved bliver lidt mere mådeholdende. Adam er stadig uden ble og det er gået fint hele dagen, men sikkert pga. alt det vand han drikker så tisser han i bukserne mens Signe er med Alain og Steffen skifter ble på Josefine. Da han også havde en del uheld i går er vi faktisk nu løbet tør for underbukser og shorts til Adam, så nu skal vi vist i gang med at vaske tøj i hånden:-) Efter aftensmaden går vi alle 4 op i lejligheden da vi vil give børnene et bad inden sengetid. Det skal jo gøres mens der er strøm (dvs. enten før 9 eller efter 17-18) da vores badeværelse er uden vinduer og der ikke er tryk på vandet når strømmen er slukket. Desværre er pæren i badeværelset gået da vi kommer op i lejligheden så badet bliver droppet. I stedet gør vi børnene klar til seng og putter dem. Begge børn snakker om aberne vi så i går og de vil gerne afsted igen. Vi har fortalt dem om zoologisk have i Danmark, hvor de kan se elefanter, giraffer, tigre og løver, det glæder de sig til. Signe sidder med Adam på sengen og Steffen står med Josefine i armene. Steffen får igen ondt i ryggen så sætter sig i sengen sammen med Signe. Josefine ligger i den lille sofa ved siden af sengen og hun ligger enormt urolig. Nogen gange står hun nærmest på hovedet. Vi synger og synger og synger "se den lille kattekilling" og selvom vi snart har sunget den sang en million gange, laver Steffen ofte fejl i teksten. Det er svært ikke at lade være med at grine, men så vil det blive endnu sværer at få børnene til at sove, så vi forsøger at holde masken. Efter en halv time sover Josefine og Adam sover efter en time. Kl 22 har vi alenetid ved computeren. Vi spiser småkager og drikker cola, hyggeligt!
Vi har pt. ikke noget internet da vores abonnement er udløbet, men vi håber at få det fornyet i morgen. Derfor ingen opdateringer i dagbogen i et par dage. Det betyder dog at vi skal i Shoprite, hvor vi er afhængige af en bil og chauffør. Fornyelsen af vores visum koster for øvrigt ikke 30.000 men 20.000 naira for en måned, så vi håber det er nok.
Steffen har flere hvide T-shirts med herned, og det kan ikke anbefales. Tøjet bliver hurtigt snavset hernede pga. støv, sved, børnene osv., og specielt bliver hvidt tøj lettere grå-brunt at se på i løbet af 5 min. Vi er så heldige at der er en tørretumbler i lejligheden som kun vi benytter. Det betyder at vi hurtigt kan tørre tøjet, og at vi ikke behøver at stryge det. Alt tøj som lufttørres hernede skal stryges efterfølgende, da der efter sigende findes nogle fluer der lægger æg i fugtigt tøj. Lige hvad det betyder ved vi ikke, men vi har fået at vide at det skal stryges eller varmebehandles på anden vis, såsom tørretumbles, for at slå æggene ihjel.

06.01.2013

I dag står vi lidt tidligere op end normalt, og vi er alle lidt trætte da alle ikke sov lige hurtigt i går:-) Vi har aftalt at vi i dag skal en tur til Lekki Conservation Center om eftermiddagen. Vi overvejede længe om vi skulle tage med, men da køreturen kun er på ca. 20 min. og det er en udendørs gåtur i en naturpark vurderede vi at det ville være ok. Vi har dog besluttet at se hvordan dagen går før vi træffer den endelige beslutning. Vækkeuret ringer derfor kl. 7, så børnene kan nå at sove en middagslur fra kl. 13 til 15, da vi skal køre kl. 15.30. Formiddagen går som i går. Vi spiser morgenmad, børnene leger med de andre børn indtil vi går op i lejligheden for at spise snack kl. 11, vi leger med the sæt, kigger billeder fra børnehjemmet og billeder vi har med hjemmefra af huset, familien, vores dyr og så de billeder som vi fik af børnene mens vi ventede på dem. Det er klart billederne af børnene og børnehjemmet der er mest populære, specielt Ese kan sidde og bladre frem og tilbage i de samme billeder. Vi forsøger at sætte så mange ord på som muligt og stiller alle de spørgsmål omkring deres tid på børnehjemmet som vi fornemmer at de gider. Froskosten indtages også lidt tidligere i dag, nemlig kl. 12. Derefter går vi op for at få dem til at sove eftermiddagslur. Vi er lidt spændte på om de vil sove da det jo er lidt tidligere end sædvanligt. Onajite falder hurtigt i søvn, men Ese har lidt sværere ved at overgive sig til søvnen. Heldigvis sover de begge kl. 13. Da børnene vågner igen er Ese enormt pylret, han skriger hysterisk over de mindste ting. Hvis vi spørger ham om noget, eller på nogen måder forlanger noget af ham, så skriger han. Han er svær at trøste og vi er lige ved at opgive turen. Men begge børn har glædet sig til at se aber, så vi beslutter at gå ned i huset for at se om Ese bliver i bedre humør. Da vi kommer derned siger Alain "hello" til Ese og Ese begynder at skrige!! Alle er dog på det tidspunkt ved at gå mod bilerne, så vi beslutter at tage med. Vi må indrømme at det er med meget bange anelser vi kører mod centret. Da vi ankommer er Ese dog i bedre humør. Det første dyr vi ser er en kæmpe skildpadde, alle skal hen og prikke til den og flere sætter sig op på den. Heldigvis er vores børn bange for den, da Signe har besluttet at de ikke skal sidde på den, det er synd for skildpadden. Vi går ud på en træbro som strækker sig igennem hele skoven. Vi ser og hører en del aber og fugle. Det er fantastisk at komme lidt ud i naturen, hvor der ikke er larm fra biler, AC og generatorer. Vi får virkelig øjnene op for hvor meget vi har savnet naturen og den friske luft. Børnene klarer det flot, de går meget af vejen, men vil også gerne bæres. Vi har taget den store taske med (note til kommende adoptanter! Tag en rygsæk med. En stor pusletaske er fin at have med på små ture, men en rygssæk ville have været god på de længere ture) og den plus et barn i den varme, det er hårdt. Vi bevæger os væk fra træbroen og ned på en sti der går mod savannen, stien er nogen steder svær at gå på pga. væltede træer ol. Efter ca en halv time kan vi da heller ikke gå længere, da træ og buskads spærrer vejen. Så vi vender om og ser ikke savannen, desværre. Da vi endelig er tilbage har vi ca gået små to timer, vi er trætte, men glade og lettet over at det er gået så godt. Vi tager et hurtigt bad da vi kommer hjem og går ned og spiser aftensmad. Kl 21.00 putter vi børnene. Ese falder i søvn efter en halv time, hvorimod Onajite først sover kl 22.30. Hun ligger enormt uroligt og kan ikke sove. Før i tiden faldt hun i søvn i vores arme, men nu vil hun ikke længere sidde hos Signe og Steffen har svært ved at holde til det i sin ryg. Så vi er lidt i tvivl om der er andet vi kan gøre. I morgen er det mandag og de fleste hernede starter på arbejde i morgen. Det betyder forhåbentlig at vi kan få en lidt mere stabil rytme og lidt mere ro for børnene. Vi føler os generelt trætte og ømme i kroppen det meste af tiden, tænker at det er en kombination af varmen, at bære / løfte rundt på børnene, de 39 trin op til vores lejlighed som bliver forceret mange gange dagligt. urolig søvn pga. at vi alle 4 ligger så tæt i et meget varmt rum. Som vi skrev tidligere så skal vi have fornyet vores visum. Det udløb den 4. januar, da de i lufthavnen ændrede løbetiden fra 3 til 1 måned. Vi har lige hørt at det koster ca. 30.000 naira...det er jo tyveri:-(

05.01.2013

Vi står op kl 8.00 og gør børnene klar til morgenmad. Vi glemmer selv at gå i bad i dag, da vi begge er så optaget af at få gjort børnene klar. Når først vi har sagt at vi skal ned i huset og spise, er der ingen vej udenom, vi bliver nødt til at gå med det samme. Vi bliver i huset, hvor børnene leger, indtil snacktid kl 11, så går vi op i lejligheden. Efter snack leger vi med the sættet, vi mader hinanden og giver hinanden forskellige ting. Hver gang vi modtager noget fra børnene, bliver vi enormt glade og takker dem mange gange. Vores håb er at de kan lære at blive bedre til at dele med andre. Vi ser billeder fra børnehjemmet og snakker med børnene om deres gamle hjem. De vil gerne fortælle og siger at de savner børnehjemmet. Vi støtter dem i det og fortæller at vi godt kan forstå dem. Ved frokosttid går vi ned i huset igen. Ese går stadig uden ble og det går godt det meste af tiden. Hvis han er meget optaget af leg eller andet, glemmer han det og tisser i bukserne. Men i dag sker det kun én gang. Onajite går uden ble når vi er i lejligheden og indtil videre går det også godt...sikekrt også fordi hun render ud på toilettet hver 5. min:-) Børnene falder hurtigt i søvn til deres middagslur og vi er begge trætte, så vi lægger os også til at sove lidt. Vi vækker børnene med sang fra sangbogen og gør dem klar til at gå ned i huset igen. Alle børnene leger udenfor og vores leger med. Det går noget bedre med at lege med de andre. Onajite er blevet god til det, Ese har det stadig lidt svært. De andre vil helst ikke lege med ham, da han bare gerne vil stå med en ting han er glad for og hvis han mister den begynder han at græde. Vi syntes dog han er blevet lidt bedre. Alle børnene danser til nigeriansk popmusik og vi prøver at danse med, men vi er på ingen måder lige så gode til det som børnene er. Efter aftensmaden går vi op og putter børnene, kl er ca 21.30. Inden børnene sover fortæller vi dem at vi har haft en rigtig dejlig dag med dem og snakker lidt om det vi har lavet i dag, bl.a at vi har kigget på billeder af børnehjemmet. Vi fortæller dem desuden om hvad der skal ske i morgen, at vi vil være der for dem i morgen når de vågner op og at vi altid vil passe på dem. Det er efterhånden blevet en vane at vi hver aften inden sengetid gør status, siger tak for dagen, bekræfter dem og forsøger at tanke lidt op i deres "selvværdsbeholder". Ese falder rimelig hurtigt i søvn, men Onajite vil ikke sove. vi prøver alt, hun plejer at falde i søvn i vores arme, men vil på ingen måder være hos Signe. Onajite har trukket sig meget fra Signe, hun vil ikke bæres af hende, holde i hånd eller røres ved. Hun siger grimme ting og peger tit på Signe med et vredt udtryk i øjnene. Steffen prøver at tage hende op og det går lidt bedre, men Steffen har ondt i ryggen så han lægger hende ned i sengen igen. Først kl ca 24 da vi begge er gået i seng, falder hun i søvn. Vi tænker lidt at det måske hænger sammen med snakken om børnehjemmet eller blot at der sker meget med hende i øjeblikket? Ese er også begyndt at klynke lidt i søvne, og når det sker forsøger vi med det samme at hviske ham i øret at vi er her, vi elsker ham og vi nok skal passe på ham og hans søster. Dagens program vil vi forsøge at efterligne på alle hverdage, og hvis vi kan også i weekenderne. Derved håber vi at børnene får dage med forudsigelighed og ensartethed, og at det kan gøre tingene lidt nemmere for dem. Fra i morgen mandag begynder dagligdagen i Nigeria igen, og det betyder bl.a. at retten begynder at arbejde igen (ikke at vi skal gøre os forhåbninger om at komme til foreløbigt, men...:-)) og at det bliver nemmere at holder nogenlunde ensartede spisetider mv.

04.01.2013

Vækkeuret ringer igen kl 8.00 Vi står op og går ned og får morgenmad. Vi har igen taget bleen af Ese og alt går fint. Da vi igen er i lejligheden tager vi bleen af Onajite. Onajite er stadig meget udfarende og vil ikke rigtig Signe, hun peger på Signe og siger "Go" og skære ansigt. Hernede giver man ikke folk fingeren, men bruger i stedet hele håndfladen og vender den frem mod den anden person alt imens man siger "waka" (et meget grimt ord hernede), det har Onajite gjort et par gange, især til Signe. Børnene lærer jo hurtigt fra hinanden, så idag sagde Ese det også. Signe havde en sang af Shakira på sin mobil, der bliver sunget "waka waka" (det betyder noget andet i Sydafrika) flere gange, og vi har tit sunget den i lejligheden. Det er rigtig hårdt at blive valgt fra og "få fingeren" af sine børn, men vi håber at det kun er i en kort periode. Ved frokost tid går vi ned i huset, men franskmændene er taget til et stort indkøbscenter hvor de også vil spise frokost. Vi vælger også at tage i indkøbscentret, vi køber lidt småting bl.a sandaler til Onajite. Vi spiser frokost på en café. Vi får burger og pomme frites og børnene deler en pizza. De har meget svært ved at sidde stille og vente på maden, men et glas vand med sugerør hjælper på det. Børnene falder i søvn i bilen på vej hjem, vi lader dem sove og tænker at vi bare lister op i lejligheden og putter dem. No No, der var vi nok lidt for uerfarne forældre. Børnene er vågne da vi når lejligheden og de vil IKKE sove. Vi prøver alt, men efter 1½ time giver vi op. Vi vælger derfor at give børnene et bad, hvilket går fint. De bliver efterhånden bedre til det. Ese var i starten meget pylret når han fik vasket hår, men nu er han ved at lære det. Vi går derefter ned i huset, hvor de andre sidder i haven. Vi sætter os sammen med dem og snakker lidt. Vi aftaler at vi alle går ned på den lokale bar som ligger 100 m væk for at få en øl kl. 18. Vi diskutere om Ese skal have ble på, men Steffen mener at det skal nok gå da det ikke er så langt væk. På baren får alle de voksne øl og børnene juice. Både Ese og Onajite vælger at tømme deres glas i en slurk. Enten så er de meget tørstige eller så er det bare for fristende for dem...vi tænker mest det sidste da det passer meget godt med deres utømmelige behov for vand og mad. Efter at vi har siddet og hygget et stykket tid, begynder børnene at lege lidt rundt omkring. Ese har et par gange sagt at han skal på toilet og vi er så gået på toilet uden at der er kommet noget ud. Pludselig tisser han i bukserne / på gulvet. Han ser meget flov ud, og Signe fortæller ham at det er ok. Lidt senere begynder både Ese og Onajite konstant at løbe om på den anden side af et rækværk, selvom vi siger at de ikke må. De kaster lidt sand på os, og virker lidt højtgearet. Vi vælger derfor at tage dem op for at forsøge at få dem til at falde ned. Det går ikke så godt. Begge begynder at græde højlydt og vride sig for at komme ud af vores arme. Vi vælger dog forsigtigt at holde fast. Efter konstant gråd i et par minutter vælger vi at gå hjem med to grædende børn i vores arme...en ubehagelig tur. De falder dog ned mens vi går, og da vi kommer hjem er begge børn klar igen. Maden er heldigvis klar, og mens Signe finder maden frem tisser Ese igen i bukserne. Vi får gjort rent og børnene får noget mad. De vil dog ikke rigtig spise, så de får et par stykker brød hver, hvorefter vi går op for at ligge dem i seng. De er meget trætte pga. den manglende eftermiddagslur, så de sover hurtigt. Det er selvfølgelig også derfor at de har reageret som de gjorde på baren. Signe bliver i lejligheden mens Steffen går ned for at få noget at spise og tage noget mad med op til Signe. Efter at vi har sundet os lidt ovenpå dagen skyper vi med Steffen's søster Karin omkring gode idéer til hvordan vi håndtere forskellige situationener med børnene. Igennem hele ventetiden har vi forberedt os på turen herned og hvordan vi skal takle udfordringerne med børnene, men det er nu alligevel rart at tale med en 3. person om det som ikke har det helt så tæt på. Vi føler os ofte personlig ramt når det ikke går som vi ønsker, og når det hele brænder på er det ikke altid lige let at se løsningerne. Vi ved jo godt at børnene skal have ro, forudsigelighed, rutiner, stabilitet osv., men alligevel bliver det bare ikke altid sådan hernede selvom vi forsøger. Der trækkes i os fra de andre, vi savner selv at komme lidt ud, osv. Efter snakken med Karin, vil vi nu tage os en snak om hvordan vi kan ændre lidt på rutinerne, så vi får mere forudsigelighed mv. i hverdagen, og det vil forhåbentligt skabe mere trygge rammer for børnene.

03.01.2013

Dagen starter med at Ese kravler ind under Steffen's dyne ca. kl. 7.30 hvor han ligger og putter sig...dejlig måde at vågne på. Da vækkeuret ringer kl. 8 bliver vi alle liggende indtil Ese bliver lidt utålmodig og vi står op. Onajite er som sædvanlig den største sovetryne. Efter at vi har ordnet de sædvanlige morgenopgaver (toilet, skift af ble, bad, mv.) går vi ned for at spise morgenmad. Det er meningen at vi vil tage i poolen i dag. Poolen ligger kun ca. 20 min. gang fra hvor vi bor, og det koster 1000 naira pr. voksen og 500 naira pr. barn for hele dagen. Da det jo er bedst at børnene har været på toilet og lavet stort inden vi går i poolen, går vi op i lejligheden for at forsøge at få dem på toilet inden vi går mod poolen. Ese er "dygtig" og får hurtigt ordnet det han skal men Onajite skal / vil ikke. Vi vælger derfor at lade dem rende rundt uden deres ble i lejligheden for at se om det hjælper. Efter et stykke tid hvor begge børn ikke vil gå på toilet, begynder de begge at synes at det er sjovt at lade som om de skal på toilet. De kan begge to selv kravle op på toilettet, så de siger hele tiden at de skal "wee wee" og render ud på toiletet. Det er dog sjældent at der sker noget. Endelig laver Onajite også stort...succes! Det er vist første gang hun har lavet på toilettet...i det mindste sammen med os. Da kl. nu er blevet næsten 11.30 er det for sent at gå i poolen, så det dropper vi. Det har dog været en hyggelig formiddag i lejligheden, og vi snakker om at prøve tricket med at lade dem løbe rundt uden ble og underbukser i lejligheden lidt oftere så de kan få en fornemmelse for selv at gå på toilet...måske kan vi få reduceret forbruget af bleer som vi synes har været meget stort:-) Onajite er begyndt at reagere meget mere. I begyndelsen var hun stille og opførte sig "pænt". Nu er hun begyndt at udfordre os, når vi irettesætter hende griner hun og løber væk fra os. Tidligere blev hun tavs og lagde hendes fingre på hendes læber når hun blev irettesat, mens hun nu kan være meget højlydt. Vi betragter det som positive tegn på at hun er begyndt at åbne op over for os...selvom det selvfølgelig lige nu gør det hårdt for os:-) Ved frokosttid får Onajite ble på igen, men Ese vil gerne prøve at gå ned i huset uden. Vi er ofte over ham og spørger om han skal på toilet. Han siger tit at han skal "wee wee" og vi sætter ham ud på toilettet, men ofte er det enten meget lidt der kommer ud eller ingenting. Efter middagsmaden er det som sædvanlig tid til eftermiddagsluren. Vi har aftalt at vi skal ud og have en is kl. 16, så børnene får kun en lur på ca. 1 time i dag, og det kan vi godt mærke da de vækkes igen da Ese er meget pylret. Vi køre til Ice Cream Factory, en is café inde på Victoria Island (VI), og får en dejlig is med vafler. Både Ese og Onajite er meget begejstret så de kan vist godt lide is:-) På vej hjem fra Ice Cream Factory er børnene meget urolige og larmende, og på et tidspunkt forsøger Steffen at få Onajite til at være rolig. Det medfører at hun går helt i selvsving, vil ikke være nogen steder og græder højlydt med tårer og vræl. Til sidst stopper hun med at græde og bliver lettere apatisk...virker lidt til at hun giver op. Vi ved ikke helt hvad vi skal gøre i situationen. Det var det samme vi oplevede til koncerten og på bådturen. I øjeblikket forsøger vi forsigtigt at holde hende fast og taler dæmpet og roligt til hende indtil hun falder til ro. Det er dog lidt hårdt da vi føler at vi virkelig bryder hendes grænser. Da vi kommer hjem går vi op og skifter bleen på begge børn. De har begge fået ble på til turen, da vi ikke turde at tage ud uden. Ese er stadig med på at gå uden ble, så vi fjerner hans ble og går ned til aftensmad. Hele aftenen går faktisk godt uden uheld, så det skal helt sikkert prøves igen. Aftenen forløber som den plejer, og ca. kl. 21.15 går vi op i lejligheden og putter børnene da de er trætte. Vi sidder og skriver dagbog, ser billeder, rydder op efter børnene og snakker om dagen der er gået. Det ser ud til at kakkelakkerne har fundet op til vores lejlighed. Vi har slået to store ihjel her til aften, eller Steffen har slået dem ihjel, mens veterinærsygeplejersken Signe står i sofaen og kommandere:-)

02.01.2013

I dag har vi sat vækkeuret til kl 8.00, så vi kan nå at gå i bad og få morgenmad inden strømmen forsvinder. Børnene er glade og det er vi også, da vi alle 4 har fået en god nats søvn. Vi går ned i huset og spiser morgenmad, børnene spiser enormt meget, stadigvæk. De spiser 3 portioner "havregryn" (ligner havregryn men er lavet af majs) og 2 stykker toastbrød! Det er mere end os! Vi leger lidt i huset og i haven. Franskmændene tager til en butik med afrikanske statuer etc. Der er desværre ikke plads i bilen til os, men forhåbentlig kommer vi afsted en anden gang. Vi går op i lejligheden og hører musik og leger. Ved frokosttid går vi ned igen. Vi sætter os udenfor med cola til de voksne og juice til børnene. ChiChi blev hentet af sin nye mor i går. Hun bor i Italien men er født i Nigeria. Hun tog hertil for at adoptere, men hun havde dog overhovedet ikke styr på papirarbejdet. Hun var desuden ikke gift med sin kæreste, som man jo skal være for at adoptere fra Nigeria når man bor i udlandet (ikke nødvendigt hvis man bor i Nigeria). Kæresten skulle først skilles før de kunne blive gift, så de tog tilbage til Italien. I mens har Elvira og Alain passet hende og alle i huset er blevet ret glade for hende. Hun er ca. 2½ år gammel og har nu boet i huset i næsten et år. Alle var kede af det igår men heldigvis kom hun på besøg i dag og kommer vist og besøger huset i løbet af ugen. ChiChi, Uchechi, Ese og Onajite leger i haven og det går fint. Tidligere på morgenen har Uchechi givet Ese og Onajite hver 5 Naira, og dem er de meget glade for. Da de leger i haven finder Onajite sin pengeseddel frem, Uchechi tager den og løber ud af porten. Hun kommer tilbage med en lille pose kiks og giver dem til Onajite. Ese vil også have kiks, så han giver Uchechi sine penge. Vi snakker lidt om det nu også er ok at hun selv løber ud af porten, men bliver enige om at det er hun måske vant til. Pludselig kommer Adora og de andre franske par med en meget brødbetynget Uchechi. Hun må ikke selv løbe ud og politiet har stået lige nede for enden af gaden med skarpladte pistoler. Vi undskylder mange gange at vi ikke stoppede hende. Ese bliver dybt ulykkelig/hysterisk da han finder ud af at hun ikke har købt nogen kiks til ham. Signe går i gang med at trøste Ese. Samtidig vil ChiChi se Onajite's kiks, Onajite vil ikke give slip og de står og hiver lidt i posen. Tilsidst bider Onajite Chichi i armen. Steffen tager fat i Onajite og irettesæter hende og tager kiksene i lommen. Onajite går helt amok, hun græder og skriger. Signe har fået trøstet Ese og går over og hjælper Steffen med Onajite. Signe og hende går lidt afsides , men det er meget svært at få hende til at slappe af igen. Endelig lykkedes det og Alain hjælper børnene til frokost i mens far og mor puster ud. Vi har disse "udbrud" af hysteri mange gange dagligt, nogen værre end andre. Nogen gange skal man bare sig hey til Ese, så skriger han og Alain skal bare kigge på Ese så græder han. Han er dog nem at trøste, han skal bare lige op i ens arme så falder han til ro. Han har meget svært ved at forstå at alt legetøj ikke tilhører ham, men vi arbejder på det. Efter frokost og leg putter vi børnene til deres eftermiddagslur, de falder hurtigt i søvn. Vi sover begge middagslur med børnene og Ese ligger og putter sig hos Signe, SÅ hyggeligt. Vi bliver i lejligheden til kl 18, hvor vi går ned i huset for at få noget aftensmad. Børnene spiser som sædvanligt først og vi spiser i dag ca. ved 21 tiden. Børnene ligger i deres seng kl. 21.45, Onajite falder hurtigt i søvn, det tager lidt længere tid med Ese i dag. I morgen snakker vi om at tage i poolen om formiddagen, på en is café om eftermiddagen, det glæder især Signe sig til, og på bar om aftenen, men lad os se hvor meget der bliver til noget og hvordan børnene klare det. Vi synes at det lige så stille går fremad med børnene og os. De lytter en lille smule mere til os, søger os konstant, er lettere at trøste og så virker de generelt gladere og lidt mere modige. Vi arbejder stadig en del med problematikkerne omkring det at de gerne vil besidde, ikke er gode til at dele og ikke er gode til at indgå i fælles leg, så alle tips og ideer til gode metoder modtages gerne:-) Samtidigt fortsætter vi med at bekræfte børnene, sætte regler, forsøger at give dem små "jobs" såsom at hjælpe mor og far, bære nøglerne og lygten når vi går op og ned af trapperne og rydde op efter sig selv.

01.01.2013

Så er et nyt år startet og vi står op kl 9.00. Onajite må vi igen vække, hun vil gerne sove videre. Vi går ned i huset og Onajite går hen i en sofa og lægger sig til at sove. Vi lader hende sove en times tid imens Ese spiser. Signe vækker Onajite og hun får lidt morgenmad, men hun virker lidt mat, varm og træt. Efter morgenmaden lægger hun sig igen til at sove. Steffen henter vores termometer og det viser sig at hun har lidt feber. Ese leger med de andre børn og han virker til at more sig. Onajite er sløv og lægger sig på gulvet midt i stuen. vi kan se at hun har det skidt og det er frygtelig svært som forældre ikke at kunne gøre noget for hende. Signe henter børnepanodilen og vi håber det hjælper. Vi bliver i huset indtil frokost, Ese leger og Onajite sover. Udover at Onajite er syg, har vi faktisk en hyggelig formiddag. Ved frokosttid, prøver vi at give Onajite noget mad, men hun spytter det ud. Kl 14 går vi op i lejligheden og putter børnene, Onajite sover næsten med det samme. Vi bliver enige om at hvis hun ikke har det bedre efter luren, kører vi til lægen. Børnene sover i 2 timer og vi har fået for vane at vække dem med sang om eftermiddagen. Vi synger "Puff", "Joanna", "op lille hans" (den synger Onajite hele tiden) og "jeg er en papegøje fra Amerika", børnene kan lide det og vi tænker at det må være en dejlig måde at vågne på. Onajite virker frisk igen, så vi tænker at det måske har været en reaktion på alt det der er sket de sidste dage. Vi leger i lejligheden og hen på aftenen går vi ned og spiser aftensmad. Børnene leger igen med de andre børn og vi syntes faktisk at det er begyndt at gå lidt bedre. Efter råd fra Sine, en anden adoptant, så har vi prøvet at sige til børnene at deres tasker, bamser og drikkedunke er deres helt egne og dem må ingen lege med. Onajite må ikke lege med Ese's og omvendt, og det gælder også alle andre børn. Så har de noget de kan "besidde" og vi som forældre skal nok sørge for at det forbliver deres. Vi tror at det kommer til at gå godt og at begge børn, med tiden vil lære at lege. Kl 21.30 putter vi børnene og vi får lidt at spise (stadig pizza rester), børnene har spist det meste af maden i aften, så vi voksne får ikke meget mere end et par skefulde ris hver. Alain og Elvira er til fest hele eftermiddagen, og når de ikke er hjemme er det begrænset hvad der bliver gjort ud af maden hjemme. Det har som I kan læse været en meget stille dag, og i morgen ser vi frem til endnu en rolig dag...det trænger vi vist alle til.

31.12.2012

Vi sover til kl. 9.30!! Onajite blev vi nødt til at vække. Der er ingen strøm og ingen tryk på vandet, da klokken er så mange. Vi trænger alle 4 til et bad efter koncerten i går, men vi må vente til i aften. Forhåbentlig kommer det i god tid inden vi måske skal til nytårsfest. Vi spiser morgenmad i huset og går derefter op i lejligheden igen. Børnene trænger til ro og stabilitet, så vi bliver i lejligeden indtil frokost. Ese er en del pylret og vi tror at det hænger sammen med gårsdagens eskapader. Vi giver ham lidt længere snor, så vi ikke får for mange konfrontationer. Onajite virker glad igen og vil os gerne, dejligt. Vi får spurgt ind til nytårsfesten og heldigvis er det lige i nærheden, så det vil være muligt at komme hjem igen når vi ønsker det. Vi beslutter derfor at deltage. Vi har snakket om at tage hjem ved 22 tiden, så børnene kan komme i seng. Ese er bange for fyrværkeri, så vi tænker at det er bedst vi er i lejligheden kl 24. Dagen forløber som vanligt med leg, middagslur og mad. Hen på eftermiddagen har vi stadig ingen støm, så Steffen går ned og spørger Alain om han vil starte generatoren, så vi alle kan få et tiltrængt bad. Efter vi får strøm bader vi alle og gør os klar til fest. Børnene er helt oppe at kører over at de skal til fest i aften, de glæder sig SÅ meget...måske for meget. Da det er tid til afgang, kører den første bil afsted med gæster fra huset. Børnene tror de skal med, men vi siger at de skal vente sammen med os. De begynder at græde og vi tror de misforstår os, de tror at vi ikke skal afsted. Bilen vi skal kører i holder ved indgangen til vores lejlighed, vi begynder at gå derhen og igen går der panik i børnene, vi prøver at forklare, men de hører os ikke. Endelig går det op for dem at vi skal afsted og humøret bliver højt igen. Steffen og jeg kigger på hinanden med bange anelser. Vi ankommer til festen, hvor et bord er rettet an tæt på poolen, ved siden af bordet er der en stejl stentrappe, med et fald på ca 2 meter endvidere er der også en spa uden afskærmning selvfølgelig. Stedet er på ingen måder børnevenligt, så vi har travlt med hele tiden at holde øje med børnene. Maden bliver serveret kl ca 22.30 (så meget for ideen om at tage hjem kl. 22:-)), kinesisk mad udefra, som selvfølgelig er for stærkt for Signe. Hun bruger i stedet tiden med at holde øje med børnene, der nu er begyndt at lege med sand, denne gang det famøse røde afrikanske sand, som er svært at få af tøjet igen. Børnene er smurt ind i rødt sand fra top til tå, deres hår er helt rødt men i det mindste er det en ufarlig leg, så vi lader dem fortsætte. Efter maden diskutere vi lidt om vi skal blive eller vi skal tage hjem. Vi bliver enige om at det er bedst for børnene at tage hjem, så det gør vi. Vi får Elvira og Alain's søn Sean til at kører os. Han har ikke kørekort og er kun 17 år, men han kører fint. Med det samme vi sætter os ind i bilen bliver børnene pylret og de skriger hele vejen hjem. Så vi tror det var den rigtige beslutning vi tog med at tage hjem. Dette er den sidste fest i et stykke tid, ihvertfald for os. Der har været en del pga ferien, og nu trænger børnene til noget ro. Vi klæder børnene af inden vi går op i lejligheden for at undgå for meget sand op af trappen. Vi giver dem et bad, alt deres tøj er rødt, deres hud, hår og hovedbund er rødt og fyldt med sand. Efter badet får de nattøj på og kl 23.52 sover de. Vi når lige at spise lidt pizza og skænke os en øl og så er det nytår. Vi kan ikke rigtig se noget fyrværkeri fra vores lejlighed, men vi kan høre dem, heldigvis reagere børnene ikke. Vi sidder og snakker en times tid og så går vi i seng, vi er et par meget trætte men lykkelige forældre. De sidste mange år har vi stået sammen og kigget på fyrværkeriet nytårsaften og sagt til hinanden at næste år, så bliver vi forældre. I år gik ønsket i opfyldelse, vi nåede det lige i 2012 og vi glæder os til år 2013 hvor vi er en familie på 4.

Godt nytår til alle!!!

30.12.2012

Efter den lange dag i går tager vi det med ro i dag. Vi står først op kl. 8.30, og laver derefter ikke så meget. Det er meningen at vi skal i poolen med familien og de franske par om eftermiddagen, men da begge børn virker trætte og Onajite har en mild gang diarré, vælger vi at springe over. Vi bliver i lejligheden det meste af tiden og putter børnene til eftermiddagslur kl 14. Vi lader dem sove til omkring kl 17 da vi skal til koncert i aften og vi ved ikke hvor sent det bliver. Vi går ned i huset og får aftensmad, børnene spiser ved det lille sofabord i stuen mens vi voksne spiser ved det store spisebord, og det går fint. Omkring kl 21 kører vi til koncertpladsen. Vi tror at vi skal høre traditionel nigeriansk musik, men det viser sig at være moderne musik i stedet, så vi er lidt skuffet. Det er playback, en cd der er sat på anlægget og så synger artisten over sin egen sang på cd'en. Noget lyder fint, andet knap så heldigt. Koncertpladsen er en stor "sandkasse" og det nyder børnene, de leger i sandet, løber rundt om os og danser til musikken. Onajite begynder at kaste sand i hovedet på Ese og sig selv, Ese begynder at sparke sandet op på de andre tilskuer, så vi forsøger at få dæmpet børnene lidt. Vi tager Onajite op og siger at det må hun ikke. Hun begynder at skrige, vride sig og græde. Vi bliver nødt til at sætte hende ned igen. Sådan forløber de næste timer, nok delvist pga. at børnene er overtrætte og manglende tryghed. Vi har svært ved at styre Onajite og i det hele taget nå ind til hende. Vi går lidt væk fra pladsen, men ingenting hjælper. Da det er tid til bleskift går vi hen imellem bilerne. En vagt kommer og spørger om alting er i orden plus for at kontrollere at vi ikke er i gang med at placere bomber eller lignende (der er meget sikkerhed til alle arrangementer). Det er lidt ubehageligt for os, da vi er to hvide mennesker med to mørke børn, hvor den ene ikke vil os og forsøger at komme væk fra os. Vi får skiftet ble og prøver at gå tilbage til pladsen. Vi lader dem lege i sandet, men det bliver hele tiden for voldsomt. Vi prøver at få lidt ro på dem, men især Onajite er helt ustyrlig. Tilsidst prøver hun at lægge sig til at sove på en sten, hun vil på ingen måder være hos os. En af franskmændene har sat sig hen i bilen med sin datter så hun kan sove. Vi prøver det samme, men efter at have vækket den franske pige tre gange opgiver vi. Børnene er nu så trætte at de halvvejs sover i vores arme. De er desværre endnu ikke så gode til at sove andre steder end "hjemme", så det bliver ikke til meget søvn. Vi er alle 4 smurt ind i sand og snavs, vi sveder og trænger bare til ro. En af franskmændene finder Alain og han får arrangeret transport hjem til huset, så vi og franskmændene tager hjem. Klokken er nu ca. 00.30 og vi er alle dødtrætte. Vi burde have sagt os selv at sene udflugter ikke er en god idé med små børn, så vi blev åbentbart ikke så meget klogere af gårsdagens erfaringer. I morgen aften skal vi til en nytårsfest, men tror at vi betinger os at vi kan komme hjem når vi vil før vi tager med.

29.12.2012

I dag skal vores lille familie på vores første udflugt sammen. Vi skal til Badagry som nævnt tidligere. Det viser sig at blive en dag med mange udfordringer og dagen forløber ikke helt som vi, måske lidt naivt, havde forestillet os. Vi starter dagen med at stå op kl. 6 da vi skal køre kl. 7.30. Vi har jo fundet ud af at det tager tid at få gjort børnene klar så vi må hellere være i god tid.Det viser sig dog at afgangstidspunket er afrikansk tid, så vi kommer først afsted mellem 8 - 8.30. Vi spiser morgenmad i lejligheden og lige inden vi går ned skifter vi ble på begge børn. Da afgangstidspunktet jo er rykket lidt forsøger vi indtil det sidste at få børnene på toilet, dog uden succes. Da vi begynder køreturen er alle i godt humør, og vi forventer at det vil tage mellem 1 - 2 timer (der er ca. 120 km til Badagry). Vejen er dog fyldt med store huller og der er masser af trafik, så køreturen kommer til at tage over 3 timer mens vi hopper op og ned. Vi kører i en minibus, som er fyldt helt op med 6 voksne og 5 børn plus chauffør, og det er ikke fordi den er specielt behagelig med alle de bump, accelerationer og opbremsninger. Efter en lille ½ times kørsel viser det sig at Onajite har lavet i bleen. Vi kan ikke skifte hende mens bussen kører, da der er så mange bump på vejen at det kun kan ende galt, så vi beder chaufføren om at holde ind til siden. På dette tidspunkt er vi stadig i udkanten af Lagos by. Signe lægger hende på sædet og skifter bleen, men pludselig siger chaufføren at nu skal vi kører, da folk er begyndt at nærme sig og det ikke er sikkert at holde der. Inden vi kørte sagde Elvira til os at hvis vi blev stoppet af politiet eller nogen stillede spørgsmål om hvad vi lavede med de mørke børn, skulle vi sige at vi arbejdede for LIFE og at børnene er fra et børnehjem som vi vil give en oplevelse ved at tage dem med på en udflugt. Vi måtte ikke nævne adoption. Vi syntes at det er lidt mærkeligt da vi jo har papirerne i orden og vi har taget vores approval letter med. Signe skynder sig derfor at blive færdig med at skifte Onajite og vi kører videre. Det skal dog tilføjes, at Steffen før afgang havde forsøgt at få Onajite til at gå på toilet (uden succes som tidligere nævnt), og han derefter havde genanvendt hendes ble. Selvom den var ubrugt, så viser det sig nu at det var en dårlig idé da den ikke var helt tæt, så Onajite's tøj er desværre smurt ind i l... Heldigvis har vi medbragt ekstratøj til begge børn, så hun får nyt tøj på. Børnene tager indtil videre turen rigtig fint, og vi får alle 4 en del ud af bare at kigge ud af vinduet mens vi køre. Der sker en masse langs vejen, og der er enormt mange mennesker, boder og dyr at kigge på. Efter et par timer begynder børnene dog at blive rastløse, vi har medbragt lidt kiks og nogen pixiebøger, men der er ikke noget at sige til at de keder sig tilsidst. Ese's ble er efterhånden ved at være fyldt op md tis og mens han sidder på Steffen's skød tisser Ese i bleen igen så det løber alt sammen ud i skødet på Steffen. Det ligner lidt at Steffen selv har tisset i bukserne, og da han selv har skullet tisse de sidste 2 timer bliver han helt i tvivl om han selv har tisset i bukserne:-) Heldigvis tørre det hurtigt igen i varmen. Vi har en guide ventende i en rundkørsel i Badagry, men chaufføren kører desværre for langt, så vi bruger også ca. ½ times tid på det. Chaufføren fortæller senere til Signe at vi først fik vendt bilen ved grænsen til Benin og havde vi krydset den, havde vi virkelig været i problemer. Ingen af os havde pas med og børnene er ikke juridiske vores endnu, så det skulle nok skabe en masse bøvl. Heldigvis får chaufføren vendt bussen og vi kører tilbage til rundkørslen. Vi finder guiden og tager ud til museet. Da vi ankommer ser franskmændene helt forkerte ud i hovedet. De troede at vi skulle ud til en park eller lignende..ihvertfald ikke et museum. Det viser sig at museet er en gammel engelsk kolonibygning på 2 etager som sparsomt er indrettet til et museum. Der hænger nogle billeder og plancher med tekst på væggene og derudover kun enkelte ting, og det tager kun ca. ½ time at blive guidet igennem hele museet. Badagry var centrum for slavehandlen fra Vestafrika til Amerika, og det var her de samlede slaverne, transporterede dem ud på en ø (Point of no return), hvorefter de blev afskibet til Amerika. Selvom emnet er interessant så er selve museet ikke køreturen værd. Der er simpelthen for lidt at se. Derudover kan det ikke anbefales at tage på museum med børn på 2½ og op...det fanger ikke lige deres opmærksomhed. Efter besøget på museet køre vi hen på en lille restaurant for at få frokost. Vi er alle lidt famlende...hvad er de forskellige retter, hvad skal vi vælge. De fleste vælger det sikre, nemlig en pastaret, men det viser sig at den er utrolig stærk, så det er ikke meget der bliver spist. Heldigvis vælger Steffen en Jollof ris med kylling og Signe en sandwich som begge er spisbare. For at lave noget også børnene synes om, vælger vi at tage på en bådtur i mangrove lagoonen efter frokosten. Da vi kommer til båden viser det sig at være en alm. åben glasfiber båd med påhængsmotor. Da det er midt eftermiddag og solen varmer kraftigt vælger Signe at blive i land så hun ikke bliver forbrændt. Steffen tager derfor begge børn med på turen sammen med franskmændene. Vi bliver alle pakket ind i redningsveste. De er dog alle i voksenstørrelser, så børnene kan man næsten ikke se for bare redningsveste. De første 10 min. går det godt. Derefter begynder børnene at blive utålmodige, de vil hele tiden skifte siddeplads. Det er svært for Steffen at styre begge børn og han får ikke set meget af sejlturen. Onajite vil hele tiden have redningsvesten af og bliver lettere hysterisk. Steffen må sidde og holde hende fast og hun begynder at græde. Ese begynder at "sympati" græde og Steffen sidder med to grædende børn. Det lykkes dog at trøste børnene og Onajite ender med at falde i søvn. Sejlturen var bestemt ikke en succes især ikke med kun en forældre. Mens alle sejler tilbringer Signe tiden med chaufføren. De har fundet en lille kiosk hvor kioskdamen finder en bænk og sætter den i skyggen til Signe. Chaufføren byder på en øl (Star) og de får sig en god snak. Kioskdamen er også med i snakken og de snakker om Nigeria og deres traditioner. Efter 3 øl og en Signe der er ved at være lidt småfuld (der skal ikke så meget til i varmen hernede) kommer båden tilbage. Vi kører tilbage til museet og aflevere redningsvestene og endelig er vi på vej hjem igen. Børnene er ved at være godt pylret og skriger og græder over ingenting, så bussen er fyldt med skrigende børn og tyssende forældre. Vi ender i en mindre kø og det viser sig at være politiet der undersøger bilerne. Vi aftaler hurtigt med franskmændene hvad vi skal sige og med bankende hjerter nærmer vi os politiet. Politiet stopper vores bus og taler med chaufføren. Tror alle var en smule nervøse, mens Signe var ved at dø af skræk:-) Heldigvis viser det sig at politiet blot vil se om bussen er i orden og det er den heldigvis. Vi ånder lettet op og kører videre. En time inden vi er hjemme, er børnene helt oppe i det røde felt. Alle de andre børn sover, men vores skriger, råber, griner og græder på skift. De er vist efterhånden meget trætte. Kl. er på nuværende tidspunkt omkring 17, og ingen har fået deres eftermiddagslur, udover den smule der er sovet i bussen. Signe mærker på Onajites ble og det viser sig at den er gået i stykker og alt indholdet ligger i hendes bukseben. Gode råd er dyre, vi kan ikke stoppe og skifte hende, da det er for farligt og chaufføren vil hjem hurtigst muligt for at undgå den værste trafik. Så Signe sætter hende på skødet og holder hendes ben oppe, Signe bliver dog også pænt våd. En halv time inden vi er hjemme sker det samme med Ese's ble, Steffen gør det samme med Ese som Signe og så lukker vi øjnene og håber at alt går godt. Endelig er vi hjemme og vi løber begge op i lejligheden og sætter børnene i brusekabinen, alt tøjet ryger af og de får et bad. Vi går ned og spiser aftensmad, børnene er godt sultne, Ese spiser omkring 6 portioner ris! Bagefter er det de voksnes tur til aftensmad, men der er klokken allerede 20.00. Så Signe vælger at tage børnene med op i lejligheden og putte dem. Tror også at hun trængte til lidt ro. Det tager dog en time før børnene sover, da de er enormt overtrætte og der er sket så meget i dag. Steffen kommer op ved 21 tiden med en tallerken med aftensmad til Signe, det var tiltrængt, efter kun at have fået en lille sandwich (og 3 øl) hele dagen. Generatoren går i stykker og vi har ingen lys og AC. Steffen kommer op i lejligheden igen ved 22 tiden og vi sidder og snakker lidt om dagen der er gået. Note til os! Børnene er for små til så lange ture uden mulighed for stop og målet med turen var bestemt ikke noget for børnene. Vi føler os som dårlige forældre, da vi vælger at tage dem med og vi skulle nok have undersøgt turen lidt nærmere inden vi sagde ja. Men nu er vi (forhåbentligt) klogere og så glæder vi os til at vi engang kan grine af dagen i dag.

28.12.2012

Vi sov igen længe i dag, til kl 8.30. Når vi står så sent op er det ikke altid at vi når i bad, da strømmen ofte går mellem 9 og 9.30 hvorefter trykket på vandet forsvinder. Så i dag nåede Signe ikke i bad. Vi spiser morgenmad i lejligheden og går derefter en tur i lokalområdet. På vores vej ser vi en del høns og to kalkuner. Vi stopper nede ved vandet og ser på bådene sejle forbi. Alle vi møder på vores vej hilser pænt og taler til børnene, når folk hilser hernede siger de "how you doing?" og ofte siger børnene "fine". Vi går tilbage til huset og Ese og Onajite leger med de andre børn. De har rigtig svært ved at lege med børnene og der opstår konstant jalousi børnene i mellem. Det er ret trættende som forældre og vi ved ikke helt endnu hvordan vi skal tackle det. Der er tre små stole i huset og alle stolene var optaget af de andre børn. Ese VIL have en stol og går helt amok da vi siger at det kan han ikke få. Vi prøver at forklare hvorfor og prøver at give ham andre muligheder som at sidde i sofaen, på gulvet eller på vores skød, men intet virker. Tilsidst finder vi dog en anden stol og han sætter sig og tegner. Sådan er det med alle ting, balloner, legetøj, tøj, sko, mad etc. Hvis nogen har et godt bud til hvordan vi skal tackle det, vil det være meget velkomment. Vi prøver at tage ham væk fra situationen, finde andre muligheder eller simpelthen bare trøste ham, men det er ikke altid at noget af det virker. Vi går op i lejligheden og får snack, yoghurt med rosiner og æbler, og slapper af. Onajite falder i søvn i Signe's arme på sofaen, og efter små 45 min. vækker vi hende og går ned og får frokost. Børnene får pølser med pommes frites og ketchup, mor og far er meget misundelige. Børnene går ovenpå og leger med de andre børn mens vi spiser frokost, det går godt, vi hører i hvert fald ikke nogen gråd. Børnene får tyggegummi i huset, af hvem ved vi ikke. Vi prøver at sige til dem at de skal tygge det og ikke sluge det, men Ese sluger det med det samme, Onajite tygger på sit. Onajite er på flere områder mere fremme end Ese er, selvom Ese jo er 11 måneder ældre. Onajite kan selv tage tøj af og på og hun spiser pænere end Ese. Elvira's mor er på besøg her i julen, hun er 75 år og arbejder som advokat. Det er interessant at tale med hende da hun er "rigtig" nigerianer, Elvira er meget mere international og Alain er algerisk franskmand. Så vi får en snak om skilsmisse i Nigeria versus Danmark. I nigeria findes juridiske og kulturelle regler. Mange nigerianere er gift iht. de kulturelle og ikke efter de juridiske regler. Det betyder bl.a. at hvis du vil skilles, skal du smide sand efter din kone (eller mand?). Når det er gjort må konen ikke gå ind i huset igen, ikke engang for at hente sine ting. Børnene tilfalder normalt kvinden op til de bliver 7 år hvorefter de altid manden. Lidt anderledes end i Danmark :-) Vi sidder og snakker til kl 15, og så er det tid til at putte børnene. Det er meget nemmere at få dem til at falde i søvn om eftermiddagen end det er om aftenen. Vi synger lidt og så sover de. Vi bruger samme ritual om aftenen, men der går noget længere tid inden de falder i søvn. Vi snakker lidt om hvorvidt vi skal prøve at toilet træne dem. Elvira og Alain siger at vi bare skal tage bleen af dem, men vi har prøvet det en gang i lejligheden og det endte med vådt tøj og gulv. Vi har besluttet at vente, da vi efter at have googlet det kan se at børnene skal være omkring 3½ år og vores børn er på ingen måde alderssvarende. Vi vil derimod prøve at lære dem at sige til når de har gjort i bleen og så prøve at sætte dem på toilettet på de tidspunkter de plejer at gøre i bleen, så må vi se hvordan det går. Der sker rigtig meget i børnene lige nu, så vi tager det med bleen stille og roligt. I dag er det præcis en uge siden vi fik børnene på fuldtid, sikke en uge vi har haft :-) Efter middagsluren skyper vi med Signe's forældre og vores hund Cayenne. Børnene er blevet mere trygge når vi skyper og de vinker og snakker. Onajite viser noget "legemad" frem til mormor og morfar, så de har forstået at der sidder nogen og snakker igennem computeren.

Kl. 18 tager vi alle ind på Eko Hotel til en drink og lidt hygge ved poolen. Hotellet ligger ved siden af Elvira's arbejdsplads, så hun støder til selskabet da vi ankommer. Det er rigtig hyggeligt, vi får lidt pizza, øl og Chapmans, og børnene får juice. Alle børnene leger fint sammen med megen løben omkring og høje råb...så meget at vi tror at personalet er lidt trætte af dem, men vi er ligeglade...for en gangs skyld leger alle børnene sammen uden gråd og skænderier. Vi kommer hjem igen omkring kl 21. Vi har ikke fået så meget at spise, men da vi er trætte og skal tidligt op i morgen vælger vi at gå i seng. I morgen skal vi til Badagry, som ligger ca. 120 km vest for Lagos mod Benin. Der ligger et museum omhandlende slave handlen i Nigeria og Vest Afrika. Det bliver dejligt at komme lidt ud og se og lave noget sammen med børnene. Så håber vi bare at alt går godt:-)

27.12.2012

Børnene vækker os kl. 8 i dag, de er glade og friske selvom vi kom sent hjem i går. Vi går ned og spiser morgenmad og børnene leger med de andre børn. Det går lidt bedre med at lege sammen nu, men der er lang vej igen. Ese leger tit alene og man kan se at han har svært ved at lege med de andre børn. For ham drejer det sig om at "besidde" så mange ting som muligt, og han bliver ked af det (nogen gange hysterisk) hvis en af de andre tager noget fra ham. Stella (en af franskmændene), Tope (Stella's datter) og Ese spiller bold i haven. Det går faktisk ret godt godt, så længe Stella styrer legen. Onajite er lidt bedre til at lege med de andre, men også hun er meget "besidderisk". Der er ikke noget at sige til at vores børn har det sådan. De har boet på et børnehjem i 2 år og har aldrig ejet noget selv. Legetøj, tøj og sko bliver delt alle børnene imellem, men vi håber at de med tiden kan lære at lege som andre børn. Efter morgenmad og leg går vi op i lejligheden. Her i ferien har vi strøm lidt længere tid, så børnene får et bad, det kan de heldigvis godt lide. Vi leger lidt og slapper af. Onajite ser i sine fotoalbum og kigger på alle familiebillederne, Steffen forklarer hvem de forskellige er. Vi er så småt begyndt at bruge deres nye navne, Adam og Josefine. De kan begge fint sige Adam, men det kniber lidt med at udtale Josefine, men det kommer nok. Det er lidt svært for os at lære dem dansk, da det falder os så let at tale engelsk. Vi prøver at sige tingene på dansk først og så engelsk bagefter, men det er ikke altid vi lige får det gjort. De kan dog allerede en del ord. Sangen "se den lille kattekilling" kan de udenad og Onajite går hele tiden og synger "bim bam busse, jeg er en haletudse". Så det skal nok komme. Kl. 13 går vi ned og får frokost og børnene leger igen sammen. Børnene begynder at blive pylret og vi går op og putter dem. Steffen kører med Alain i supermarkedet og Signe lægger sig sammen med børnene og tager en lur :-) Efter eftermiddagsluren skyper vi med Steffen's familie som er samlet til julefrokost. Det er utrolig skønt at se og høre familien derhjemme, og det vækker da lidt hjemve. Første gang vi skypede ville Ese ikke være med, men denne gang vinkede og snakkede begge børnene med og det var skønt at se. Onajite siger grandma og begge børn siger hallo cousins flere gange, så alt det billedekiggeri af familien derhjemme er nok ikke helt dumt:-) Vi går ned til aftensmad, og (som sædvanlig kan man næsten sige) er vi indtil videre de eneste der er mødt op. Synes efterhånden at uanset hvilket tidspunkt vi kommer ned i huset så er vi de første. Vi går derfor udenfor for at underholde børnene indtil de andre kommer. Vi har medbragt balloner til alle børnene, men det giver ind i mellem lidt problemer, da balloner jo har det med at gå i stykker. Ese er meget ulykkelig over at hans ballon er sprængt og tilsidst forbarmer ChiChi sig over ham og giver ham sin ballon. Børnene spiser aftensmad og derefter skal Ese skiftes. Pludselig råber Steffen på Signe da Ese græder og skriger. Han tager sig til øjet og det virker som om at det gør rigtig ondt. Det er rigtig svært for os at vurdere hvor slemt det er, da Ese jo ofte græder og skriger, men denne gang virker det lidt anderledes. Pludselig begynder Onajite også at græde højlydt. Vi tror at hun blev utryg fordi Ese var så ked af det, så pludselig står vi med to meget højt grædende og skrigende børn, Signe er klar til at kører på skadestuen med Ese, imens Steffen er lidt mere rolig. (Vi er et godt match :-)) Efter en lille halv time og øjet er blevet skyllet virker Ese mere frisk og han siger at det ikke gør ondt mere. Aftensmaden bliver indtaget og børnene leger fangeleg imens, Uchechi leger løve og jagter de andre børn. Det går ikke stille for sig og tror desværre at det er vores børn der skriger højst. Efter middagen snakker Elvira med Ope (et af de franske pars adoptivbørn på ca. 5½) om hans historie, og hun får en del detaljer at vide. Det er jo værdifuld viden for adoptivforældrene når de skal forstå og snakke med deres børn efterfølgende. Derudover er det jo godt for barnet at få fortalt og forstået sin historie, så han ikke føler at han har gjort noget forkert. Det ville være dejligt hvis vi også kunne få lidt flere informationer om vores børn, men de var kun ca. hhv. 7 og 18 mdr. da de kom på børnehjem, så det skal vi nok desværre ikke forvente. Kl 21.30 går vi op i lejligheden og putter børnene, det tager lidt længere tid end sædvanligt, men tror at både Ese og Onajite blev lidt bange og utrygge da Ese fik noget i øjet.

26.12.2012

Vi sov længe i dag, til kl 8.30!! Vi er vant til at børnene vågner omkring kl. 7, men i dag lod vi børnene sove indtil de vågnede, da de i går kom lidt sent i seng. Vi spiste morgenmad i lejligheden og hyggede os alle 4 da vi trængte til lidt rolig tid sammen. Ved frokosttid gik vi ned i huset, børnene legede med de andre børn og vi spiste alle frokost. Efter frokost puttede Signe børnene mens Steffen kørte i supermarkedet, vi havde et akut behov for bleer, engangsservietter og øl :-) Vi plejer jo at dele en enkelt øl når børnene er lagt i seng om aftenen. Vi har besluttet at lade børnene sove 2 timers middagslur istedet for 1,5 time, da vi er oppe så længe om aftenen. Vi havde egentlig planlagt at tage i poolen i dag, men Ese er snottet og vi ville hellere lade børnene sove lidt længere. I stedet gik vi, efter middagsluren, ned i den lokale kiosk og fik en is. Det viste sig så at Signe havde købt frossen mælk med vaniliesmag (frossen milkshake?) og ikke en is.... Men børnene var ligeglade, de spiste det hele, selvfølgelig. Da vi kom tilbage var det tid til børnenes aftensmad og efter det vores aftensmad. Vi får som altid 3 retter, i dag salat med tun til forret, kæmpe rejer med pasta til hovedret og ananas og bananer til dessert. Vi får altid frugt til dessert og det smager fantastisk hernede. Vi får lidt vin til maden og beslutter os for at tage på bar bagefter. Vi tager børnene under armen og begiver os mod den nærmeste bar. Vi er 7 voksne og 5 børn. Det er rigtig hyggeligt, men Ese og Onajite er trætte, så de har svært ved at sidde stille. Franskmændene har fået en ide med at når deres børn ikke opfører sig ordentligt, så "ringer" de til politiet, og de truer med at politiet kommer og tager dem. Ese og Onajite bliver bange hver gang og vi prøver at fortælle dem at det ikke passer og at vi aldrig vil lade nogen tage dem fra os. Vi må indrømme at vi syntes at det er noget skidt at true med sådan noget, men franskmændene opdrager åbentbart deres børn lidt anderledes end vi gør. Vi er alle 4 godt trætte da vi kommer hjem og børnene falder da også hurtigt i søvn.

25.12.2012

Vi er trætte da vækkeuret ringer, men Ese har det godt igen og han smiler og griner, dejligt. Vi tror ikke at det er malaria alligevel, men en maveinfektion. Vi tager tøj på og skynder os ned i huset, der er morgenmad og under juletræet ligger der tonsvis af gaver og venter. Heldigvis ved børnene endnu ikke hvad der skal ske, så de er dybt koncentreret over maden. Lige pludselig hører vi et "ho ho ho"... Julemanden er kommet og børnene løber hen til ham og sætter sig på hans skød. Desværre er Ese og far ude på toilettet men mor får overtalt julemanden til lige at vente på Ese. Ese er dog ikke særlig tryg ved situationen, men han tager imod sin gave. Efterfølgende er der et kæmpe virvar af pakker, grinenede børn´, grædende børn og voksne der prøver at holde styr på det hele. For Ese og Onajite er det simpelthen for meget, de kan ikke finde ud af hvad der er deres og hvad der er de andre børns. Ese bliver hysterisk flere gange, da han vil have hvad de andre børn har. Så vi glæder os til næste år, den danske jul er lidt mere stille og rolig :-) Efter udpakningen går det dog lidt bedre, børnene leger med deres gaver og der er knap så meget gråd. Familien går i kirke kl 10.00, vi bliver hjemme da Ese stadig ikke er helt på toppen (måske lidt en undskyldning, da Ese er mega frisk, men far og mor er trætte efter en hård nat :-)) Vi går derfor op i lejligheden og slapper af. Kl 12.00 har vi inviteret de franske par op på en øl og lidt snack. Vi har prøvet at forberede børnene på at de skal dele deres legetøj med de franske pars børn, og det går faktisk rigtig godt. Kl 13.00 går vi ned i huset igen, børnene får frokost og de voksne spiser bagefter. Børnene er blevet ret gode til at lege sammen når de voksne spiser. Det er rigtig dejligt og giver samtidig os en mulighed for at slappe lidt af. Kl.15.00 putter vi børnene og nu (kl.15.35) ligger Steffen og børnene og sover og jeg (Signe) sidder og spiser alt den chokolade vi fik i julegave af Alain og Elvira, nam! :-) Signe lader Steffen og børnene sove længe i dag, til kl 17.00, da vi skal til julefest i aften i huset med familien og de franske par. Vi har indtil videre kun "klatvasket" børnene, da vi ikke har lys og tryk på vandet i badeværelset om dagen. Men da børnene vågner skal de under en bruser for første gang. På børnehjemmet bliver de vasket med en spand og en klud. Vi er lidt spændte på hvordan de vil tage det, men de har set os stå under bruseren, så vi håber at det går. Vi tager tøjet af dem begge og stiller dem ind i brusekabinen, Signe holder bruseren og Steffen filmer. Hver gang vandet rammer dem, hviner de af fryd, og de syntes at det er mægtig skægt :-) Signe sæber dem ind og vasker deres hår. Onajite's hår er ved at være lidt langt, så vi har købt en kam og noget olie til at putte i håret (efter vejledning fra Rosita). Hendes hår bliver blødt og lækkert bagefter. Efter badet går vi ned i huset og finder en bil vi kan låne. Vi bruger enormt mange engangsservietter under bleskift, så vi skal ud og købe flere af dem + diverse andre ting. Supermarkedet har desværre lukket, så vi må skuffe børnene og kører hjem igen. De havde ellers glædet sig, men til hvad ved vi ikke helt, de blev ved med at snakke om Supermand og ikke supermarkedet, så tror måske de havde misforstået noget :-) Da vi kommer tilbage spiser børnene aftensmad og Signe går op og vasker tøj (i hånden) og lægger tøj på plads. Vi er så priviligeret at have en tørretumbler, men den virker jo kun når vi har strøm, så det er med at udnytte tiden. Vi spiser aftensmad kl 21.15 og kl 23.15 går vi op til os selv. Børnene er totalt overtrætte og har spist enormt meget chokolade, men de falder hurtigt i søvn. Vi har alle 4 hygget os i aften, der har været høj musik, dans og mad - lige noget for os, så er sikker på at vi sover godt i nat.

24.12.2012

I dag har været en begivenhedsrig dag. Vi bliver hentet af chaufføren kl 7.45, da vi skal være i ministeriet kl 9. Vi må ikke tage børnene med og det er rigtig hårdt at skulle sige farvel til dem. Vi kører til et busstoppested hvor vi skal hente Chinasa, en repræsentant fra LIFE. Hun er forsinket, og vi venter en halv times tid, lidt svært for os, da vi selvfølgelig gerne vil komme til tiden. Chinasa har glemt nogen papirer på kontoret, så vi skal der omkring først, vi bliver lidt bekymret for om vi nu kan nå det og det samme gør chaufføren, specielt da vi hører en eller anden fra ministeriet nærmest råbe af Chinasa i telefonen, men Chinasa tager det med et smil. Vi ankommer til ministeriet kl ca 09.15 og bliver vist ind i et lille kontor hvor Special Advisor to the Governor sidder. Vi får et skema vi skal udfylde, med en masse spørgsmål, bl.a. om vores uddannelse, job, forældres job etc. En meget sur dame - Head of Adoption, kommer ind med vores sag og Special Advisor underskriver papirerne. Det viser sig så at være et af de franske pars sag, så den sure dame bliver endnu mere sur og finder tilsidst vores sag frem. Han underskriver vores approval letter og vupti, mange måneders ventetid er forbi. Da vi forlader kontoret afleverer vi to symbolske gaver (et slips og et tørklæde) en til Special Advisor og en til Head of Adoption. Vi har hørt hjemmefra at det er en god ide at tage gaver med hvorimod de franske par har hørt at man ikke skal give gaver. Vi finder vores chauffør og begynder at kører fra ministeriet igen. Chinasa's telefon ringer og det er den sure dame der siger at vi skal komme tilbage. Hun mangler et dokument. Vi går ind på kontoret igen og hun ser noget fortørnet ud over at vi er med. Hun peger på Signe og siger "sit down madam" i en meget streng tone. Signe bliver så bange at hun skynder sig ud af kontoret og stiller sig ud på gangen, Steffen nåede aldrig derind, så hurtigt var Signe ude igen. Forhåbentlig er det sidste gang vi skal møde hende. Vi kører til et paskontor, da Chinasa skal aflevere nogle julekort, der er en enorm trafik og vi holder længe i kø. Der er meget militær i byen, da det dels er jul og dels er en general er død som skal begraves i dag, og alt dette skaber frygt for terroraktioner fra Boko Harem (islamisk terrororganisation fra det nordlige Nigeria). Efter paskontoret kører vi til LIFE's kontor for at tage kopier af vores approval letter. Vi kører videre til Living Fountain Orphanage og aflevere approval letteret til Mrs. Obieri. Nu er børnene fri og vi må tage børnene med hjem til lejligheden. De er jo så allerede hos os, men nu er alle formaliteterne i orden. Vi er lettet over at første skridt i hele vores sag hernede er forbi, næste skridt bliver retten. Vi har ikke fået købt julegaver til børnene, så vi kører forbi et stort shoppingcenter. Klokken er nu ca 13 og vi er tørstige, sultne og trætte. Vi går ind i KFC (Kentucky Fried Chicken) og får en burger, som selvfølgelig er for stærk for Signe. Dybt skuffende, da hun sådan havde glædet sig til noget junkmad, men alt mad er åbenbart stærkt hernede. Vi køber en dukke, et fiskestangsspil, en dims der kan sige mange lyde og et thesæt. Vi er lidt i tvivl om hvad vi skal købe til Ese, da han er rigtig glad for en dukke der er i huset og når man spørger ham om han er en dreng siger han nej, men spørger vi ham om han er en pige, siger han ja?? :-) Det skal vi nok arbejde lidt med.. Vi kommer hjem ved 15.00 tiden og Ese sover på sofaen i huset, men Onajite er vågen. Ese virker varm og han er svær at få helt vågen. Vi går op i lejligheden og efter en times tid og noget børnepanodil virker han friskere. Han har lidt feber, men ikke noget alarmerende. Vi hygger i lejligheden og nyder at være sammen med børnene igen. Vi skyper med Signes forældre og bror og hans familie og Steffens forældre og søster og hendes familie. Børnene er helt oppe at kører og Ese er meget pylret, så det kan være lidt svært at holde fokus med familien, men det var dejligt at se og høre dem alle sammen. Vi skal til julefest hos nogen af Alain og Elvira's venner i aften, så vi begynder at gøre os klar til det. Ese skifter lidt mellem at være meget stille og passiv og grædende og skrigende. Vi beslutter at give festen en chance, så vi går ned i huset hvor kokken har lavet aftensmad til børnene. Ese spiser næsten ingenting, kun en halv portion spaghetti. Det er tydeligt at han har det skidt, så vi går op i lejligheden igen. Signe skifter ham og han har voldsom diarre, sveder og puster. Steffen går ned og aflyser festen for vores vedkommende og henter vores ting. Kokken er så sød at lave noget mad til os som Steffen tager med op. Elvira mener at Ese har fået malaria, så vi prøver at behandle ham med malariamedicin. Han skal have 4 tabletter og vi sidder i sengen og prøver at få dem i ham. Det er ikke nemt!! Så er det altså nemmere med en sur kat eller hund! Langt om længe får vi tabletterne i ham men kort tid efter står der en stråle af opkast, indeholdende spaghetti og andet ud over sengen og Signe. Note til os! Tabletter skal tages stående på gulvet, ikke i sengen :-( Vores dyner er gennemblødte, Signe's eneste sæt fine tøj er gennemblødt og vi har en lille stakkels syg søn. Øv. Vi dropper at forsøge at give ham flere tabletter i dag og lader ham sove. Onajite bliver også lagt i seng og kl 21.00 sætter vi os og spiser aftensmad og drikker en velfortjent øl. Klokken er nu 22 og Steffen er faldet i søvn på sofaen. Det har været en lang og hård dag. I morgen tidlig skal vi ned i huset og børnene skal have deres gaver som endnu ikke er indpakket, vi har glemt at købe indpakningspapir, så de bliver nok bare pakket ind i en plastikpose ;-) Vi glæder os til at vi om et år kan grine af vores første juleaften sammen som en familie på 4 :-) Selvom det ikke rigtig føles som jul her hos os, så fik vi dog den bedste julegave vi kunne ønske os. Nemlig at Lagos State nu har godkendt vores adoptionsansøgning og børnene er frigivet i vores varetægt...fantastisk :-) Aftenen afsluttes med tøjvask og oprydning.

Glædelig jul alle sammen :-)

23.12.2012

Vi har sovet til 7.30 i dag, dejligt :-) Det hjalp at få sat sofaen op mod sengen, nu har alle mere plads. Morgenmaden bliver igen indtaget i huset og de franske par og familien i huset gør klar til at gå i kirke. Vi har været i kirke et par gange hernede, så vi springer over i dag. Vi pakker i stedet svømmetøjet og går en 10 min. gang ned af vejen til en stor pool, som man må låne, mod betaling. Der skal være en fest senere, men vi får lov til at være der en times tid. Tror de fik lidt ondt af de to svedende bleghvide mennesker med deres to svedende børn :-) Vi har stadig ingen badevinger, men indtil videre virker deres badedyr godt. Vi går ud og tisser med børnene inden vi går i vandet og 5 min. efter vi er kommet i poolen, skal de tisse igen... vi finder igen toilettet, tager badedyr og badetøj af, men ingen tisser??? :-) På med det hele igen og så i vandet.. Sådan er det vist bare at være forældre. Børnene får deres kl 11.00 snack ved poolen og vi går hjem igen. Signe sidder og kigger billeder med Onajite på sofaen, og så falder Onajite i søvn.. Rigtig dårlig timing, da vi skal ned og spise frokost. Vi vækker hende og går ned i huset. Alle børnene sætter sig ved bordet og deres spises på livet løs. Alain spørger om vi stadig vil med til hans chef's hus her kl 14.00. Det havde vi glemt alt om og børnene er trætte så takker pænt nej tak. Kokken har ikke forberedt frokost til de voksne, da alle skal afsted og der er ikke mere tilbage af børnenes mad, selvfølgelig. Så vi må igen undvære et måltid og går op i lejligheden og putter børnene. Da børnene vågner får de deres sutteflasker og vi trisser lidt rundt i lejligheden. Vi læser bøger, spiller på iPad og hører musik. Da det er tid til aftensmad går vi ned i huset. Alle er stadig til fest, og ingen ved hvornår de kommer hjem. Vi får arrangeret noget mad til børnene, men er igen i tvivl om hvorvidt vi skal vente på de andre. Kokken ved heller ikke om de kommer hjem til aftensmad, så han tilbyder at lave noget mad til os.. Ja tak!, Vi er ved at være godt sultne. For Signe's vedkomne får vi desværre serveret en lidt stærk ret, men Steffen nød det. Efter mad og leg med ChiChi i huset, går vi hjem og putter børnene. I morgen er det juleaften, og vi har endnu ikke fået købt gaver til børnene. Vi skal tidligt op i morgen, vi bliver hentet kl 7.30 og så tager vi i ministeriet. Vi håber at indkøbscenteret har åbent så vi kan få købt lidt gaver på vej hjem. Vi har fået at vide at det kan tage fra 2-5 timer i ministeriet, så vi kan ikke engang fortælle børnene hvornår vi er hjemme. Børnene skal passes af alle i huset, det er rigtig svært for os ikke at vide at der er en bestemt person der passer på dem. Men vi håber at det går og at hvis den skrappe Happiness skal passe dem, at hun så vil være knap så skrap i morgen, børnene er så bange for hende.

22.12.2012

Den første nat sammen er gået ok. Både Signe og Steffen har været vågne mange gange, vel stort set hver gang et af børnene har vendt sig eller givet lyd fra sig, og det sker tit har vi fundet ud af. Der er ikke alt for meget plads i vores dobbeltseng til to voksne og to meget bevægelige børn, så vi skal have fundet på noget til næste nat. Ese vågner ca. kl. 7 og Steffen står op med ham. Onajite og Signe sover lidt længere...vist tiltrængt. Da alle er stået op går vi ned og får morgenmad. Børnene har en enorm appetit og de spiser 3 portioner havregryn (eller noget der ligner) og et halvt toastbrød hver. Vi går tilbage til lejligheden og børnene virker glade og tilfredse. Ese er stadig jævnligt meget pylret, han begynder let at græde og ofte går det nærmest over i hysteriske anfald. Det er ofte bitte bitte små ting han reagere på. Det kan eksempelvis være at tage en trøje på, at gå op af trapperne, eller hvis Onajite leger med noget han gerne vil lege med. Han prøver desuden konstant vores grænser af ved at foretage handlinger som han ved vi ikke vil acceptere. Det kan tit være meget frustrerende for os da vi jo ikke ønsker at sige stop eller nej hele tiden. Der sker helt klart en masse i ham i øjeblikket, og vi prøver at møde ham og rumme ham, men hold op hvor er vi sat på prøve en gang i mellem. Heldigvis har vi hinanden, vi diskutere ofte hvordan vi skal tackle de forskellige situationer og om der var noget vi kan gøre anderledes. Det er guld værd. Lige i øjeblikket forsøger vi at anvende følgende taktik når han bliver ved med at gøre noget vi ikke kan acceptere: Vi løfter ham op (forsøger at gøre det roligt) og går lidt afsides hvor vi forsøger at forklare ham at den handling han udføre ikke er ok (med tryk på at det er handlingen der ikke er ok) og til slut bekræfter vi ham. Vi synes at taktikken virker nogenlunde i øjeblikket, og det er positivt for både Ese og os at i og med at vi løfter ham op og går afsides så går der et stykke tid før vi irettesætter ham...dermed er alle faldet lidt ned.

Signe bliver konstant angrebet af myg når vi bevæger os udenfor, vi går derfor ud for at finde en myggespray. Vi går forbi en byggeplads og Ese og Onajite bliver helt opslugt af at følge med i mændenes arbejde, heldigvis er mændene smilende og taler til børnene. Vi vækker en del opsigt når vi sådan går rundt hernede, der bliver kigget efter os og vi får nogen kommentarer i ny og næ, kun positive. Vi går forbi en mand der står og taler i telefon, da han ser Onajite tager han hende op og spørger Signe om hun passer på hende. Signe siger at Onajite er hendes datter og manden smiler stort og siger "God bless you". Apoteket har lukket så vi går på en bar i stedet og får vand til børnene og øl til forældrene. Vi har fået for vane med at drikke en øl dagligt. Det er en lokal øl der hedder Star og hvis jeg (Signe) husker rigtgt var det også dem vi drak i Ghana, ik´ Tobias? Øllen er lavet på sorghum kornsorten, er lys og smager dejlig let og frisk. Da vi kommer tilbage til huset spiser børnene frokost og de voksne spiser efter. Da Ese og Onajite er trætte går Signe op og putter dem og Steffen overtager da han har spist. Det er lidt svært at få nogen faste rutiner hernede, da man aldrig helt kan regne med spisetiderne. Frokost kan bliver serveret kl 13.00 eller kl 15.30, aftensmad kl 19.00 eller kl 20.30, det er alt afhængig af Elvira og Alain. Det er faktisk lettere frustrerende en gang i mellem. Det samme sker da børnene skal have aftensmad kl 18.00. Vi går ned i huset kl 17.45 (børnene og os selv var sultne) men der er ingen. Elvira og Alain kommer og spørger om vi vil et smut med til supermarkedet og det siger vi ja tak til (det ligger 2 min kørsel derfra). Der er enormt mange mennesker så der er hurtigt gået en lille time. Vi kører forbi nogen af deres venner for at aflevere noget og bliver budt ind på en øl, det er forresten der vi skal holde stor julefest på deres tagterasse den 24 december. Vi er først hjemme kl ca 19.30 og børnene får deres aftensmad. Vi render op og skifter dem og gør dem klar til natten. Vi går ned i huset igen og så er det de voksnes tur til at spise. Heldigvis er der en del andre børn Ese og Onajite kan lege med, og efter en lille time lægger de sig i sofaen. Vi er tilbage i lejligheden kl 21.30 hvor vi lægger børnene i seng. Det er nok sådan vi skal forvente at det vil være resten af tiden hernede. Det er ikke helt efter "adoptionsbogen" mht. ensformighed, men vi håber det går da det ellers bliver svært at deltage i noget som helst.

21.12.2012

Så blev det alligevel jul i vores lille familie :-) Vi fik det længe ventede opkald af Elvira i formiddags. Vi skal i ministeriet på mandag kl. 9!! Vi er så glade og så lettet, det var den bedste julegave vi kunne få. Elvira ringer igen om eftermiddagen og siger at vi ikke skal aflevere børnene på børnehjemmet i aften, så de skal sove hos for første gang i aften, fantastisk :-) Så dagen i dag er gået med at fejre at vi nu alle 4 er sammen for altid. Vi har spist chokolade og været i "parken" med de franske par og deres børn. Vi tilbringer en del af dagen i huset hvor Ese og Onajite leger med de andre børn. Børnene spiser aftensmad ved 18-19 tiden (det kan være meget svingende hernede) og de voksne spiser ved 20-21 tiden. Vi er lidt i tvivl om hvordan vi skal tackle det, da børnene gerne skulle i seng ved 20 tiden og vi vil ikke have at de skal ligge alene i lejligheden. Så i aften springer vi aftensmaden over og så må vi se hvad vi gør i morgen. Da det er sengetid får de begge deres nye nattøj på. Ese glæder sig til at skulle i seng, Onajite er lidt mere stille. Vi synger "se den lille kattekilling" og Ese falder ret hurtigt i søvn. Onajite ligger og vender og drejer sig. Hun græder ikke og siger faktisk ikke et ord, men vi kan se at hun er utryg og hun har lukket sig helt ind i sig selv. Vi skiftes til at gå rundt med hende, men ingenting hjælper. Det virker til at hun er mest tryg ved Signe, så hun trækker det største læs med at få Onajite til at falde i søvn. Ca. kl 01 går Signe ind i stuen med hende og de sidder i sofaen og får en kop vand. Signe begynder at læse en bestemt pixiebog (Onajite kan den snart udenad, på dansk!), den bliver læst igen og igen og tilsidst falder Onajite i søvn på sofaen. Signe bærer hende ind i sengen og endelig ligger vi alle 4 stille og roligt og sover :-)

Før man kan rejse til Nigeria fra DK skal man have et visum. Vi søgte og betalte for et visum i DK som har en varighed på 3 mdr. Det viser sig så nu at når man ankommer til lufthavnen i Lagos, så stempler de visummet så det kun har en gyldighed på 1 mdr. Det er åbentbart normal praksis for begge de franske par og os har oplevet det. Det betyder, at vi nu i begyndelsen af januar skal søge om forlængelse af visum...mod betaling selvfølgelig.

20.12.2012

Det første børnene gør når de kommer om morgenen er at smide tøjet. De vil have deres eget tøj på. Vi skifter ble og gør dem klar til dagen. Vi har købt en legetøjsbil med lego i og den får børnene. Der bliver med det samme skænderier da de begge vil lege med den samtidig. Note til os! Køb en ting til dem hver! De har svært ved at lege sammen, da de er meget "besidderske", de siger tit "all mine, this is all mine!". Engang i mellem lykkedes det og de kan sidde stille og roligt og lege sammen, men bliver der taget noget legetøj ud af Ese's hånd, bliver han dybt ulykkelig, indtil han får det igen. Der har vi noget at arbejde på! Vi lægger børnene i seng kl 13.00 i dag, da vi skal til fest senere. Det går fint med at få dem til at sove. Vi sidder og snakker i stuen om dagens begivenheder, dagens statusmøde, en god vane vi har fået. Pludselig hører vi et bump fra soveværelset. Onajite er faldet ud af sengen :-( Vi er med det samme hos hende og får hende lagt i seng igen. Signe lægger sig med hende i armene, men hun falder ikke rigtig helt i søvn igen. Efter en halv time står vi op og gør børnene klar til fest.I dag holder Elvira nemlig fest for sine kollegaer. Festen begynder kl. 14 og varer indtil ca. kl. 18. Der serveres nigerianske retter, ris med kylling i den ene ret og yam med en eller anden flydernde fiskeblanding. Man bruger fingrene og tager et stykke yam som rulles og dyppes i fiskeretten. Ris retten smager dejligt, lidt krydret, mens fiske retten vist ikke er vores livret. Der er gang i festen og allerede efter en ½ time begynder folk at danse. Det er utroligt den rytme i kroppen folk har hernede, og den umiddelbare glæde de udviser. der kunne vi godt lære lidt. Elvira forsøgte at lære Signe lidt nigeriansk dans. Ese og Onajite er meget generte, de vil helst sidde oppe hos os. De løsner dog mere op da de ser at der er mad :-) Flere forskellige tager igennem dagen Onajite op. Vi kan se på hende at hun ikke bryder sig om det, men det er svært for os at stoppe det, da det bare er sådan det er hernede. Vi forsøger at holde os i nærheden og beholder kontakten med hende imens. Mere føler vi ikke rigtig at vi kan gøre, uden at det efterkommer en lang forklaring, som vi ikke tror at de vil forstå. Heldigvis bliver det bedre i Danmark, da alle i vores omgangskreds er informeret om den specielle situation det er at være adopteret. Om eftermiddagen begynder børnene at blive urolige og vi går derfor op i lejligheden får at give dem lidt ro. Da det er tid til at skifte til børnehjemstøj lægger vi os alle i sengen og tumler lidt rundt. Børnene syntes at det er mægtig skægt. Ese hiver op i Signe's trøje og undersøger hende fra top til tå. Han lægger sig på hendes mave og knuger sig ind til hende, dejligt! Vi kører ud på børnehjemmet, i dag får vi lov til at tage med. I bilen begynder Onajite at lukke sig inde i sig selv og efter vi ankommer går hun med det samme op til sovesalen. Ese vil ikke slippe os. Vi kysser og krammer og til sidst må vi give slip på ham og lade en plejer tage over. Det er meget svært at holde tårene tilbage og de får da også frit løb da vi sidder i bilen på vej hjem igen, uden vores børn. Vi snakkede med Utibe (som varetager vores sag ved LIFE) til festen og hun bad os om at have tålmodighed. Personen, i ministeriet som skal underskrive vores approval letter er blevet sur på Utibe, hvilket åbenbart giver nogen samarbejdsvanskligheder. Hvad der er op og ned i hele situationen ved vi dog ikke. Det eneste vi ved er at der mangler en underskrift og den håber vi virkelig kommer i morgen, da det er sidste chance inden jul.

19.12.2012

I dag har vi været på vores første lille ekspedition ud i den store verden sammen med Ese og Onajite. Det var meningen at vi skulle have været i supermarkedet, men den bil vi havde lånt manglede desværre strøm. Vi tog i stedet på jagt efter en legeplads i nærheden af hvor vi bor. Efter en lang og udmarvrende gåtur (tog mindst 5 min men det var varmt:-)) kom vi til en halvvissen græsplæne ved vandet med to gamle gynger...målet var nået. Det var fantastisk at komme ud med børnene. Gyngerne virkede dog ikke særlig godt, der lå masser af affald på græsplanen og i vandet, men bare det at være ude nød både børnene og vi. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi tager på eventyr sammen alle 4.

Det går stadig fremad med børnene og os. Ese virker meget mere rolig og tryg, mens Oanjite stadig virker usikker på sig selv, på os og det hele. Hun bryder sig generelt ikke om at vi "front-mod-front" kommer for tæt på hinanden, og specielt ikke om morgenen når de lige er kommet og efter hendes lur. Hun åbner dog op i løbet af dagen. Når vi kommer for tæt på hende eller hun bliver sat i en for hende ukontrollabel situation bliver hun fjantet, med lidt voldsomme bevægelser og trækker sig. Ese derimod, vil gerne være tæt, vil gerne kysse og knuse. Vi skal dog passe på med at sige for meget "nej" til Ese, da han så bliver utryg og ked af det. Vi er derfor meget opmærksomme på at når vi skal irettesætte Ese så forsøger vi at sætte ord på hvad han ikke må og derefter bekræfter ham i at vi elsker ham og at han er perfekt som han er.

De franske par har fået deres børn i dag...det kan åbentbart også gå hurtigt hernede. De fik børnene leveret til huset, og det er vist meningen at de nu skal beholde dem. De så første gang billeder af deres børn i går og i dag da de får børnene er det første gang de møder dem. Efter lyden i huset at dømme, så tyder det på at de får deres sag for. Det må også være noget af en omvæltning for børnene og forældrene.

Vi fik en sms i morges om at LIFE stadig arbejder på at få vores papirer så vi kan få børnene på fuld tid og at vi skal være tålmodige, men ellers har vi intet hørt. Vi begynder at have lidt svært ved at tro på at vi kan nå det inden weekenden, hvorefter alt jo lukker i 3 uger, men vi forsøger at holde modet og humøret højt indtil videre.

18.12.2012

Vi har intet hørt i dag vedr. besøg i ministeriet, så det er stadig uvist om vi når det inden fredag:-( Det er ufatteligt hårdt at tænke på at vi formentlig de næste 3-4 uger skal hente og aflevere børnene på børnehjemmet hver dag...det er absolut ikke i hverken børnenes eller vores interesse, Vi har dog som et meget lille plaster på såret fået at vide at vi godt må bevæge os rundt i lokalområdet med børnene, så nu er vi pludselig ikke helt så låste mere, men det hjælper ikke på den belastning det er for børnene at blive fragtet frem og tilbage mellem os og børnehjemmet. Nå...tilbage til de positive tanker...der er stdig et par dage til fredag og starten af juleferien. Der er dog ingen julestemning her...håber at den også snart indfinder sig.

Vi har haft en god dag sammen med børnene. Der er blevet leget, danset og sunget. Dagen er bare gået godt, og har stort set været konfliktfri. Vi er begge enige om at vi har fået et par fantastiske børn og at vi har været utroligt heldige at lige netop Ese og Onajite blev vores. Vi er vist begge forelsket:-)

17.12.2012

I dag er der ikke rigtig sket så meget. Vi har hygget os med børnene, de har dog været lidt mere pylret end sædvanligt. Det er klart at de reagere på det der sker og det gør det ikke bedre at vi skal svigte dem hver aften, når vi sender dem tilbage til børnehjemmet. De franske par der kom i lørdags skal i ministeriet i morgen og så må de få deres børn på fuld tid fra på fredag. Vi har endnu ikke hørt at det også gælder os, men vi håber på rigtig godt nyt i morgen tidlig. Hvis ikke vi kommer i ministeriet i denne uge, skal vi vente til den sidste halvdel af januar... Og det betyder altså at vi i den periode ikke må tage nogen steder med børnene og at vi skal aflevere dem hver aften :-(:-( Vi er lidt nedtrykte i øjeblikket, selvom vi hele tiden hører hernede at vi skal være positive, "så får I det, lige som I vil have det", så det prøver vi...
Så kryds fingre for os i denne uge og send os alle de positive tanker i kan, vi har brug for dem :-)

16.12.2012

Vi står tidligt op i dag, da vi skal i kirke med familien. Gudstjenesten starter kl 8.00 og grundet trafikken skal man kører i god tid. Da vi står op opdager vi at vi ingen vand har i lejligheden, så det sædvanlige morgenbad må vi springe over. Så er det altså ikke nemt at vågne en tidlig søndag morgen. Det er en katolsk kirke og der er ca plads til et par tusinde. Kirken var fyldt, så det er lidt anderledes end i Danmark. Gudstjenesten er som nævnt katolsk, men med et klart afrikansk islæt. I kirken i dag fejres "harvest" og i den forbindelse fejres de enkelte stater hvor personer fra de disse stater går op til alteret og bliver velsignet af præsten. I dag fejres to stater, og da de fejre Imo State kommer et helt optog ledt at flere personer i "uniform" med trommer, fløjter, dans og afrikansk sang. Det var ganske oplivende at se og høre. Efter kirken køre Alain os til børnehjemmet for at hente børnene. På vejen slår vi et smut forbi et stort indkøbscenter for at købe forskellige ting til os og børnene. Vi har fundet ud af at to børn kræver en del indenbords...og at det selvfølgelig også skal ud igen. Vi køber bl.a. også medicin mod orm til børnene og så leder vi efter svømmevinger da vi skal i pool i eftermiddag, men finder dem desværre ikke. Da vi kommer ud til børnehjemmet er kl, næsten 12, så det er sent vi får dem hentet i dag. De bliver glade for at se os, og vi køre tilbage til vores lejlighed. Børnene smider straks deres børnehjemstøj og vil have deres eget tøj på. Kl. 13 er det allerede tid til frokost, og vi mødes med familien og de to franske par som ankom i går aftes for første gang. Der er ikke længere plads til børnene ved det store spisebord, så der er dækket op til dem ved et lille stuebord. Vi skal nok forvente at de nu skal spise der for eftertiden. Det er første gang vi skal spise ved ét bord og børnene ved et andet, og det er lidt svært, specielt da der jo stadig ikke skal meget til for at gøre dem utrygge. Vi kan også se at de hele tiden holder øje med os, så vi skiftes stort set til at sidde sammen med dem. De franske par virker søde, og de fleste af dem kan heldigvis engelsk, så vi skal nok få mange hyggelige stunder sammen med dem. Det ene par skal adoptere en dreng og en pige på hhv. 4½ og 5½ (de er ikke i familie hvilket man godt må i Frankrig) og det andet par en pige på 3½. Ingen af dem har endnu set billeder af deres kommende børn og de ved endnu ikke hvornår de skal møde dem for første gang...det må være både mærkeligt og svært. Efter frokosten skal vi skynde os at få puttet børnene, da vi skal ud og bade kl. 15.30. De sover heldigvis hurtigt, men da vi først får dem puttet omkring kl. 14.25 bliver det en kort lur. De er derfor svære at vække kl. 15. Mens børnene sover pakker vi de ting vi skal have med til poolen, og det er da utroligt så mange ting vi bliver enige om at vi skal have med for at være forberedte på enhver tænkelig situation. Heldigvis er børnene så glade for de tasker vi har givet dem, så de bære selv deres badetøj og drikkedunk. Vi er meget spændte på badeturen, da vi ikke tror at de har set en pool før. Steffen bliver bedt om at køre den ene bil, det kan være lidt af en udfordring hernede. Køreturen går godt, men da vi ankommer punktere bilen. Gad vide om han får lov til at køre igen... Det skal lige siges at det ikke var Steffens skyld, men en skrue på parkeringspladsen. Signe går op til poolen med børnene, mens mændene skifter dæk på bilen. Børnene vil i vandet med det samme og Signe får noget sved på panden af at holde styr på dem begge. Da alle er kommet i badetøjet og mændene er tilbage, går vi i vandet. Signe med Onajite og Steffen med Ese. Onajite vil i med det samme og vil faktisk helst i uden Signes hjælp, vi tror ikke at hun er klar over at hun ikke kan svømme eller bunde. Ese er lidt mere tilbageholdende, han går i med Steffen, men vil hurtigt op igen. Efter at Steffen og Ese har siddet med fødderne i vandet i et stykke tid, vil han dog gerne i igen. Denne gang bliver han i og også han virker frygtløs. Begge børn prøver at kaste sig fra vores arme og ud i vandet og vi har svært ved at forklare dem at vi altså bliver nødt til at holde dem. På et tidspunkt står Ese på kanten og kigger ud over poolen, pludselig hopper han i. Heldigvis er Steffen lige ved siden af ham og når at gribe ham. Da vi går op af vandet er vi derfor lidt nervøse for at de hopper i, så vi har frygtelig travlt med at holde styr på begge børn og sørge for at de ikke løber på de glatte fliser. Vi håber ikke at vi skræmte franskmændene for meget ;-) Alt i alt er det en dejlig eftermiddag, da vi endelig er ude og lave noget sammen. Børnene er glade, de synger og pjatter og er knap så generte overfor familien længere. Vi er alle 4 godt trætte da vi kører hjem og der er da heller ikke så meget brok, da børnene skal have deres børnehjemstøj på. Det eneste vi fortryder i dag er at vi ikke har fået taget så mange billeder / videoklip. Vi ville gerne have foreviget deres første svømmetur, men det er svært når vi begge har travlt med børnene. Vi får lov til selv at aflevere dem i dag og det var dejligt. Vi afslutter en god dag med at spise aftensmad med de franske par, da Alain og Elvira er ude i aften.

15.12.2012

I dag er det præcis 2 år siden vores børn kom på børnehjem. Ese var 18 måneder og Onajite var 7 måneder. Vi har været matchet til dem begge siden oktober/november 2011, så en LANG ventetid er forbi, og nu er vi sammen...næsten. Vi mangler stadig at få dem på fuld tid, og vi kan mærke at det slider på både os og børnene. De hentes mellem kl. 9-10 om morgenen og bringes tilbage til børnehjemmet mellem kl. 18-19 om aftenen. Det er utroligt hårdt at sige farvel til børnene hver aften, og vi føler lidt at vi skal bruge den første ½ time hver morgen på at genetablere forholdet til børnene. Begge børn græder mere og de reagere mere sensitivt på små ting. Det er et godt tegn, men det er hårdt for os som forældre at være vidne til. Vi ved stadig ikke hvornår vi får dem fuldt ud, men forhåbentlig bliver vi klogere i næste uge. Ese græder meget i dag da han skal skifte til børnehjemmets tøj inden aftensmaden. Han vil ikke have børnehjemmets tøj på. Vi får ved fælles hjælp trøstet ham, men det er hjerteskærende at se og høre at han er så ked af det og der ikke er noget vi kan gøre ved det. Hvad plejer andre at gøre? Vi overvejer at sende børnene tilbage i deres ejet tøj og så bede børnehjemmet om at sende det retur næste dag sammen med børnene. Vi har tidligere prøvet at sende børnene hjem i ejet tøj, hvorefter vi ikke så mere til det, og så meget tøj har vi heller ikke med. Dagens aktivteter sammen med børnene ligner i dag meget de foregående dage. Vi forsøger at holde nogle faste rutiner, så dagene kommer hurtigt til at ligne hinanden. Børnene leger før aftensmaden lidt med ChiChi og Uchechi i dag, og modsat tidligere så ser det ud til at det går godt i dag. Der var grin og snak fra børnene. Tidligere har hverken Ese eller Onajite ønsket eller turde at lege med dem, så det er også et lille fremskridt. I dag "skyper" vi med mormor og morfar. Ese bliver med det samme meget genert, og ønsker ikke at deltage, mens Onajite som sidder i Signe's skød virker mere interesseret og peger på morfar. Steffen tager Ese op og leger med ham mens Signe og Onajite taler med dem. Det er dejligt og rørende, nok mest for Signe, da det er første gang at hendes forældre ser deres datter som mor. Da der siges farvel vinker Onajite til mormor og morfar...der var nok ikke et øje tørt. I morgen forventer vi at skemaet ser lidt anderledes ud...vi skal ud og bade i en pool. Vi har fortalt børnene om det, og de virker til at glæde sig til det. Vi er dog lidt i tvivl om de overhovedet ved hvad det vil sige:-) Det er utroligt så trætte vi er hver aften. Det er hårdt at blive forældre til to aktive børn, og musklerne er godt ømme når vi går i seng. I aften kommer der to franske par som også skal adoptere og bo ved Elvira og Alain, så der skal nok komme liv i huset...både på godt og ondt. Vi har jo indtil videre haft familien for os selv og det har vi nydt.

14.12.2012

Dagene er efterhånden begyndt at ligne hinanden. Vi står op, går i bad, går ned i huset og spiser morgenmad og venter på børnene. Når vi er tilbage i lejligheden efter morgenmaden, er det ikke løgn, hvis jeg siger at vi kigger ud af vinduet ca hver 3-5 min. Vi spejder efter børnene og så snart vi ser bilen, styrter vi ned af trapperne for at tage i mod dem. Alt handler i øjeblikket om Ese og Onajite og det er bare så skønt. Vi har snakket lidt om at Signe ofte er med Onajite og Steffen med Ese. Det er ikke bevidst, men idag vil vi prøve at skifte lidt. Børnene er efterhånden ved at kende lejligheden, de ved hvor deres ting ligger og de stryger hen til deres legetøj. Vi skynder os at skifte ble på dem begge og tager børnehjemmets tøj af dem. Ese er, næsten hver dag, kommet til at gøre sin body og bukser våde, og det er så træls at aflevere en pose med snavset tøj til børnehjemmet. Så denne gang er vi forberedt. Onajite får kæmpe øjne da vi viser hende sin hylde med tøj, "mine, this is all mine" siger hun. Hun vælger en lyserød tyl nederdel (selvfølgelig) og en t-shirt med "my little pony". Ese vælger shorts og en tank top med en fodbold på. Igennem hele dagen vil de gerne skifte tøj hele tiden. Børnene har opdaget vores iPad og iPhone, de spiller spil, høre musik og trykker på alt de kan komme afsted med. Det giver lidt ro til os, og de kan faktisk sidde stille med det i længere tid. Steffen giver Onajite sin første flyvetur, tror hun syntes at det er sjovt, men er samtidig også lidt bange. Da det er tid til middagslur, sætter Signe sig ind i soveværelset med Onajite. Hun har sin taske på og da Signe begynder at tage den af, græder Onajite. Signe trøster og lader hende beholde tasken på. Efter kort tid falder Onajite i søvn og Signe tager taske, nederdel, bukser og sko af hende. I mens Signe synger sang for Onajite kommer Ese ind og sætter sig ved siden af, også han falder hurtigt i søvn. Vi tager bukser og sko af ham og lægger ham på plads i sengen. Vi har fundet ud af at de ikke vågner så let. I starten listede vi rundt og hviskede til hinanden. Nu snakker vi normalt og vi kan sagtens tage tøjet af dem mens de sover. Vi lærer noget nyt hele tiden :-) Efter luren får børnene bad, det sædvanlige på gulvet i soveværelset, og eftermiddagen er i gang. Onajite løber i soveværelset og falder. Hun slår baghovedet ned i gulvet og bryder ud i et kæmpe vræl. Signe tager hende straks op og trøster, det kan lyde mærkeligt, men vi er faktisk glade for den reaktion, da vi ofte ser hende slå sig, uden at hun reagere. Onajite laver tit "suttemund", hendes læber kører hele tiden når hun bliver nervøs eller bekymret. Hun kom til børnehjemmet som 7 måneder, så vi ved ikke hvor meget hun har fået lov til at være baby. Vi har derfor besluttet at hun skal prøve at få en sutteflaske, med vand i. Signe sætter sig i sofaen med Onajite og de har en god og hyggelig stund. Da det er tid til aftensmad, fortæller vi børnene at de nu skal have børnehjemmets tøj på, spise aftensmad og så hjem på børnehjemmet og sove. Onajite lægger sig ned på sengen og forsvinder helt ind i sig selv. Det gør ubeskriveligt ondt i hjertet at se. Vores glade og smilende Onajite er væk, hun er stille resten af aftenen. Efter børnenes aftensmad sætter vi dem ud i bilen og vinker farvel. Vi føler lidt at vi får knust vores hjerter hver aften og vi glæder os så usigelig meget til de må være hos os hele tiden. Steffen blev opereret i knæet i september, indtil nu har det været fint. Men efter at vi er flyttet op i lejligheden og børnene er kommet er knæet igen hævet :-( Vi diskutere lidt hvad vi skal gøre, men indtil videre tager han smertestillende og inflammationshæmmende, så må vi se. De spanske kvinder er igen på besøg, det er deres fødselsdag, så vi spiser middag og fødselsdagskage. Dagen er forbi og vi glæder os til i morgen, for der får vi endnu en dag med vores dejlige børn. 

13.12.2012

Dagen i dag ligner meget dagen i går. Vi er så småt begyndt at indarbejde en fast daglig rutine. Vi når ikke at gå nedenunder for at vente på børnene, det banker pludselig på døren og der står Ese, Onajite og Rosita, som har hentet dem. Børnene stryger straks ind i lejligheden og finder deres tasker, de er bare et hit. Vi får skiftet ble på dem begge med det samme og så er dagen ligesom igang :-) Vi leger med lego, tegner, danser og synger "klappe, klappe kage" og "jingle bells" og krammer og knuser. Kl 11.00 er det snack tid, og de får igen yoghurt med rosiner og kiks. Vi må ikke forlade grunden før vi har fået approval brevet, så vi føler os engang imellem lidt lukket inde. Det kan nogen gange være svært at finde på lege, da børnene har svært ved at koncentrere sig alt for længe af gangen. Vi har prøvet at sætte en tegnefilm på computeren, men det fanger dem slet ikke, de vil hellere trykke på tasterne på computeren hele tiden. De har dog selv fundet på en leg som går ud på at de tager deres tasker på og går i "skole", dvs. at de går ind i soveværelset. Kort tid efter kommer de ind i stuen igen, og far og mor giver dem hver gang en kæmpe velkomst, det syntes de er ret sjovt :-) Kl 13.00 går vi ned i huset og får frokost, i dag står menuen på lasagne. Efter 3 portioner hver, både børn og voksne (vi er så frygtelig sultne hele tiden) går vi tilbage til lejligheden. Nu begynder forberedelsen til eftermiddagsluren. Vi er begge fyldt med selvtillid fra i går, så vi prøver samme rutine. Signe med Onajite i soveværelset og Steffen med Ese i stuen. Ese siger igen at han ikke vil sove og vi fortæller ham stadigvæk at det behøver han heller ikke. Vi har dog snakket om at vi i morgen vil prøve at italesætte hvorfor han ikke vil sove (det kan være lidt svært at lukke øjnene og falde i søvn et sted hvor man ikke er helt tryg), vi må se hvordan det går. Samtidig sidder Signe med Onajite. Begge børn var så svedige i går, da de faldt i søvn med alt deres tøj på, så Signe tager derfor tøjet af Onajite, og sætter hende på skødet. Onajite hopper ned og sætter i et kæmpe vræl, hun græder for første gang, og Signe bliver ret overrasket. Signe trøster hende og fortæller hende at det er helt okay at være ked af det og bange. Signe giver hende t-shirten på igen og sætter hende igen på skødet. Der bliver sunget "se den lille kattekilling" (igen :-)) og Onajite falder mere og mere hen. Kort tid efter kommer Ese listende og kravler op på Signe's andet ben. Vi sidder og vugger og kort tid efter sover de begge tungt. Det tog kun 10-15 min. i dag!!!! YES! Da det er tid til at stå op er begge børn ufatteligt svære at vække, de falder konstant i søvn igen. Da de endelig står op, vasker vi igen i baljen på gulvet i soveværelset. Ese vil ikke have sit tøj af og han har generelt været pylret hele dagen. Vi får den lokket af ham, med at vise en ny t-shirt, han kan få på, da den han har på nu er gennemblødt af sved. Efter badet får de vand i deres drikkedunke med sugerør, dem kan de også få lang tid til at gå med, og en pakke rosiner hver. Vi leger igen resten af dagen og lige pludselig er det tid til at de skal tilbage på børnehjemmet igen :-( Vi går ned i huset, men der er ingen chauffør og Alain og Elvira kommer sent hjem. Så vi bruger et par timer med at rende rundt efter børnene for at forhindre at de ikke ødelægger noget, de piller ved alt!!! det kan godt være hårdt i 30-40 graders varme ;-) Da Alain kommer hjem sætter vi børnene ud i bilen og Onajite rykker sig med det samme for at Signe kan få plads ved siden af, det gør SÅ ondt i hjertet at sige til dem at vi ikke skal med. Signe må da også skynde sig op i lejligheden bagefter og stortude, heldigvis er Steffen der med det samme til at trøste. Vi frygter SÅ meget at vi ikke får børnene hos os hele tiden før efter jul... Det er næsten ikke til at bære. Men en dejlig ting sker efter vi har forladt børnene og det er at vi har fået tryk på vandet, så vi glæder os til et ordentligt bad i morgen. Vi spiser aftensmad i huset og de to spanske kvinder, som før nævnt, er igen på besøg. Det gør at vi kan gå fra bordet lidt tidligere uden at føle os ubehøvlet. Vi kommer op i en dejlig kølig lejlighed, ac'en virker også igen, fantastisk! Da vi er lidt tidligere hjemme end normalt får vi mulighed for at ringe hjem og skrive vores dagbog, det er ikke altid nemt at få tid til det hele, med to børn ;-). Vi ringer begge til vores forældre, og det er skønt at hører lidt hjemmefra.

12.12.2012

Børnene bliver i dag hentet på børnehjemmet af Alain's chauffør og Rosita. De bliver ikke hentet af os da vores papirer ikke er helt klar, og man må derfor officielt ikke tage børnene med ud af børnehjemmet. For at undgå problemer i tilfælde af kontrol (som de dog fortæller aldrig sker) så gør vi det på denne måde indtil papirerne er i orden. Vi er ikke så glade for at det ikke er os der henter børnene, men heldigvis kender børnene Rosita, da hun som en del af hendes job ved LIFE netop står for kontakt til børnene og hun har derfor tit besøgt Ese og Onajite. Mens Rosita henter børnene mellem kl. 8-10 (alt transport tager lang tid i Lagos pga. trafikken) har vi travlt med at flytte og gøre rent i den lejlighed vi skal flytte ind i. Den er vist ikke gjort rent i lang tid, og forskellig ting såsom vand, aircondition (AC) osv, skal også lige ordnes først. Det er meget varmt først at feje, vaske gulv, skure køkken og badeværelse, støve af og så til slut slæbe kufferter fra 1. sal i det ene hus til 2. sal i det andet hus...mange trapper og en temperatur på over 30 grader. Vi er derfor fuldstændig gennemblødte da børnene kommer, og på det tidspunkt er strømmen slukket og dermed også AC så det er næsten umuligt at køle ned igen. Vi starter med at vise børnene rundt i lejligheden og de hjælper os med at pakke ud. Vi har medbragt nogle tasker, bamser og andre ting til børnene og dem får de mens vi pakker ud. De er specielt glade for taskerne som de næsten ikke vil slippe igen. Det er dejligt at have børnene i en lidt større lejlighed. Nu sidder vi ikke oven i hinanden længere og børnene kan nu bedre selv gå lidt på opdagelse og lege selv uden at vi konstant behøver at aktivere dem. Ese leger i sofaen og slår hovedet mod væggen, han begynder at græde, men lader os trøste ham. Børnene får deres snack kl 11 og bagefter leger vi med balloner, lego og tegner tegninger. Kl 13 går vi ned i huset og får frokost (couscous med noget sammenkog). Onajite efterligner tit Signe. Det er ret varmt, så Signe tørrer tit sved af panden. Under frokosten tørre Signe sin pande og med det samme gør Onajite det også. Hun efterligner også tit når Signe snakker, også på dansk, det lyder ret sjovt :-) Onajite er i det hele taget meget på Signe, sidder hun på gulvet og leger, kigger hun ca hver 30 sekund hen for at se om Signe nu også stadig er der. Ese er mere på Steffen, de leger tit flyvemaskine, hvor Ese ligger i armene på Steffen og bliver "fløjet" rundt i rummet, Ese vil i det hele taget, ofte op til Steffen. Efter frokosten går vi tilbage til lejligheden, børnene skal gøres klar til deres eftermiddagslur.Vi er lidt spændte / nervøse grundet gårdsdagens fiasko. Vi sætter en video på og lægger i det hele taget op til stille og rolig leg. Vi dropper nattøj, og lader dem beholde deres tøj på. Vi siger at nu er det ved at være tid til en lille lur, og Ese ser med det samme ked ud af det og siger at det vil han ikke. Vi siger til ham at han ikke behøver at sove, men at vi skal sidde stille og roligt og slappe af. Signe sætter sig ind i soveværelset og kalder på Onajite, som allerede ser ret træt ud. Hun kravler op på skødet og sætter sig, som vi plejer at sidde i bilen. Signe vugger hende stille og roligt og synger "se den lille kattekilling" (eller det hun kan huske af den). Signe synger også lidt af Onajites historie fra hun blev født, til nu, og hvordan hendes fremtid vil blive (på dansk). Sangen virker, Onajite falder i søvn!! Jubii :-) Steffen og Ese sidder inde i stuen i sofaen, Steffen tager Ese i armene og begynder også at synge "se den lille kattekilling" (vi skal vist snart have udvidet vores repetoire i børnesange) Ese begynder at synge "jingle bells" og Steffen synger med, han gentager sangen igen og igen, og vupti...så sover Ese også :-) Han falder i søvn med sko på og det hele, men pyt...han sover!! Far og mor hopper og danser i lejligheden af glæde (meget sagte selvfølgelig) og Signe må knibe en lille tåre (et vandfald), da det er så fantastisk at se sine børn ligge og sove, vi er så glade :-) Børnene sover ca. 1½ time, til kl 15, Onajite var svær at vække, så forhåbentlig slægter hun familien på og har et godt sovehjerte. Da de begge er faldet i søvn i alt deres tøj, er de gennemblødte af sved da de vågner. Vi har ingen strøm og ingen tryk på vandet, så vi fylder en balje med vand og tager "bad" i soveværelset. Det syntes børnene var sjovt og det var dejligt for far og mor at få lov til at vaske dem over hele kroppen. Børnene får tøj på og vi spiser lidt rosiner og leger lidt. Efter en times tid går vi ned i huset hvor Uchechi og Chichi er kommet hjem. Deres "barnepige" og hushjælp Happyness, er meget højttalende og går fluks hen og tager Ese op og siger til Onajite at hun skal sætte sig. Onajite sætter sig lynhurtigt og ser rædselsslagen ud, Ese bryder sig bestemt ikke om at være hos hende. Det er rigtig svært for os, da vi heller ikke vil virke ubehøvlet. Signe kalder hurtigt på Onajite og siger at det er okay, Onajite løber hen og vil op til Signe. Ese rækker ud efter Steffen og han tager ham i sine arme. Uchechi finder noget legetøj frem og Ese og de to piger leger på gulvet. Onajite sidder på Signes skød og putter. Alain kommer hjem og det er ved at være tid til at sige farvel. Rosita er ikke kommet hjem endnu, så vi vælger selv at kører med dem. Vi får givet kys og kram og forsikre dem om at vi kommer igen i morgen. Børnene får en kæmpe velkomst af de andre børn og Ese og Onajite virker tilfredse, så vi går.

I løbet af dagen fandt vi ud af at vi mangler en masse ting, bl.a bodystockings som de begge bruger da de begge er blebørn. Alain kører os til det lokale supermarked. Da vi kommer hjem spiser vi aftensmad (kl ca. 20). Vi får altid 3 retter. Salat til forret, evt. med rejer, tun eller lign., en hovederet og frisk frugt til dessert. Det kan vi nu godt vænne os til. Vi er trætte da vi kommer op i lejligheden, og nyder at have al den plads omkring os.

11.12.2012

Vi skulle i dag være på børnehjemmet kl. 11, men af en eller anden årsag kommer vores chauffør ikke. Det viser sig at der er sket en misforståelse, bilen skulle nemlig på værksted i det tidsrum. Vi får ringet til en anden chauffør, Shola som vi har kørt med tidligere, og han sender en chauffør hen for at hente os. Da vi endelig ankommer til børnehjemmet, står Onajite og Ese inde på Mrs. Obieri's kontor. En præst er ved at velsigne børnene, så adoptionsprocessen vil gå godt og at børnene vil få et godt liv. Præsten sidder på en stol og holder fast i Onajite, der står ved siden af. Han messer, og siger en masse ting, meget hurtigt. Onajite ser bange ud og Ese springer op i armene på Steffen da vi kommer ind i rummet. Steffen trøster Ese og Signe skynder sig hen og tager Onajite i hånden. Da præsten er færdig med at messe for Onajite og Ese, får vi lov til at sidde med dem, mens præsten og Mrs. Obieri beder for os og børnene. Det hele sluttes af med at børnene velsignes ved, at præsten hælder en lille smule olie på deres hoveder mens der bedes og messes. Vi er ærlig talt lettere chokeret, men takker dem begge for deres hjælp og betænksomhed. Mrs. Obieri fortæller os at nu er børnene frie, og nu må vi gerne tage dem med ud fra børnehjemmet. Ikke permanent, men daglige besøg. Vi er begge henrykte og spørger om vi må tage dem med, med det samme. Det må vi gerne :-) Vi kører hjem til os og vi glæder os til at vise dem deres bamser, tøj etc.Vi går lidt rundt i huset og derefter op på vores værelse. Onajite og Ese vil med det samme have "chokolat", som vi hele tiden har troet var chokolade, det har de aldrig fået af os, så vi har undret os lidt over hvorfor de hele tiden spørger os om det. Det viser sig så at det er rosiner. Værelset vi bor på er ikke stort, så der er ikke meget plads at lege på. Men vi får lagt noget legetøj op på sengen, mens vi spiller børnemusik fra computeren. Børnene ser at vi har eget toilet, så de vil begge prøve at tisse på det og det går fint. Vi mangler lidt et sted at skifte ble (de bruger begge ble), men vi bruger sengen, og det går.. (kan være lidt farligt når vi endnu ikke er så garvede i bleskift ;-)) Kl 13.00 går vi nedenunder. Kokken har lavet mad til os (pasta med pølser) og børnene er henrykte, de er enormt madglade :-) Husets børn Uchechi og Chichi kommer hjem fra skole, og Uchechi kommer ind på vores værelse og spørger om hun må lege med. Vi finder malebøger og farveblyanter frem og der bliver malet på livet løs, mens de prøver at synge med på de danske børnesange, SÅ hyggeligt. Da det er tid til børnenes eftermiddagslur, sender vi Uchechi ud. Vi giver børnene nattøj på, men det ryger hurtigt af igen. De vil overhovedet ikke falde til ro, og må indrømme at vi er lidt i vildrede. Til sidst gir' vi op, og vi føler os lidt som en fiasko. Da det er tid til at kører tilbage til børnehjemmet, får vi pakket deres ting og får sagt farvel. I bilen sidder Signe med Onajite på skødet og Steffen med Ese, efter 5 min. sover de begge, så det er nogen trætte børn vi aflevere. Det har været en fantastisk dag, endelig at have børnene hos os, vi er lykkelige for at slippe for vores depotrum, og vi glæder os allerede til i morgen. Vi kan dog mærke at det bliver hårdere at sige farvel.

Da vi kommer tilbage til huset har Alain forberedt drinken Chapman til alle, de venter gæster fra Spanien. To kvinder fra et adoptionsbureau som gerne vil starte formidling fra Nigeria. Aftenen går med god mad og hyggesnak med gæsterne. Alain fortæller på et tidspunkt at nu hvor vi har børnene hos os om dagen, kan vi få nøglen til lejligheden i morgen. Jubii!! Det bliver dejligt at få lidt mere plads. Vi følte det lidt trængt på vores værelse med to voksne og to børn og tilbehør. Så vi flytter i morgen tidlig.

10.12.2012

Dagens besøg på børnehjemmet forløber som de øvrige hverdage i sidste uge. Vi ankommer ca. kl. 11 og bliver henvist til vores depotrum. Børnene bliver vist ind til os og møder os med et stort smil. Vi har et par hyggelige timer sammen med børnene, hvor vi leger lidt med lego, maler i malebøger, kigger i bøger, synger klappe klappe kage. Onajite synger næsten hele sangen selv. Det eneste hun mangler er ordet mor. Både Ese og Onajite prøver vores grænser af i dag. De smider med ting og bliver ved med at gøre nogle handlinger selvom vi siger nej. Børnene er generelt meget aktive i dag, der skal helst ske noget hele tiden. Det er hårdt fordi vi er så begrænset i vores bevægelser da vi er lukket inde i et lille depotrum og da vi har et indtryk af at vi helst ikke må færdes hvor de andre børn er, da det skaber jalousi og uro. Vi glæder os derfor mere og mere til vi kan få lov til at tage børnene med hjem nogle timer hver dag. Vi snakker med Mrs. Obieri (børnehjemslederen) om dette, og hun siger at det vil hun prøve at få arrangeret, så det håber vi på. Vi er lige pt. løbet tør for ideer til hvordan vi underholder / aktivere to små energibundter i et lille lukket rum, så forslag modtages gerne:-)

Vi trænger snart til at få vasket tøj og gjort rent. Vi ved ikke om vi skal skal gøre rent på vores værelse, så tror at vi skal spørge hvor rengøringsmidlerne er når Alain eller Elvira kommer hjem...så siger de forhåbentlig at vi ikke selv skal gøre rent:-) Vi har fået at vide at vask af tøj enten skal ske tidligt morgen (skal være færdig før kl. 09 hvor strømmen lukkes) eller om aftenen. Der er kun én vaskemaskine så tror der er konkurrence om den:-) Tøjet hænges til tørre udenfor. Da fluerne kan ligge små æg i tøjet skal alt tøj der har hængt udenfor stryges.

I eftermiddags gik vi en tur op til Cold Stone (en lækker, lækker icecream shop). Vi fik hver en kæmpe is i et vaffelbæger. Først vælger man isen, vi valgte vanilie og så vælger man hvad man vil have i dem, eksempelvis brownie, nødder, karamel, jordbær etc. isen bliver blandet med de ingredienser man har valgt på skranken og det hele puttes i et stort vaffelbæger, mums!!! Det er ikke sidste gang vi skal derhen. Vi gik som sagt selv derhen, der var et par kilometer. Vi har fået at vide at det er sikkert for os at færdes her i Lekki, men mange kigger på os, og den følelse skal vi lige vænne os til. Det er formentlig den samme følelse vores børn vil få når vi kommer til Danmark, så det sætter tingene lidt i perspektiv at opleve det selv. Vi ser selvfølgelig meget når vi kører rundt i Lagos, men vi oplever landet på en lidt anden måde når vi bevæger os rundt til fods. Der er små boder langs vejene og små haver hvor de formodentlig sælger planter, der er biler alle steder og en frygtelig larm og bilos. Efter vores is går vi over i supermarkedet hvor vi køber diverse ting. Man kan købe ALT i disse supermarkeder, så vi havde ikke behøvet at tage så meget med hjemmefra. Vi vil dog stadig anbefale at man tager en strømkonverter til engelske/danske stik og en stikdåse med hjemmefra, da det er utroligt så meget vi har der skal oplades :-)

Tak for alle mails og kommentarer på vores hjemmeside...det varmer og betyder rigtig meget for os. Vi beklager at vi ikke får svaret på Jeres beskeder, men det gør dem ikke mindre betydningsfulde for os.

09.12.2012

Vi står tidligt op i dag. Kl 05.45 for at være præcis. Vi skal i Mrs. Obieri's kirke sammen med Ese og Oanjite, og gudstjenesten begynder allerede kl. 08.00. Vi har derfor aftalt med Mrs. Obieri at vi er ved børnehjemmet kl. 07.00 hvor hendes chauffør vil hente os. Vi har taget pænt og tækkeligt tøj på (meget varmt!!) og børnehjemmet har pakket en taske med bleer, kiks og vand til børnene. I Nigeria er det kun dem der sidder foran der har sele på, og det er vist valgfrit (mærkeligt når man tænker på hvordan de kører hernede) og det er ikke normalt med autostole hernede, så vi sidder med børnene på skødet og sele rundt om os begge. Heldigvis er det helt ok med børnene. Børnene er meget stille i bilen og virker lidt beklemte ved situationen. Vi ankommer heldigvis til kirken i god tid, så vi finder en plads på øverste etage med god udsigt. Chaufførene følger med os under hele gudstjenesten. Det er meget rart, da han så kan guide os igennem det hele. Gudstjenesten er en positiv oplevelse. Der er et kor, band, en eller flere præster (vi er lidt uenige om hvorvidt det er præster eller ej:-)), sang, lidt teater, nadver (som vi deltager i), oplæsning fra biblen af forskellige personer, osv. Vi er dog ikke helt så opmærksomme på selve gudstjenesten som vi måske burde, da vi holder fokus på Ese og Onajite. Det er en lang gudstjeneste. Den er først færdig ca. kl. 10.30, så det er lang tid for små børn at være rolige og sidde stille. De opfører sig dog som små "englebasser". De bliver ved os og det virker til at de gerne vil os. De holder os i hånden, sidder i vores skød, Onajite vil gerne ligge opppe ved Signe og begge bruger lang tid på at studere og rører vores ansigter. De render selvfølgelig lidt rundt ind i mellem, men holder sig inden for vores rækkevidde. Til slut under gudstjenesten falder Onajite i søvn i Signe's arme mens Ese falder i søvn i Steffen's arme. Fantastisk følelse og jeg tror at vi begge kniber en lille tårer mens vi sidder der:-) Efter gudstjenesten køre vi tilbage til børnehjemmet, og da vi ankommer styre Ese direkte hen mod vores depotrum. Nu skal der leges. Ese synger "klappe klappe kage" og Onajite læser op af en pixelbog. De lærer nu hurtigt de kære små:-) Vi forlader børnehjemmet ca. kl. 13 for at køre hjem.

Da vi kommer tilbage hjem er familien i gang med at pynte til jul og samle plastikjuletræet. Det er nu ikke helt det samme som i dk:-) Vi tager en lille lur, hvorefter vi alle køre hen til en af Elvira's forretningsforbindelser. Han er Chief og mangler bestemt ikke noget. Han har et kæmpehus her i Lekki foruden hus i London og LA. Vi får champagne, barbeque og så har han en kæmpe udendørs jacuzzi, som vi hopper i. Fantastisk at blive kølet lidt ned. Vi havde en hyggelig aften og det var en god afslutning på en dejlig weekend.

08.12.2012

I dag har været en helt fantastisk dag med børnene. Efter i går var vi noget nervøse for hvordan Ese og Onajite ville reagere når de så os i dag. Heldigvis var de fyldt med store smil, og ville meget gerne med os ind i "vores depotrum". De har fundet ud af hvad vi har i vores taske, så de bad med det samme om rosiner og vand. I dag havde vi igen taget sæbebobler med og begge syntes at det er rigtig sjovt. De vil gerne sidde på skødet og vi nusser og holder lidt i hånd. Vi sang "klappe, klappe kage" og "oppe i Norge der boede 3 trolde", de eneste børnesange vi kan indtil videre. Den sidste har Signe lært af sin far, så der blev sendt en lille tanke til ham under sangen:-) Vi har taget små bøger med, hvor der er et billede af enten mad, dyr, tøj etc. Steffen sidder med Onajite og de kigger på et par bukser i bogen, Steffen siger "bukser" og Onajite gentager. Samtidig sidder Ese hos Signe. De siger de forskellige ord på engelsk i bogen og Signe siger dem på dansk. Da vi kommer til ordet "natlampe", går der lidt tid og så kigger Ese på Signe og siger "natlampe". Så de første danske ord de har sagt er altså far, mor, bukser og natlampe:-) Vi leger også med lego og malebøger. Vi sidder i ca. 15 min og maler i malebøger, og det er en af de første gange hvor vi kan sidde stille og roligt. Ofte kommer de begge hen og studere vores ansigter. Ese vil meget gerne kysse idag, og det er SÅ skønt at få lov til at komme så tæt på og bare kigge ind i de mest fantastiske brune øjne. Onajite trænger på et tidspunkt til et bleskift, så vi går alle fire ovenpå, da Ese er meget ked af at lade Onajite ude af syne. Signe får igen lov til at skifte ble, og denne gang er der mere i end bare tis:-) Det går rigtig fint og Signe er ret stolt over sig selv. Da vi tager afsked med børnene vil de ikke helt slippe os, de vil gerne tilbage til vores depotrum, og Onajite bliver ved med at holde fast i os. Det er rigtig svært at forlade dem i dag, og det gør ondt i hjertet at gå fra dem. Vi fortæller dem inden vi går at vi kommer igen i morgen tidlig da vi skal i kirke med dem. Vi er dog meget spændte på hvordan det kommer til at gå i kirken i morgen, da det jo er første gang vi skal være alene med børnene udenfor børnehjemmet.

Vi har i dag købt en USB nøgle til en internet bredbåndsforbindelse, så nu kan vi komme på internettet det meste af tiden og med en fornuftig hastighed...skønt:-)

Det har været en begivenhedsrig eftermiddag og aften. Vi startede eftermiddagen med at tage hen for at se Adora danse hip hop. Adora er Elvira og Alain's 11 årige datter. Plænen hvor scenen var sat op, var lige ud til havet, så vi havde en skøn udsigt. Musikken var god og der blev danset ballet og hip hop, en rigtig god oplevelse. Efter opvisningen kørte vi hjem og mødtes med Alain. Rosita, som også arbejder for Life, synger i et band i deres lokale kirke, og de havde open air koncert og prædiken. Der var stillet en scene op med et band og et kor og vi så og hørte Rosita synge. Folk dansede og sang med, og der var en fantastisk stemning, men vi havde før vi kom til Nigeria nok ikke forestillet os at vi en lørdag aften ville være til gudstjeneste:-) Efter koncerten / prædiken kørte vi ud til Elvira´s kusine. Hun bor i et lejlighedskompleks med en stor pool, lige ned til lagunen/kanalen. Der var vi inviteret på barbeque:-) Vi er blevet inviteret til at benytte poolen, når vi har lyst, så det skal vi helt sikkert en af dagene.

Elvira og Alain er nogen dejlige, åbne og enormt gæstfrie mennesker. Da det kun er Steffen og Jeg i øjeblikket, bliver vi inviteret med til alle deres gøremål. Det er en helt fantastisk mulighed for at opleve den nigerianske kultur. Elvira og Alain har 5 børn og 2 plejebørn. Den ældste er 20 år og den yngste er 2,5 år. Alle bor her i huset. Desuden har Rosita og en veninde også et værelse her. Her er 2 chauffører, 1 kok, en rengøringsdame/babysitter, 1 eller 2 mænd til at passe porten og andre som vi ikke helt ved hvem er endnu. Så her er altid mennesker og larm fra airconditionen og generatoren. Men indtil videre er det helt okay. Når vi får børnene hos os hele tiden, er vi så priviligeret at vi flytter op i en lejlighed ved siden af. Den indeholder køkken, stue og soveværelse. Det bliver rart at kunne lave lidt mad selv og ha´ sit eget. Den 15 december kommer der to franske par, som også skal adoptere. Det ene par skal adoptere en på 5 år og en på 6 år, det andet et enkelt barn (hvor gammel ved jeg ikke), så i kan nok regne ud at huset bliver fyldt:-) Vi er så glade for at vi kan få lejligheden, der bliver der ro til at lære hinanden at kende og vi er knap så afhængige af andre. Alle her i huset taler fransk, da Alain er fra den fransktalende del af Alegeriet, så vi er lidt spændte på om vi kommer til at føle os lidt udenfor når der kommer to par fra Frankrig, men vi har sikkert nok at se til med Ese og Onajite, til at det betyder noget:-)

07.12.2012

Vi starter igen dagen med toastbrød og syltetøj:-) Vi sov lidt længere end vi plejer, vi blev vækket i nat af et kæmpe regvejr. Så vi stod op ved 8 tiden. kl 10.30 blev vi hentet af vores chauffør og kørte ud på børnehjemmet. De tidligere dage havde vi taget lidt legetøj med, men det virkede som om at det bare skabte splid alle børnene imellem, så vi undlod at tage noget med i dag. Signe lavede små bidder af æble og appelsiner og vi havde nogen rosinpakker med. Da vi ankommer, får vi at vide at børnehjemspersonalet helst ikke vil have os til at gå rundt sammen med alle børnene, da det skaber jalousi og uro. Ikke noget at sige til, det oplevede vi selv igår. Vi bliver vist ind i noget der ligner et depotrum, hvor der står en lille sofa og et tæppe er lagt på gulvet. Ese og Onajite bliver vist ind til os og de virker glade for at se os. Ese giver os begge et knus, mens Onajite virker lidt mere tilbageholdende. Ese finder hurtigt en kasse på hylden, indeholdende lego og bolde. Vi spreder alt legetøjet ud og sidder lidt og leger med det. Børnene vil hele tiden gerne se i vores taske, og beder om kiks og chokolade, hvilket vi ikke har noget af. De får i stedet frugten og en rosinpakke hver. De har dog set at vi har en hel pose med rosinpakker med, så de spørger hurtigt efter den næste, og den næste, indtil vi får dem afledet med noget andet og gemt posen med rosinpakker langt væk. Det er svært at holde deres opmærksomhed, da vi dels sidder i et depot fyldt med mad (og nu er de jo begge meget madglade), og dels larmer de andre børn udenfor og de vil begge gerne ud og lege med dem. Vi har svært ved at tilbyde dem noget der er bedre, vi er jo stadigvæk blot to fremmede som de ikke helt kan finde ud af endnu. Det ender derfor med at Ese og Onajite efter ca. en ½ time sammen med os går ud til de andre børn og så sidder vi ellers der. Da Ese og Onajite kommer tilbage er de andre børn ovenpå så der er mere roligt udenfor. Det er derfor lettere at få deres opmærksomhed, og vi leger lidt med at kaste bolde frem og tilbage, lidt med lego, kigger lidt i de medbragte billedbøger, og der bliver igen spist rosiner i massevis. Vi går udenfor og leger med sæbebobler. Det er vist et hit. Både Ese og Onajite synes det er rigtig sjovt at puste bobler, selvom Onajite har lidt svært ved det. Til slut ønsker Ese og Onajite igen at gå op til de andre, og da vi ikke ønsker at holde dem tilbage lader vi dem gå. Det passer heldigvis med at det er tid til frokost. Mens børnene spiser frokost snakker vi med lederen af børnehjemmet Mrs. Obieri. Vi vil gerne høre hvilke ønsker de har til hvornår vi skal komme og gå igen, og vi aftaler at vi kan komme omkring kl. 11 (efter snacktid) og gå igen omkring kl. 13.30 (tid til en lur). Vi får os desuden en rigtig god snak om hvordan hun har det med alle børnene og om hvor hårdt det nogen gange kan være at se og følge børnene mens de er på børnehjemmet, men hvor dejligt det er når de kommer ud til nogle gode familier. Mrs. Obieri og personalet vil meget gerne følge med i børnenes liv efter de har forladt Living Fountain, og de bliver altid meget glade når de får billeder og breve fra børnene og deres familier. Vi fortæller at vi gerne vil med børnene i kirke, så vi får aftalt at vi på søndag skal i Mrs. Obieri's kirke sammen med Ese og Onajite. Vi skal være på Living Fountain kl. 07 og så vil hendes private chauffør køre os i kirke. Det skal nok blive en stor oplevelse. Desværre betyder alt den snakken med Mrs.Obieri at børnene er gået i seng, så vi får lov til at liste os ind for at sige farvel. Ese sover allerede så ham får vi ikke sagt farvel til hvilket vi er kede af. Vi forsøger hver gang vi går fra dem at fortælle dem at vi kommer igen i morgen og at vi altid vil komme. Onajite sover ikke helt endnu så vi får hvisket farvel til hende. Hun har dog hele dagen været meget tilbageholdende, i modsætning til i går, og det er hun også nu, men vi fortæller hende at vi går nu og at vi kommer igen i morgen, at vi altid vil komme og altid vil passe på hende.

Da vi kommer hjem spiser vi frokost. Vi har fundet ud af at vi vist har en enorm appetit omkring frokosttid....vi kan nemt spise 3-4 potioner, så vi er måske lidt mere runde når vi komemr hjem. Da Alain kommer hjem fra arbejde tager vi med ham ud for at handle og han viser lidt rundt i lokalområdet. Nu ved vi da hvor vi kan finde en pool, en bar, et supermarked og en efter sigende fantastisk "ice cream shop"...går ikke længe før vi skal have prøvet den af. Alain fortæller desuden om en lokal alkoholfri drink kaldet "chapman" som også skulle være utrolig god...den skal vi vist også have prøvet. Så der er nok for os at gøre de næste par dage og nu er det weekend,,,også i Nigeria:-)

06.12.2012

Dagen i dag starter som vi tror mange dage fremover vil starte. Vi står op ca. kl. 08, tager et tiltrængt bad, og går ned til stuen hvor morgenmaden står klar. Morgenmaden består her af lys toastbrød med marmelade og en kop kaffe...bliver nok lidt trivielt i længden. Ca. kl. 10 kommer vores chauffør og vi kører mod børnehjemmet. Når man kører direkte til børnehjemmet tager turen kun ca. 15 min, så vi ankommer lidt tidligt...havde planlagt at vi skulle være der kl. 10.45 da Onajite sover formiddagslur og Ese går i skole indtil da. Børnene er derfor optaget da vi ankommer, så vi benytter lejligheden til at kigge os lidt omkring, og vi får lov til at hjælpe personalet med at forberede børnenes formiddags snack. Den består generelt af noget frugt blended med mælk hvortil der enten serveres rice krispies, vafler eller lignende. Vi er meget spændte på hvordan børnene vil reagere når de ser os...kan de huske os? Vil de være lige så tilbageholdende som dag 1? Da Ese kommer forbi Signe i køkkenet sender han hende et stort smil...dejligt...tror vist lige Signe sank en ekstra gang:-) Børnene sætter sig til bordet og de synger bordbøn med lukkede øjne og sammenfoldede hænder. Signe sætter sig bag Onajite, mens Steffen sidder foran Ese. Ese vil ikke spise og kigger forlegen ned på sine sko. Han virker lidt genert. Steffen går lidt ud til siden så han ikke sidder lige foran Ese, hvorefter han begynder at spise og interagere med de andre børn. Onajite nyder opmærksomheden fra Signe og spiser med stor appetit. Efter ca. hver 3. skefuld vender hun sig mod Signe for lige at kontrollere at hun stadig er der. Efter maden er Ese blødt lidt op og kommer hen til os. Vi sidder alle 4 og kigger lidt på hinanden, holder lidt i hånd og børnene vil gerne op og sidde på vores skød. Der er 15 børn på børnehjemmet, og alle børnene vil gerne have vores opmærksomhed og løftes op. Det gør det ofte svært at give Ese og Onajite vores fulde opmærksomhed, da de andre børn kan være meget insisterende og det er svært for os at afvise dem. Det lyder måske lidt hårdt, og det er også hårdt, men vi forsøger at ignorere de andre børn og sige nej, så vi kan bevare vores fulde opmærksomhed mod Ese og Onajite og konstant være tilgængelig for dem. Børnene kalder os uncle og auntie. Alle børnene bliver kaldt ud foran hvor de skal synge for en gæst der har fødselsdag (ved ikke helt hvem hun er men måske en der har givet en donation). Børnene går i gang med at synge og Steffen forsøger at filme sangen. Ved ikke hvad det er med kameraet, men da Ese ser det stryger han lige hen og tager fat i det. Dette medføre at et andet barn gør det samme, så desværre blev sangen ikke filmet da Steffen er nødt til at beskytte kameraet. Postyret skaber lidt uro blandt nogle af børnene...heriblandt Signe og Onajite...som begynder at lege højlydt i stedet for at synge. Efter sang leger vi lidt. Vi har taget balloner med til alle børnene, så der pustes til den store guldmedalje. Det virker til at ballonerne er et hit. Efter leg får vi lidt alenetid med Ese og Onajite, hvor de får lidt vand, et par kiks, og vi kigger i billedbøger. Ese har lidt svært ved at koncentrere sig, der skal helst ske noget. De øvrige børn er gået ovenpå til stilletid og skole, så efter lidt tid går vi ovenpå så Ese og Onajite kan deltage. Signe går med Onajite til stilletid mens Steffen går med Ese i skole. De skal have Art.For at skabe mindst muligt uro står Steffen i døråbningen under hele timen. De skal lave et hus med en sol. Da Ese har lavet sin viser han den med et stort smil til Steffen. Signe og Onajite sidder på gulvet og ser tegnefilm. Onajite vil meget gerne være tæt, og hver gang et andet barn søger Signe skælder hun ud. Signe og Onajite har en rigtig hyggelig stund hvor der skabes en god kontakt. Onajite undersøger Signe, der kysses og krammes og Signe må i smug fælde en tåre. Pludselig mærker Signe en meget varm fornemmelse på sit ene ben. Onajite's ble må være gledet lidt til siden, og en stor tissetår pryder nu Signe's ben. Dette giver en god mulighed for at få lov til at skifte ble på Onajite. Efter skole og stilletime, er det tid til frokost. Alle børnene stilles på en linie og føres ud på terrassen hvor frokosten står klar. Det er desværre også tid for os til at tage hjem. Børnene skal sove efter frokost. Vi fortæller Ese og Onajite at vi skal af sted men at vi vil komme igen i morgen. Dette har vi fortalt mange gange undervejs sammen med sætningerne "vi elsker dig / jer", "vi vil altid passe på dig / jer", "vi vil altid være sammen" osv. Både Ese og Onajite virker ok med at vi tager af sted. Vi får smil og knus fra begge da vi tager af sted.

Inden vi når at komme af sted bliver vi kaldt ind på Mrs. Obieri's kontor. Hun har besøg af en social worker fra ministeriet som har vores sag. Han beklager at vores sag har trukket så langt ud. Det viser sig også at vi har været matchet til Ese og Onajite siden efteråret 2011.

Da vi kommer hjem går vi en tur i lokalområdet for at sondere terrænet lidt. Vi går op til en købmand. Der er heldigvis ikke særlig langt så nu ved vi hvor vi kan gå hen hvis vi mangler nogle småting. Vi har fået at vide at det er sikkert at bevæge os rundt til fods her i Lekki, så længe vi holder os i umiddelbar nærhed.

Vi har indtil videre ikke foretaget os meget om aftenen. Vi forsøger at skrive dagbog og kæmper en hård kamp mod internettet for at få lagt billeder ud i et webalbum. Adgangen til internettet er utrolig langsomt og meget ustabilt. Det tager nogen gange flere min at åbne en webside...giver minder om de gamle modem dage:-) Vi kan desværre ikke sende SMS'er fra vores egne mobiltelefoner. Iflg. Wanri fra LIFE kræver det at vi har enablet dataadgang på telefonerne, og det vil vi ikke da det nok vil blive meget dyrt for os. Vi har dog fået et nigeriansk SIM kort med et taletidskort, så vi kan nu sende og modtage SMS'er. Vi kan dog stadig ringe fra og til vores egne telefoner.

05.12.2012

Vi startede dagen med at køre ud til LIFE, hvor vi mødtes med Utibe (vores primære kontaktperson og den der har ansvaret for vores sag), Rosita (står vist for at holde kontakt med børnehjemmene og etablere et forhold til børnene), Christiana (hun står for veksling af valuta og andre praktiske forhold), Chinaita (normalt ansvarlig for Italien men skal stå retspapirer, pas til børnene mv.) og wanri (som står alt det "sjove"; dvs. tage os med på ture, vise os Nigeria osv.). Mens vi holdte mødet, sørgede Christiana for at veksle valuta fra Euro til Naira så vi kan få betalt vores chauffør som vi stadig skylder fra i går hvor han hentede os i lufthavnen. Mødet varede ca. 1 time, hvorefter vi lige pludselig skulle ud til børnehjemmet. Vi følte os på den ene side overhovedet ikke klar men på den anden side kunne vi heller ikke vente. Alle de forestillinger som vi har gjort os vedr. det første møde siden vi hørte om børnene første gang fór igennem vores hoveder, og selvom vi følte os klar var det alligevel med svedige hænder og sommerfugle i maven at vi gik ned til bilen. Vi ankom til børnehjemmet som ikke ligger langt fra LIFE's kontor efter en lille ½ time kørsel. Børnehjemmet er en stor patriciavilla på 2 etager som ligger i et relativt velstående kvarter. Lederen af børnehjemmet hedder Mrs. Bethy Obieri.Hun er en meget varm og positiv person og vi skylder hende en stor tak for alt hvad hun har gjort for vores børn.

I Nigeria skal man åbentbart registeres med navn, formål med besøg osv. hver gang man besøger et kontor, børnehjem o.l., så efter indskrivningen og høftlighedsfraser med Mrs. Obieri, Utibe og Rosita, gik Mrs. Obieri op for at hente børnene. Så sker det endeligt...vi skal møde børnene. Mrs, Obieri kommer først ind med Ese. Han virker trykket, genert og ked af det, men går dog hen til os. Kort tid efter kommer en af plejerne med Onajite, som netop er blevet vækket fra hendes formiddagslur. Hun virker også lidt trykket og tilbageholdende, men åbner hurtigt op og tager kontakt til Signe. Vi sidder en times tid, hvor vi blot kigger på hinanden, lader børnene røre os og vænne sig til os, og hvor vi forsøger at sætte ord på deres oplevelse af situationen og følelser. Vi har desværre glemt at tage noget legetøj med, så vi må anvende sko, kamera, mobiltelefon, og andet der lige er ved hånden som vi kan bruge som fælles tredje. Mens vi sidder med børnene på Mrs. Obieri's kontor kommer en plejer med kiks og frugtmos til børnene. Onajite styre selv skeen og spiser med stor appetit, mens Ese ikke virker så sulten. Han giver Onajite det meste af hans frugtmos (kiksene skal han ihvertfald selv have) som hun hurtigt får spist. Dernæst går Ese og Onajite ud i gården hvor de øvrige børn opholder sig. Vi spørger hurtigt om vi må gå med, og går så ud til dem. Vi leger lidt med dem i gården; bl.a. med en grøn ballon som desværre springer, så nu har Signe lovet at medbringe en ny i morgen. De ældste børn køre til tennis uden Ese (som de går til hver onsdag sponsoret af en amerikaner) og de mindste går ovenpå for at have lidt stilletid mens de ser en Disney film. Både Ese og Onajite vil gerne med op og se film og vi får lov til at deltage. Det bliver ikke til meget stilletid, da vores tilstedeværelse vist sætter gang i alle børnene. På dette tidspunkt er børnene begyndt at søge os, de sætter sig op i vores skød, Onajite vil gerne bæres og Ese beder først Signe om hjælp til at tage sine sko af og senere Steffen om at tage skoene på igen. Efter den såkaldte stilletid skal børnene undervises. Vi får igen lov til at deltage. Der er en lærer og 2 plejere sammen med 6 - 8 børn. De lærer farver, former, frugter, dyr, etc. og Ese og Onajite er helt oppe på mærkerne og der hujes og klappes hver gang der siges et rigtigt svar. Ese og Onajite virkede til at synes at det var rigtigt sjovt. Igen havde vores tilstedeværelse vist en dårlig indvirkning på diciplinen...der var til tider lettere kaos tilstande, og vi tror at plejerne vist var lidt trætte af os til sidst. Ese og Onajite søgte os meget, de ville gerne holde i hånd, sidde på skødet og generelt røre os. Onajite sad til slut i steffen's arme da vi skulle af sted. Hun ville ikke ned og Steffen kunne ikke få sig selv til at sætte hende ned...suk! Signe beder til sidst en plejer om at tage hende. Begge børn virkede kede af at vi gik, men vi forsøgte hele tiden at forsikre dem om at kommer igen i morgen, i overmorgen og hver dag derefter. Puha...det var hårdt at forlade dem, men vi glæder os helt ubeskriveligt meget til at se dem igen i morgen.

På vej hjem til Elvira's hus kørte vi forbi Shoprite. Det er stort indkøbscenter, hvor man kan købe alt, så der er sikkert mange ting som vi har bragt med herned fra Danmark vi i stedet kunne have købt i Shoprite.

Det er rigtig varmt i dag. Termometeret i Shola's bil viste 43 grader da vi kørte hjem. Desværre er der ingen strøm og diesel generatoren er slukket når Elvira og Alain ikke er hjemme, så vi sveder mens vi skriver dette:-)

04.12.2012

Så er vi landet i Nigeria efter en lang dag. Vi rejste fra Billund med afgang kl. 06.00 og ankom kl. 19.45 til Lagos, Nigeria, via Amsterdam. Vi landede i Lagos på klokkeslættet, men forlod ikke lufthavnen før ca. kl. 22. Vi stod først i kø for at vise vores pas og immigrationsformular ved den ene skranke og dernæst i en ny kø for at vise vores...pas og immigrationsformular. Det var ikke fordi vi valgte den forkerte kø, men sådan er det vist bare. Welcome to Lagos:-) Ting tager den tid det nu tager, så vi skal vist væbne os med tålmodighed. Vi har hørt udtrykket: "Definately maybe tomorrow", og det udtrykker vist hvordan det fungere meget godt:-) Efter et tilbud om at adoptere en politibetjent (vi sagde pænt nej tak da han ikke kunne passe det tøj vi havde med til børnene:-)), mødte vi vores chauffør Shola.En meget behagelig og hjælpsom mand, som vi kan benytte som chauffør mens vi er i Nigeria.

Shola kørte os til Elvira's hus, hvor Elvira og hendes mand Alain ventede med mad og et stort velkomstknus. Vi hilste desuden på Rosita (som vist også bor i huset men har boet i Svendborg i 2 år så hun kan lidt dansk) og flere af Elvira og Alain's børn. Vi blev varmt modtaget, og vi har en følelse af at vi nok skal få det godt hernede. Vi var dog pænt trætte efter en lang dag, så efter maden gik vi i seng. Elvira nåede dog at fortælle morgendagens program. Vi skal først til møde med LIFE, hvor de vil informere os lidt om opholdet og hvem hvad hvor, og dernæst skal vi besøge børnene på børnehjemmet Living Fountain Orphanage:-) Så blev den nats søvn da vist lige ødelagt af nervøsitet og spænding:-)

Vi bor på et værelse med eget bad, toilet og køleskab i Elvira's hus. Det er varmt, ca. 28 grader udenfor, og diesel generatoren står lige uden for vores vindue og larmer. Vi har heldigvis aircondition så er sikker på at vi alligevel sover som en sten

03.12.2012

Kufferterne er nu pakket, huset er lukket ned og Cayenne er afleveret ved Signe's bror og svigerinde. De har lovet at passe godt på vores lille hvalp mens vi er i Nigeria. Vi skal rejse kl. 06.00 fra Billund i morgen tidlig, så regner med at vi allerede skal op kl. 01.30 da der er varslet snestorm. Vi køre hjem til Signes forældre og spiser aftensmad samt forhåbentlig et par timer søvn.

28.11.2012

På siden her kan i følge os på vores rejse til Nigeria Smiler

På tirsdag rejser vi 2 afsted og om ca. 8 uger rejser vi 4 hjem, vi er nemlig blevet forældre til Adam Ese født den 16.7.09 og Josefine Onajite født den 16.5.12.

Tænk sig at om under en uge, ser vi vores børn for første gang

Vi er SÅ lettet og SÅ lykkelige, men også enormt spændte og en lille smule stresset, selvom vi jo har pakket en gang

Vi flyver fra Billund tirsdag morgen kl 6, og så lander vi i Nigeria ved 20 tiden.

Internetforbindelsen kan være meget svingende i Nigeria, men vi vil så vidt muligt opdatere dagbogen her, så i kan følge med
Og vi vil meget gerne høre fra jer også, så skriv endelig i gæstebogen og opdater os lidt på hvad der sker i Danmark
Vi forventer at være hjemme igen i slutningen af januar eller start februar

08.11.2012

Den 17.9.12 får vi at vide at vi skal rejse den 10 Oktober. Alt bliver pakket og gjort klar og vi går begge på "barsel" (ferie). Udrejse bliver udsat til den 17 oktober og derefter den 25 oktober. Vi starter begge på arbejde igen. Udrejse bliver så udsat til den 4 november og nu er den udsat til midt december eller januar 

Så nu venter viTrist

Adam og Josefine har det godt og børnehjemmet har vist dem billeder af os og er igang med at forberede dem på deres nye liv, så det er rigtig dejligt..

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Gitte (csaa på AV) | Svar 12.02.2013 21.20

Åh....hvor er det træls for jer, I ikke lige kan få pas. Håber I på en eller anden måde lige pludselig får ordnet det. Krydser fingre for I får klaret det! knus

Rikke | Svar 12.02.2013 11.50

Jeg har sendt en PB på adoptionsverdenen omkring paskontoret i Calabar. Hilsen Rikke

Tanja VR | Svar 12.01.2013 00.28

Ih, hvor var det dejligt at hører fra jer igen. tjekkede dagbogen jeg ved ikke hvor mange gange. Dejligt at hører at retsagen er indenfor rækkevidde Knus

Vincent Gorking | Svar 10.01.2013 20.56

Hej Steffen. Håber det går godt dernede med familien

Lene | Svar 01.01.2013 13.57

HAPPY NEW YEAR Håber I hoppede lykkeligt ind i det nye år! Vi nyder hver dag at følge jeres nye liv - hvor er det skønne børn! Knus fra os

Lotte | Svar 30.12.2012 18.31

Kan I maile?
Vi er ayrzol@ayrzol.dk
Og kan måske hjælpe med nogle spørgsmål, der evt kan lette det lidt for jer, men her så lidt plads

Astrid Skovse | Svar 28.12.2012 23.38

Kære Signe og familie. Hjertelig tillykke til jer alle fire. Der er meget at tackle, og I virker til at klare det så flot - godt nytår dernede. Knus fra Astrid

Maja Durup Dickenson | Svar 27.12.2012 12.00

Glædelig jul! Jeg følger også med og glæder mig på jeres vegne over, at det går så fint. Sikke heldige I er med hinanden, alle 4! Godt nytår til jer

lotte | Svar 25.12.2012 13.43

mht malaria, der er et børnehospital i nærheden, der behandlede Marks malaria med stor succes, han fik dråber- virkede på 1 døgn, fra 41- 38 grader, uden men

Lotte, john, Mark, Amnada Anouk | Svar 25.12.2012 13.39

glædeligt jul til jer 4, vid det ikke er svært at lave en anden rytme når i er tilbage i Dk- vores sov 14-17, og 22-9, så vi kunne følge rytmen i huset

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

23.02 | 14:31

Selv tak hvis dine venner har spørgsmål til turen er de velkomne til at kontakte os

...
23.02 | 09:34

Fandt jeres side, fordi min veninde og hendes mand snart skal afsted efter deres datter, tak for god læsning.

...
18.04 | 20:52

dejligt billede. I ser alle skønne ud

...
25.02 | 18:50

herlig at se jeres skønne børn og det lader til at i nu har fået en hverdag som er jeres ,det må virkelig være dejligt endelig at være kommet hjem.Kh Humlebæk :

...
Du kan lide denne side